I gudens hænder


Dette er historien om en tid, hvor mennesket tilbedte guder. En tid hvor en guds hjælp var nødvendig for folkets overlevelse. En tid hvor man måtte bringe ofre!

Elena skal ofres til Guden Hugin. alle i landsbyen frygter Hugin, men Elena vil snart opdage at han ikke er, som han giver sig ud for at være.

jeg har valgt at skrive historien ud fra begges synspunkter, håber i vil nyde den.

4Likes
11Kommentarer
2107Visninger
AA

12. Min egen

Hugin:

(en time før Elena vågnede)

Jeg vågnede ved 8 tiden om morgenen.

Jeg mærkede en blød arm om mit bryst og så at Elena lå og omfavnede mig.

Hun så, så smuk, som hun lå der helt fredeligt.

Jeg kyssede hendes kind og listede forsigtigt ud af sengen. 

Jeg strakte mig og så ud på haven. Solen var på nippet til at stå op,

dens røde skær fik haven til at se anderledes ud,  den lignede en hel oase.

Jeg smilede ved tanken om flere hundrede år her, men tanken blev straks skubbet væk af en mere mørk tanke. Flere hundrede år uden Elena!

Jeg faldt på knæ. Elenas bløde hud, hende duft, hendes røde flammende hår, de grønne drømmende øjne og den gyldne hud. Men mest af alt ville jeg savne hende.

Jeg ville savne hendes humor, hendes måde at gøre mig glad på... alt.

Jeg elskede hende virkelig. Men hun kunne ikke klarer testen så meget vidste jeg da.

Eller kunne hun? Nej jeg ville ikke satse hendes liv bare for min egen selvviske grunde.

Hun kunne blive lykkelig med en anden mand. Jeg stoppede ved den tanke og vendte mig om mod hende igen. En anden mand! Jeg ville ikke have hende sammen med en anden!

At en anden skulle ligge tæt ved hende røre hendes hud. Gøre de ting, som vi slat ikke fik nået sammen. Elske med hende. Jeg måtte ud af værelset!

Jeg kunne ikke klarere at tænke mere over hendes nye liv.  

Jeg løb ned af gangen med hjertet i brænd. Adina kom gående mod mig med øjnene rettet ned mod gulvet. Hun nejede og nærmest hviskede.

”skal jeg pakke Elenas ting herrer?”

Jeg nikkede bare og gik min vej i et lidt mere gående tempo.

Jeg ville være alene med mine tanker. Jeg nærmest sparkede døren til mit kontor åben og kastede mig i den bløde lænestol, som jeg havde købt for over 60 år siden og var temmelig glad for. Jeg lukkede øjnene og forstillede mig mit liv, som det var før Elana kom.

Før følte jeg mig, som en almindelig gud. Nu var det som om hun havde gjort mig næsten menneskelig! Jeg sukkede og faldt i staver for noget tid.

Pludselig kom Kendur frem i døren.

”Elena rejser nu. Skal du ikke sige farvel?”

Jeg rystede på hovedet og gik hen til vinduet.

Jeg kunne se ned i gården, hvor hestevognen holdte.

”Nej det er bedst på denne måde,” sagde jeg med sorg ved hvert et ord.

Kendur nikkede og gik sin vej igen. Jeg stirrede ned på vognen, som en død tomt stirrer efter døden. Pludselig kom Elena ud af hoveddøren. Hun var iklædt en rød kort kjole. Hendes hår var bundt stramt op i en hestehale og da hun kiggede op på det vindue, som jeg stod ved var hendes øjne fulde med tårer. Mit hjerte bankede hurtigere. Jeg vendte ryggen til hende.

”Du forstår det ikke Kendur. Jeg kan ikke gå derned og sige farvel. For hvis jeg gør det, så vil jeg aldrig kunne give slip på hende,” hviskede jeg til mig selv.

 

Elena:

 

Jeg vendte mig om for at se op på Hugins kontor. Jeg kunne lige skimte hans omrids.

Tårerne Kom frem i mine øjne og jeg så væk. Han skulle ikke se mig græde, men se en stærk kvinde tage af sted. Adina og Kendur kom hen til mig.

Jeg nikkede til dem og smilede. Adina så skræmt ud.

”Jeg kan ikke lide det her Elena. Hugin vil aldrig tilgive mig, hvis der sker dig noget!”

Kendur trippede uroligt. Han kunne heller ikke lide min ide.

”Jeg ved det Adina, men jeg bliver nød til at prøve! Jeg giver ikke bare op jeg elsker Hugin! Så derfor tager jeg til Heras slot!”

De så begge på hinanden og rystede på skuldrene.

”Den pige er sørme stædig!” fnyste Kendur.

Jeg smilte og gav ham et kram.

”Du må under ingen omstændigheder fortælle det her til Hugin,” sagde jeg i et truende tonefald, selvom jeg godt vidste, at han ikke ville sige noget.

Kendur bukkede for mig og nikkede.

Adina hjalp mig op i vognen med alle mine tasker. Inden vognen rullede ud på den store vej kiggede jeg tilbage på Hugins slot. Jeg sukkede og rystede de kolde følelser væk.

Måske skulle jeg aldrig se ham igen, men jeg ville tage denne chance til hver en tid.

Adina kiggede ind til mig fra kuskens side og sagde:

”Der er et stykke vej dertil så få dig noget søvn. Du får brug for det!”

Jeg smilede over hendes moderlige omsorg for mig og lagde mig til rette med lukkede øjne.

Før jeg vidste det sov jeg tungt. Jeg drømte om Hugins varme og trygge arme.

Pludselig gav vognene et bump og jeg vågnede med det samme.

Jeg stak hovedet ud af vinduet og mærkede en kølig brise på mit ansigt.

”Adina? Hvor er vi?”

Adina kiggede ned på mig og så bekymret ud.

”Hun har ventet os, Elena. Vi er der om nogle få minutter så gør dig klar. Kan du se tårnet der?” Jeg kiggede lige fremme. Jo jeg kunne godt se det uhyggelige mørke tårn oppe længere fremme.

”Hvordan ved du at hun venter os?” spurgte jeg.

”Fordi hun har sendt en eskorte til at vejlede os det sidste stykke.”

Det var først der at jeg lagde mærke til de ryttere, som red foran os længere fremme.’

Deres uniformer var blodrøde med et billede af en påfugl på ryggen. De så alle ens ud af bygning og de samme uhyggelige tomme øjne.

Jeg mærkede hjertet sætte sig helt oppe i halsen på mig. Hvem var disse fyrer?

  Vognen stoppede brat og en Mørk mand åbnede dørene ind til mig.

”Følg mig jeg vil vise jer vejen.”

Mere sagde han ikke, det galt bare om være hurtig, ud af vognenes dør og holde trit med ham. Adina kom listende bag os. Hun følte sig sikkert ikke særlig godt tilpas her,

men det gjorde jeg heller ikke. Der var noget ved det her sted, som jeg ikke kunne lide.

Det gav mig en fornemmelse af frygt og død. I luften hang en kvalmende sødlig duft, som når man har puttet for meget sukker i sin te.

  Vi blev ført ind af en kæmpemæssig dør, som mere var til kæmper end mennesker.

Jeg kiggede op i loftet, som var udsmykket med de smukkeste engle.

”Denne vej,” sagde den mørke mand utålmodigt.

Jeg fik et lille skub i ryggen af Adina og vi gik hurtigt videre. Vi havde gået i noget der mindede om uendelighed inden manden endelig stoppede.

Hen bankede to gange på  en mindre metal dør og vendte sig om mod os.

”Herfra må Elena gå alene.”

Adina så på ham med lysende øjne.

”Ikke tale om!”

Manden så mere vred ud.

”Dette er en prøve kun for denne kvinde og ikke dig.” Han pegede på mig mens han utalte ordene. Jeg tog Adinas hånd og gav den et klem.

”Bare rolig vi ses om lidt.”

Hun nikkede og omfavnede mig. Jeg tog mod til mig og gik igennem den knirkende dør.

Der var helt oplyst inde i rummet. Jeg gik fremad stilheden var ikke til at bærer. For hvert skridt jeg tog blev usikkerheden stører. Pludselig så jeg hende.

Hun sad i en guldbesat stol og stirrede på mig med sine mørke øjne.

Hun rejste sig med et smil.

”Velkommen Elena min søns store kærlighed, er du klar til det, der kan blive din sidste dag?”

 

 

Hugin:

 

Jeg sad nede i haven da Kendur kom tilbage fra sin afsked med Elena.

Han bukkede og sagde med kold stemme.

”Så er hun  sendt af sted.”

Jeg nikkede forstående både overfor den kolde stemme, men også for hans medfølende sorg, som jeg havde. Jeg sukkede og rejste mig.

Mit blik vandrede gennem hele have og faldt på den lille solsikke.

Jeg gik mod den og så ned på den med sorgen i hvert en lille krog af mit sind.

Mine slanke, men meget kraftfulde fingre snoede sig om den lille stamme.

Jeg mærkede plantens vrede over Elenas fravær og dens uforståenhed over min egen sorg. Jeg viste planten billeder af Elena, som rejste hjem til sin familie, hvor hun hørte til.

Planten delte min sorg og ville have gjort alt for at kunne se hende igen.

Jeg fik ondt af den lille fyr. bare fordi jeg ikke kunne være sammen med hende, så betød det ikke at planten også skulle lide samme skæbne!

”Kendur!” kaldte jeg bestemt.

Han kom travende med en vis usikkerhed, som han aldrig havde vist før.

Et eller andet i mit sind mærkede jeg uroen blive vækket.

”Herrer?” spurgte han igen med en mild stemme.

Jeg stod med et fast tag om planten og følte mig beslutsom.

”Tag denne plante ned til Elenas landsby. Bare fordi jeg har mistet hende, betyder det ikke at denne lille fyr skal.”

Kendur trippede nervøst og nu blev min nysgerighed vagt.

”Er der noget i vejen med min beslutning?”

Kendur rystede på hovedet og skulle til at bukke, men denne samtale var langt fra slut for mig.

”Du skjuler noget fro mig,” sagde jeg mere lokkende end truende.

Kendur rystede endnu engang på hovet, så det brune hår dækkede øjnene.

Et tegn, som kun bekræftede mine ord.

Jeg slap taget i planten og gik med truende skridt hen til ham.

”Hvis du skjuler joget for mig så sig det! Du vil vel ikke lyve fro mig vel? For du ved jo godt at det er det samme, som at forråede mig!”

Kendur faldt ned på de trofaste ben, som en knælen.

Hans stemme var, som en hvisken. Jeg havde aldrig set ham sådan før.

”Tilgiv mig min herre, men jeg kunne ikke lade dem sårer dem selv. Jeg kunne ikke.. jeg kunne ikke…” Jeg trak ham op at stå med et vredt blik.

”Hvad fabler du dog om?”

Kendur fortsatte med angst, men denne gang var det blevet til en sætning.

”Herrer Elena bad mig og Adina hjælpe hende med at tage til Heras slot. Jeg beklager, men hun er der sikkert nu.”

Jeg mærkede vreden og angsten stige op i mig.

Vrede for deres forræderi mod min befaling og angst for Elenas liv.

Jeg skulle til at slå Kendur, som bare sad der for at tage imod slaget, men noget i hans blik fik mig til at tøve. Hans blik fortalte mig at det hele var for min skyld!

Jeg sænkede hånden og sukkede.

”Gør en vogn klar! Jeg tager efter hende og det skal være nu!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...