Mørket overtager

et digt jeg skrev en nat jeg vågnede, med tårer løbene ned af kinden.
et digt fyldt med følelser.

jeg kan advare om ret stærke ord.

3Likes
1Kommentarer
1057Visninger

1. Del 1.

 

Sidder ved fortabelsens afgrund, svag, skælvende. Mørkets bølger skyller mod opgivelsens kyst.

Dødsstøj fylder mit hoved, jeg hører intet, jeg hører alt.

Lysets modsætning omslutter mig, tager mig i sin favn,

kvælende, som en moder der er alt for kærlig, holder sit barn for tæt af frygt for at miste det, men mister det derved ved eget  bryst.

 

Det holder mismodet levende, sørger for at den døende mistillid bliver fodret og derved kan fortsætte sin elskelige hærgen, dens ønskelige rampage.

 

Hadets bobler syder i havet og bringer sindet i kog.

De magtesløses magt bringer mig ned på knæ, så hårdt at jorden skraber dem,

blodet overhælder de kolde og fugtige sten.

Jeg kan ikke mærke mine ben,

umuligt for den menneskelige krop at rejse sig.

 

Lidende sidder jeg, stirrer ud i det intense og endeløse mørke.

Smerten glider gennem nervebanerne, skaber dødelige dog livsvigtige impulser og fortæller min hjerne at smerten har taget kontrol, at min livsvitale essens løber ud på den golde flade af ru sten.

Pletter for mine øjne, et slør for mit sind, et tab af klarhed, en sejr af ligegyldighed.

Det flyder, klart og varmt, men bliver langsomt kølet ned af den blide brise af skærende klinger.

Øjne fyldt med frygt og blå, hulkende læber, forladt af al livskraft.

 

En oval form af saltvand triller lidenskabeligt ned ad kinden, efterlader et spor af frysende is og forsvinder mod jorden, kamikaze, eksploderer som en reduceret version af atombomben.

Den eneste lyd der høres er et syngende klir af ren destruktion.

Skriget på den døende tunge kan ikke forlade munden, kan ikke høres, indebrændt, fængslet.

Fingrene klør og prikker, mine hænder rører melankoliens sod på den afbrændte jord, der engang var frodig, grøn og frugtbar, jorden der blev brændt af ondskabens flammer.

 

Prøver at holde det hakkende åndedrag tilbage, klar over at det bliver mit sidste, lungerne brænder, fyldt med syre, luften

kæmper for at forlade mig, mine luftrør bliver presset af flygtningen af liv, den siver ud, pinende, afkræftende, yndefuldt.

Ulykkens argumenter vælder ind over mig, som en horribel tsunami, som dog kun koster ét liv.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...