For livet

Jeg står ikke tilbage for noget! Jeg går ikke af vejen for nogen! Jeg lever og lader leve, indtil nu! For vil jeg leve kan jeg ikke lade leve!

2Likes
2Kommentarer
2380Visninger
AA

6. Træningstiden

Jeg husker næsten ikke den næste månede. Dagene gik med hård træning, nationen skulle have show, så vi skulle være i form og have kunnen til at overleve mere end 5 minutter i arenaen. Også nætterne gik med træning. Ares og jeg trænede hinanden i de færdigheder vi nu engang havde inden vi kom til huset. Vi snakkede også en del, mest om det derhjemme, meget lidt om det vi oplevede dagligt og aldrig om Sams forudsigelse.

Alligevel lagde jeg mærke til efter ca 10 dage at de andre sonere kiggede anderledes på Ares og mig, og når Alexander og Sam var sammen med os kiggede de på os i skjul. Alexander lo og slog det hen, mens Sam bare smilede sit lille smil. Men da så fredsvogterene begyndte at behandle os anderledes gik det op for mig, at de alle på en eller anden måde havde hørt om spådommen, om trekløveret. Flere gange kom jeg ind i spisesalen og så en af de andre sidde og holde hånden frem for Sam, men hun rystede bare på hovedet. Alexander fortalte mig at hun ikke kunne holde ud at se døden i hånden på så mange unge mennesker, det var nok at hun allerede havde set den i hendes egen hånd. Det var altså Sams held at hun ikke længere kunne tale, og måske også vores andres, sæt hun kunne have fortalt os om de onde ting hun kunne se i vores fremtid? 

De allersidste dage af træningsperioden gik med at få lavet tøj til os, så vi ikke bare så forskellige ud men også var flotte at se på når vi døde. Fredsvogteren som trænede vores lille gruppe fik vores designer til at lave en form for rustning til os hver. Ares så både ældre og større ud i forstærket lædervest over en helt sort skjorte og løse læderbukser. På hovedet fik han en stram læderhætte med metalskjold under. Alexanders tøj var næsten magen til, blot havde han fået en hvid skjorte. Sam og jeg fik begge stramme læredsbukser og ellers skjorte og vest som drengene. Sams skjorte var rød, det havde hun selv ønsket, mens jeg fik en lys grøn farve. Jeg synstes ellers ikke om farven, som vores vogter havde valgt, men han holdt på sit og da ingen hørte ham viskede han at det var håbets farve og samme farve som et trekløver. Jeg begyndte at tænke over hvad Sams spådom betød for mig, alle var bange for mig, de frygtede at jeg skulle være den der slog dem ihjel. 

Men jeg ønskede jo netop ikke at dræbe nogen. Jeg opsøgte Sam samme aften, holdt begge mine hænder frem for hende med håndryggen op af og hun tog dem i sine uden at vende dem om. "Sam" Bad jeg indtrængende "er der nogen mulighed for at du har set forkert?" Hun rystede på hovedet, og en stor tåre trillede ned over hendes kind. "Er det virkelig min opgave at tage livet fra alle de andre?" Hun rystede atter på hovedet, kiggede mig ind i øjnene, og i et kort nu kunne jeg se hvad hun så. Hun lå død for mine fødder, men mine hænder var rene. Jeg stod sammen med Ares og Alexander, vi havde ryggen mod hinanden og resten af sonerene stod i en ring om os. Her sluttede synet og Sam lænte sig bagover og faldt i søvn. Det måtte have tappet hende for en del kræfter at vise mig fremtiden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...