Another Rain-Walk *One Shot*

Facader. Mure. De skjuler os, beskytter os og hjælper os. Lige indtil de ikke er så effektive mere. Til de ikke længere kan holdes oppe, eller man ikke længere kan skille facade og ægte person. Det har en ung pige fundet ud af, og hun går hver gang lejligheden byder sig, en tur i regnen, for at rense sit sind for smerte, og lade facaden for luft.

12Likes
29Kommentarer
1507Visninger
AA

2. Another Rain-Walk

En fod foran den anden. Knuses for hvert skridt. Det gør ondt for hvert hjerteslag. Headsettet, der strækker sig fra min HTC Sensation, til mine ører er gennemblødt, men burde efterhånden have vænnet sig til det. Meget passende strømmer A Drop in the Ocean med Ron Pope ud, og fylder min krop med den underlige, tomme ro, jeg altid får lige inden jeg bryder sammen. Den er behagelig, men af erfaring, har jeg lært at frygte den.

”A drop in the ocean, a change in the weather, I was praying that you and me might end up together, it's like wishing for rain as I stand in the desert...”

Regnen omkring mig er fredfyldt og beroligende. Sand, og ikke i stand til at lyve. Mit hår slasker omkring mit ansigt, men energien, og lysten til at sætte det op var fraværende, da jeg forlod huset, og jeg fortryder det kun delvist nu. En form for frihed har altid fulgt med at have håret hængende løst, hvis du spørger mig. På den anden side, det gør du nok ikke, for det er der  faktisk forbløffende få der gør. Egentlig er jeg ikke engang selv dum nok til det.

Jeg vil vædde det meste af min sparsomme børneopsparing på at mine tårer for længst har blandet sig med regndråberne, og der nu i forening løber ned af mine kinder, og alle springer mod jorden, fra min spidse hage. Hvordan mon der er plads til dem alle?

Engang hadede jeg regnvejr. Jeg kan stadig  huske det. En gang var jeg på den anden side også tilfreds. Måske ikke lykkelig, men jeg var okay.  Nu benytter jeg en hver mulighed for at komme ud i regnen. På den måde kan ingen se at jeg græder, og jeg kan komme af med alle de tårer, der brænder bag mine øjne konstant. Uden afløb for dem, begynder de at springe ud på de mest upassende tidspunkter. Som når jeg skal fremlægge i dansk, eller min veninde fortæller mig om en sang jeg skal høre. Tidspunkter hvor de ingen plads har, men alligevel belejrer mit liv.

Omkring mig spiller regnen som en symfoni af forskellige indtryk, i de få sekunder det tager telefonen at skifte fra en sang til den næste.

My Immortal med Evanescence.

”I'm so tired of being here. Suppressed by all my childish fears. And if you have to leave, I wish that you would just leave.”

Sangen er som skrevet til mig, og minderne om den gang denne slags sange intet betød, udover andre, ukendte menneskers smerte, får mine tårer til at strømme hurtigere, næsten så hurtigt at den silende regn ikke kan følge med. I virkeligheden er det kendsgerningen at jeg knap kan huske følelsen af ingen bekymringer at have, mere end de egentlige minder. Fraværet af dem er langt værre.

Vandet er begyndt at sprøjte op i byger, hver eneste gang jeg træder ned på asfalten, selvom mine skridt er ligeså lette og flydende som de altid har været. Måske blev de en anelse tungere i takt med mit humør, men hvad jeg ved af, er det ikke mine bevægelser det er gået værst udover.

Nærmere min overdrevne mangel på entusiasme, for tiden. Der er i hvert fald begyndt at irritere de få venner jeg har tilbage. Men hvor meget betyder de også, hvis de ikke engang kan forsøge at forstå hvordan jeg har det?

”These wounds won't seem to heal. This pain is just too real. There's just too much that time cannot erase.”

Mit liv, som det ser ud lige nu, kortet ned til tre sætninger, fra en sangtekst. Sådan føler man sig virkelig overflødig. Når alt man føler kan siges på så kort tid, af en fuldstændig fremmed, kan man ikke betyde specielt meget for helbilledet, vel?

Jeg nærmer mig døren til huset, og selvom regnen stadig står ned, kan jeg ikke blive ude længere, hvis jeg vil undgå en alvorlig gang influenza.

Derfor giver jeg mine øjne et øjeblik til at antage deres normale hvide farve igen, og åbner så døren.

Jeg smider jakken på gulvet, eftersom min mor har forbudt mig at hænge den på knagerne, når den er våd, selvom jeg ikke forstår hvorfor det at smide den på gulvet er meget bedre. Så trækker jeg mine sorte ruskindsstøvler af, og går ind i igennem køkkenet, med kursen mod mit værelse.

”Hej mor,” smiler jeg da jeg ser hende stående ved køkkenbordet, i gang med at skære grønsager.

Jeg smækker døren til mit værelse, og sætter med det samme musik på.

"Party rock is in the house tonight. Everybody just have a good time..."

Party Rock med LMFAO, og så er den ulykkelige pige der gik en tur i regnen pakket væk, og den ganske almindelige teenager tilbage hvor hun hører til. For nu. Men de varsler om skybrud i næste uge, så jeg holder mig ikke inde længe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...