turen til England

drengen tager til england med sin far, de vil gerne se fodbold. men de for problemer... en novelle du bør læse ;). du må gerne komme med en lille komentar, bare ingen haters

0Likes
4Kommentarer
474Visninger

1. 1

                                                                                                              ”Vi kører nu” råber min far. Jeg finder min yndlings trøje frem, Van Persie nr.10 står der på ryggen af min røde Arsenal t-shirt. Jeg propper den ned i siden af min kuffert og slæber kufferten ud til min far og storesøster, der venter ved bilen.  Vi skal på fodbold-tur til England. Vi skal se Arsenal - Blackburn. Jeg har glædet mig utroligt meget, lige siden jeg åbnede det lille brev på min 15-års fødselsdag som indeholdte et kort der fortalte mig at jeg skulle til England og se fodbold. Det er snart et halvt år siden. Nu er det endeligt blevet sommer, og vi krammer mor en sidste gang farvel, inden vi sætter os ind i bilen. Min storesøster er nok så ligeglad med fodbold som man overhovedet kan være. Hun er udelukkende taget med for at shoppe i Londons gader.

Vi havde aftalt ikke at bruge særlig mange penge. Billetterne kostede det hvide ud øjne, så far havde valgt at vi skulle køre i bil og sejle fra Esbjerg. Nu har vi kørt en times, og en hotdog på en tankstation burde der trods alt være råd til.  Jeg er sulten og beslutter mig for at spørge til noget at spise. De andre er også småsultne, så far holder en til siden, og vi går op til tanken. Jeg strejker strækker ud, inden jeg træder en ind i butikken. Den kolde aircondition rammer mig som en bølge. Jeg nyder den forfriskende luft, indtil ekspedientens mørke stemme vækker mig ”hvad skulle det være”. En stor fyr stirrer på mig.  ”Øhh jeg kigger lige rundt”. Manden svarede mig ikke tilbage men vendte rundt og traskede ind i lokalet bag disken. Min søster står nede ved drikkevarerne og tænker sig om. Hun smiler til mig og tager en cola fra køleskabet.  Jeg får også lyst til noget at drikke og går hen til hende. Åbner glaslågen og hiver en cola frem. Mens de andre betaler for deres varer smutter jeg på toilettet og tømmer blæren. De andre venter i bilen. Den store ekspedient står igen bag disken. Jeg beder om en hotdog og stiller colaen på disken. ”100 kroner” siger manden koldt. Det forstod jeg intet af. 20 kr. for en hotdog 20 kr. for en sodavand kunne umuligt blive 100 kr. tror ”har du ikke du har lavet en fejl” spørg jeg med en lidt pivet stemme. ”Nej” svarer han en mere koldt. Jeg har altid været konfliktsky. For nogle år siden blev jeg kaldt ”tøsedreng” i skolen, men det er heldigvis stoppet nu. Jeg bakker ud ved en hver form for problem. I dag er ikke en undtagelse. Jeg stikker ham de hundrede kroner og skynder mig ud af butikken. Han snød mig og slap af sted med det.

Vi er lige steget på færgen. Jeg sidder og kigger på bølgerne og tænker på kampen. Det bliver en fantastisk oplevelse. Tænk jeg skal se selveste Robin Van Persie i virkeligheden. Min far sidder og læser avis. Han har selvfølgelig sine grimme brune sandaler på og værst af alt sine hvide tennis sokker nede i. Min storesøster har mindst sagt 100 gange, at det er alt for kikset at se på. Men han er vidst ret ligeglad. Færgen stopper, vi er lige ankommet i England. Den kvindelige stemme siger ud af færgens højtalere, at Passagererne skal gå til deres biler. Det gør vi, og vi på farten igen. Der er 3 timer til hotellet, og så er det kampdag i morgen. Jeg vågner, mens bilen er kørende og spørger, hvornår vi er ved hotellet. ”10 minutter, du er vist vågnet på det rigtig tidspunkt  hva?”. Siger far og prøver at være sjov. Det var på ingen måde sjovt, men jeg smiler alligevel til ham og svarer med et ”ja”.

Hotellet er slidt, og vores værelse er meget småt. Men jeg havde heller ikke forventet det store. Jeg ligger mig på sengen og finder min mobil frem, opretter forbindelse til ”GordonsHotel” som hotellets trådløse wifi hedder. Jeg skal lige tjekke facebook og blære mig en sidste gang over at skulle se fodbold i England. Solens skarpe lys igennem vinduet vækker mig. Hotellets morgenmad er ikke det bedste. Faktisk er det ret ulækkert. Men vi spiser det alligevel. Vi skal hurtigt af sted. Det er kampdag i dag, og det er altid godt at være der i god tid. Min storesøster skal ikke med, selvfølgelig. Hotellet ligger midt i byen, vi har svært ved at finde stadionet. Minutterne går, der er tre timer til kickoff. Far finder kortet frem og ser noget stresset ud, imens han prøvet at danne sig et overblik. Til sidst siger han ”okay, vi parkerer her og finder lidt at spise”. Det synes jeg er en god idé da jeg allerede var blevet sulten efter den skuffende morgenmad. Vi finder noget hurtigt at spise og går tilbage til bilen. Men den er der ikke. Bilen er væk! De biler der før stod på gaden er alle væk. Mit hjerte banker lidt hurtigere. Far går ivrigt hen til en englænder og spørger, hvor alle bilerne er. Manden trækker lidt væk fra far og svarer, at han er ret sikker på, at bilerne har været ulovligt parkeret, og de er blevet kørt til en slags opsamlingsplads for ulovligt parkerede biler. Der kan vi hente den vores bil og betale en bøde på 500 pund. Han fortæller også, hvor opsamlingspladsen ligger. Far siger ikke tak for hjælpen, han vender sig bare om og siger ”pis”.

Vi sidder i en taxa på vej til opsamlingspladsen. En halvanden time til bolden vil trille på Emirates Stadium.  Da vi kommer til pladsen, går far straks op til den lille reception og spørger efter vores slidte Fiat. Jeg sidder ved en bænk lidt væk. Jeg skal i hvert fald ikke blande mig. Jeg kan se far blive sur. Han taler højere og nævner flere gange, hvor vigtigt det er at få bilen så vi kan se fodbold. Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke kan få bilen. Men det går op for mig, efter jeg hører deres forhandlinger, at vi først kan få bilen om et døgn. Der er kun en halv time tilbage nu og jeg er begyndt at hænge lidt med hovedet. Taxaen holder af en eller anden mærkelig grund stædigvæk ved vejen op til pladsen. Far trasker hen til mig med et bedrøvet ansigt, ”gå hen til taxaen og bed om at blive kørt til stadionet” han stikker mig nogle penge og billetten. Han åbner munden igen og siger ”jeg bliver nødt til få bilen tilbage så vi kan nå færgen i morgen”.

Kampen er begyndt, jeg kan høre råbene fra stadionet. Jeg giver chaufføren mine penge og lunter hen til indgangen. Kontrolløren kigger fornærmet på mig. Jeg giver ham min billet og tager et skridt mod lågen. Pludselig stikker han sin arm op og spærrer for min næse og vrisser ”ingen adgang efter kampstart”. Jeg kunne græde i hundrede år. Far står på en eller anden opsamlings plads i England og kan ikke få vores bil, så vi ikke kan komme hjem. Det er noget lort. Jeg vender om vader et skridt væk. Men nej, ikke denne gang. Jeg ville ikke bare skride nu. Den her gang tager jeg konflikten, der er ikke tid til at være tøset nu. Jeg vender mig mod kontrolløren og råber ”jeg er kommet hele vejen fra Danmark. Det her er min største drøm, og du skal fanme ikke ødelægge det hele nu”.  Det fløj ud af min mund på engelsk med lidt dansk over sig. Jeg har aldrig råbt eller sagt fra på den måde. Jeg træder helt frem til ham og siger ”luk mig nu bare ind”. Nu kigger kontrolløren på mig med et helt andet ansigtsudtryk, både overrasket og skræmt. ”luk mig nu bare ind” gentager jeg og kigger kontrolløren direkte i øjnene. Han kan nu afgøre, om jeg vil få den bedste eller værste dag i mit liv…                               

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...