I gudens hænder


Dette er historien om en tid, hvor mennesket tilbedte guder. En tid hvor en guds hjælp var nødvendig for folkets overlevelse. En tid hvor man måtte bringe ofre!

Elena skal ofres til Guden Hugin. alle i landsbyen frygter Hugin, men Elena vil snart opdage at han ikke er, som han giver sig ud for at være.

jeg har valgt at skrive historien ud fra begges synspunkter, håber i vil nyde den.

4Likes
11Kommentarer
1924Visninger
AA

1. ofring ved midnat

Elena:

Lænken gav en uhyggelig raslende lyd når jeg gik.

Jeg mærkede folks urolige og medfølende blikke på min ryg.

Havde de ondt af mig? hvorfor gjorde de så det her, mod mig?

Jeg så hen på den nedgående sol. Om få minutter ville det være slut,

mit liv, mine drømme alting ville slutte. Jeg trak vejret i hurtige drag

og mærkede pulsen stige. Jeg huskede tilbage på i går.

Jeg sad foran pejsen og skrev digte. Det gav en sådan ro i mit sind at skrive.

Jeg vendte mig om da døren gik op. mor kom mind med tårer ned af kinderne.

Hun faldt på knæ ved siden af stolen, hvor jeg sad.

”Mor hvad er der?” spurgte jeg med dirrende stemme.

”Tilgiv mig.. tilgiv mig!” Var det eneste hun kunne sige.

Jeg strøg hendes hår blidt, for jeg vidste godt hvad der skulle ske.

Byens afgrøder var syge og hvis vi ikke fik gjort noget ved det ville vi alle sulte.

Derfor ville de bede Hugin om hjælp. Han var guden over naturen.

Jeg rejste mig op fra stolen og så på alle mændene, som var kommet ind i rummet.

De stod med lænker og pistoler, hvis jeg nu skulle stikke af.

Men jeg stak ikke af, jeg nikkede til min far,

som stod med knyttede næver og så til, og gik hen foran en af mændene.

Han hed vist nok Tinder og var soldat.

Han smilede skummelt og gav mig lænkerne på.

Da vi forlod huset hørte jeg min mors skrigen og råben:

”Nej i kan ikke gøre det her! Hun er den eneste vi har!”

Jeg måtte bide mig i læben for ikke at komme til at græde. En af mændene grinede.

”Rolig frue Hugin skal nok tage sig pænt af hende!”

Så det er hvad der skete. Så snart solens sidste stråler ramte jorden,

og månens lys kom frem, skulle jeg ofres til guden Hugin.

De troede på at hvis han fik mig ville han få vores afgrøder til at gro igen.

Jeg skulle efter signe også være den smukkeste kvinde i byen, ikke at jeg syntes det.

Her i byen var det normalt at have lys hud og mørkt hår, men fordi min tipoldemor kom langvejs fra, og jeg ligner hende på en prik, så havde jeg rødt hår,

honning farvet hud og timeglasform. Jeg passede simpelthen ikke ind

og det var nok grunden til denne ofring. 

De mente at jeg ikke passede ind her fordi jeg passede ind hos Hugin,

eller de håbede det. Byens gamle kone kom hen mod mig.

Hun smilede grumt så man kunne se de gule stumpede tænder.

Hun havde gråt hår, der sad i hulter til bulter og en lang sort kjole på.

Hendes øjne var i en klar blå farve, som en skyfri sommerdag. Hun trak en lille kniv frem

. ”Dette bliver båndet mellem dig og Hugin. Det er så alle kan se at du tilhører ham,”

sagde hun med sin ruge stemme.

Hun trak min arm frem og skar lige ved håndleddet.

”Av!”

Hun så surt på mig.

”Tude tøs!” hvæsede hun.

Hun tegnede en måne med en rose som snoede sig omkring den lysende om den, Hugins symbol.

Mit blod dryppede ned på jorden og farvede den rød.

Den gamle kone vendte sig om og gik.

”Du er nu hans.”

Månens lys ramte mig.

Jeg mærkede en smerte i såret og så ned på det.

Der var intet blod kun et ar af tegningen.  Såret havde helet på under 30 sekunder!

Det kunne ikke passe! Jeg så op for at spørge den gamle kone, men hun var væk.

Tinder kom hen til mig og tog lænkerne af.

”Så i tror ikke på at jeg stikker af mere?” spurgte jeg med et lumsk smil.

Tinder tog mig i armen og vendte den opad, så man kunne se arret.

”Du kan ikke stikke af. Han vil finde dig!”

Jeg mærkede angsten stige i brystet på mig.

Han pegede ind i skoven.

”Gå ligeud. Han skal nok finde dig.”

Jeg gik og så mig ikke tilbage. Skoven var meget mørk.

Det eneste lys jeg fik kom fra månen.

Jeg hørte en underlig lyd og stoppede op.

lyden kom nærmere og nærmere.

Jeg mærkede mine nakkehår rejse sig og min krop blev kold.

Hvad det end var kom det tættere. Jeg gik baglæns og støttede ind i et træ.

Jeg ramte jorden med et højlydt ”Bump.” 

Ud af buskende trådte en kæmpe ulv frem. Dens gule øjne stirrede på mig.

Lysten til at skrige og løbe slog mig i møde. Men jeg vidste udmærket godt at jeg aldrig ville kunne løbe fra den. Jeg kom på benene igen og løftede hænderne i vejret,

som får at vise våbenhvile.

”Rolig din store dreng. Jeg gør dig ikke noget, eller du vil da ikke gøre mig noget vel?”

Den knurrede og kom tættere på. Regnen slog pludselig ned og det kom bag på mig.

Jeg gled i det våde græs og slog halebenet.

”Av. Som om det ikke kunne blive meget værre! Ved du hvad? Jeg er ligeglad, spis mig bare!” Jeg så trodsigt ind i de gule øjne ikke med frygt, men med vrede.

Jeg mærkede smerte fra lænden og sukkede.

Ulven kom helt hen til mig og snusede til mit våde hår og derefter slikkede den mit ansigt.

”Ha ha. Stop det, det kilder!”

Jeg rakte en arm hen for at ae den. Ulven lukkede øjnene og trak vejret i langsomme drag.

Da den åbnede dem igen så den på min arm og fik øje på arret.

Den rejste sig op på bagbenene og hylede et rædselsvækkende hyl.

Jeg satte hænderne for ørene og peb. Nu skulle jeg altså dø.

Den kaldte på sine venner. Men der kom ingen. Regnen stoppede og kulden kom i stedet.

Jeg skælvede og ulven måtte have set det for den lagde sig om mig, som et uldtæppe.

Søvnen bar mig, som et nyfødt spædbarn gennem nattens skræmmende minder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...