Levende Død

Charlie og Katrine var to 14-årige piger, som tog ud på Den Gamle Kirkegård, fordi de kedede sig. Det viste sig dog, at kirkegården gemte på mere end bare gravsten og døde mennesker, og det endte med at koste en af pigernes liv ...

9Likes
7Kommentarer
1139Visninger

1. Levende Død

Jeg skulle aldrig have taget Katrine med på kirkegården. Nu, hvor jeg tænker tilbage på det, ved jeg ikke engang, hvorfor jeg valgte kirkegården. Det er bare et sted, jeg altid godt har kunnet lide. Der er altid så stille. Fredfyldt. Især på den gamle kirkegård. På den kirkegård, hvor mit liv ændrede sig for altid, og hvor et andet liv sluttede for altid.

*

 

Det var søndag først på eftermiddagen. Allerede her kan man høre, hvor meget jeg kedede mig. Efter at have læst alle de nyeste statusopdateringer på Facebook igennem fem gange, besluttede jeg mig for at ringe til Katrine. Jeg åbnede Skype og trykkede Videoopkald. Katrine tog den med det samme.

”Hey Cherry! Hva’ så?” sagde hun. Hun havde et håndklæde om håret.

”Kedsomheden slår mig ihjel. Hjælp mig, Kat!” sagde jeg. ”Skal du noget?”

”Næh.”

”Fint, vi mødes på kirkegården om 10.”

”30.”

”15.”

”Okay så!”

Jeg grinede indvendigt. Vi forhandlede sådan hver eneste dag. Jeg vandt altid. Jeg trykkede Afslut opkald og lukkede skærmen på min slidte bærbar. Derefter gik jeg ned i stuen. Min mor var ved at støvsuge, mens min lillebror på sad og så tegnefilm i fjernsynet. Ingen lagde mærke til, at jeg var der. Jeg skyndte mig ud i entréen, tog mine næsten helt ødelagte, men elskede, sorte Converse på og skyndte mig ud ad døren. Det var sensommer, og luften var lun. Jeg begyndte at gå hen mod den gamle kirkegård. Det tog ikke mere end fem minutter at gå derhen, så jeg slentrede af sted og nød det gode vejr. Snart stod jeg foran det store, gamle skilt med teksten Den Gamle Kirkegård skrevet med snørklede bogstaver. Lidt komisk, at kirkegården faktisk hed Den Gamle Kirkegård. Folk lavede tit jokes om det ved at kalde den Den gamle Den Gamle Kirkegård – for den er gammel. Den Gamle Kirkegård lå ved siden af en stor skov lidt væk fra byen. Der var træer på alle sider af kirkegården, bortset fra den side, der vendte ud mod vejen. Der var ingen mennesker ud over mig på kirkegården. Det var der næsten aldrig. Der gik nemlig rygter om, at de døde om natten blev levende, og at de dræbte og sommetider spiste mennesker. Adr. Og folk troede på rygterne. Jeg gik hen til mit yndlingssted på Den Gamle Kirkegård – det store, hvide kors, som stod præcist inde i midten af kirkegården. Korset stod, hævet over alle gravstenene, og lyste det hele op. Lange, smukke, røde roser skød op ad jorden under det og snoede sig omkring korset. Det var meget smukt. Jeg hørte fodtrin i gruset og kiggede op. Det første jeg så, var et par lyserøde ballerinasko, og jeg vidste, at det var Katrine. Jeg kiggede længere op og så et par hvide gamacher og en lyserød sommerkjole med hvide blomster på. Til sidst så jeg hendes blege, fregnede hud og det tykke, naturligt røde og stadig lidt fugtige hår, som faldt i små krøller ned omkring hendes ansigt. Jeg smilede. Vi var hinandens modsætninger, Katrine og jeg. Hun var totalt pige i sine smukke kjoler og krøllede hår, mens jeg var drenge-pige i slidte Converse og gamle t-shirts. Alligevel var vi det perfekte match. Modsætninger mødes, som man siger. ”Hej!” sagde jeg, løb hen og krammede hende.

”Hey,” svarede hun. Derefter løftede hun øjenbrynene og kiggede rundt. ”Kirkegården igen? Seriøst. Gå dog til psykolog.”

”Psykolog? Hvorfor?” spurgte jeg, selvom jeg godt vidste, hvad hun ville svare.

”Jeg fatter bare ikke, at du kan bruge en hel dag på at sidde her og hænge ud med døde mennesker! Det er totalt for klamt!” sagde hun og rynkede på næsen.

”Jeg hænger ikke ud med døde mennesker. Jeg kan bare godt lide den ro, der altid er herude. At sidde henne ved det store kors og tænke.” Jeg nikkede hen mod det store, hvide kors i midten af kirkegården. Hun skulle til at sige noget mere, men så fik hun øje på det hvide kors. ”Wauw!” udbrød hun, og jeg nikkede. Mens Katrine stirrede betaget på korset, lagde jeg mærke til en kold skygge, som bevægede sig stille inde mellem de tætte træer, men jeg sagde ingenting. Det var nok også bare min fantasi, og jeg ville ikke gøre Katrine unødvendigt bange.

”Nå, men hvad vil du?” spurgte Katrine.

”Spørg hellere, hvad jeg ikke vil: Kede mig ihjel. Så lad os finde på noget.”

”Hvad kan man lave på en kirkegård!? Vi skulle hellere tage i centeret. H&M har fået denne her helt vildt søde kjole, som …”

Jeg afbrød hende. ”Du ved udmærket godt, at jeg hader at shoppe. Tilbage til emnet, tak. Lige nu er vi her, på kirkegården. Og hvad er det, du altid plejer at sige? Lev i nuet, ikke? Så lad os finde på noget her, nu!”

Hun sukkede. Det endte med, at vi satte os ned ved det store kors og snakkede. Bare snakkede. Det var superhyggeligt – synes jeg i hvert fald. I starten virkede Katrine meget skeptisk omkring at skulle sidde på jorden og gøre hendes yndlingskjole beskidt, men hun virkede faktisk lidt trist, da jeg efter nogle timer sagde: ”Nå, men det er ved at blive mørkt. Vi må nok hellere begive os hjemad.” Katrine nikkede, og vi rejste os op. Eller rettere – jeg rejste mig op. Katrine prøvede, men det var, som om noget holdte hende nede. ”Hvad … ?” mumlede hun, men så fik vi øje på det samtidigt. Noget holdt stramt fast om hendes ankel. En plante, var min første tanke. Men har planter negle? Det var en gammel, grå og rådden hånd, hvor huden og kødet flere steder var skallet af helt ind til knoglen. Huden var grå, ja, næsten helt sort. Flere af fingerneglene manglede, og de, som stadig var der, var rådne og brune. Jeg skreg. Katrine skreg. Fingrene omkring Katrines ankel bevægede sig. Hånden trak Katrine langsomt nedad. Det var virkelig underligt – jorden var pludselig blevet ligesom kviksand. Katrine sank dybere og dybere ned for hvert sekund der gik. ”CHARLIE!” skreg Katrine. Det var et skrig, som var så fyldt med følelser, at det for evigt vil sidde fast i min hukommelse. Jeg var lammet. Kunne ikke røre mig. Det var først, da Katrine var nede til skuldrene, at jeg kunne bevæge mig igen. Jeg hev og sled i Katrine, men hvad det end var, der hev hende nedad, var det for stærkt. Det eneste, jeg kunne gøre, var at stå og se på. Katrines ansigt begyndte at antage en blålig farve, derefter blev det helt gråt. Hun fik besvær med at trække vejret, og hun så fuldstændig skrækslagen ud. Lige inden hendes hoved forsvandt ned under jorden, så hun mig direkte ind i øjnene, og det ene blik var fyldt med panik og rædsel, men samtidig en dyb, dyb kærlighed. Jeg fik et sidste glimt af Katrines flammerøde hår, inden hun var væk for altid.

Troede jeg.

 

Da Katrine var forsvundet, kiggede jeg mig omkring og opdagede, at det var blevet mørkt. Jeg kunne mærke tårerne løbe fra mine øjne, men jeg holdt munden lukket, for jeg var bange for at komme til at skrige, hvis jeg åbnede munden. Da kom jeg i tanke om rygterne. De rygter, som var blevet fortalt i vores by i flere årtier. Da vidste jeg, at de var et hundrede procent sande. Det var skræmmende. Virkelig skræmmende. Efter at have samlet mod til mig i noget tid, åbnede jeg munden og begyndte at kalde på Katrine. Jeg gik rundt på kirkegården og kaldte i meget lang tid. Det var blevet bælgmørkt, og skoven omkring kirkegården gjorde, at fuldmånens lys ikke nåede ned på kirkegården. Det eneste sted, som var oplyst, var korset. Det store, hvide kors i midten af kirkegården. En smal stribe månelys nåede ned og oplyste korset og roserne omkring det. Det var skræmmende, men også meget smukt. Jeg var ved at opgive at finde Katrine igen, da jeg hørte det. En kvist, der knækkede. Lige i udkanten af skoven. To kviste. Tre kviste. Jeg vendte hovedet og så fire skikkelser træde frem fra træernes skygger. Den forreste i flokken var en kvinde. En udød. Hun havde langt, ravnesort hår. Det var så langt, at det strøg hen ad jorden, når hun gik. Hun havde mandelformede øjne og markerede kindben. Kjolen, hun havde på, var violet og ville have været smuk, hvis den ikke var beskidt og hullet. Kvinden ville også have været smuk, hvis hun ikke lignede et skelet. Bogstaveligt talt. På både højre og venstre side af hende gik en stor, muskuløs mand. Selvfølgelig var de blot skeletter, men jeg kunne alligevel se, hvor muskuløse de havde været, da de levede. Bag dem gik Katrine. Jeg fik et chok, da jeg så hende. Selvom rygterne sagde, at de udøde spiste mennesker, var hun levende. Eller, det er jeg faktisk ikke sikker på, hun var. Men alligevel. Hun var ikke skeletter som dem, men man kunne alligevel se, at hun var en af dem. Hendes hud var blevet grå og beskidt, og det var hendes fine sommerkjole også. Hendes hår var uglet og stod ud til alle sider. Og hendes øjne … De var røde. Blodrøde. Og i dem så jeg et had, jeg aldrig nogensinde havde kunnet forestille mig. Kvinden med det sorte hår nikkede hen imod mig, og sagde med en klokkeklar, men rædselsfuld stemme: ”Er det hende?” Katrine svarede: ”Ja, Siri. Det er hende.” Hendes stemme havde forandret sig og lød næsten som kvindens. Kvinden – som åbenbart hed Siri – gjorde tegn til Katrine om at komme nærmere. Katrine trådte hen ved siden af Siri. Jeg vinkede tøvende. ”Hej, Kat.” Et kort øjeblik så jeg hadet forsvinde fra Katrines øjne – men også kun et kort øjeblik. For lige så hurtigt, som det havde været væk, var det tilbage igen, og jeg blev i tvivl, om det bare var noget jeg havde bildt mig ind. Katrine kiggede tøvende på Siri, som nikkede. Derefter vendte Katrines blodrøde blik tilbage til mig, og hun kiggede mig lige ind i øjnene. ”Du skal dø.”

Hun gik langsomt frem imod mig. Jeg ville løbe, men var som limet til jorden. Jeg ville skrige, men min hals var knastør. Det eneste, jeg kunne gøre, var at blive stående og vente på min skæbne. Da Katrine var ét skridt fra mig, tøvede hun. Hun kiggede tilbage, og Siri nikkede opmuntrende til hende. Derefter nåede jeg slet ikke at opfatte, hvad Katrine gjorde, før det var sket. Hun vendte rundt, tog et skridt frem og slog ud mod mit højre ben i én hurtig bevægelse. Slaget kom som et chok for mig, og jeg væltede til jorden. En skarp smerte skød igennem mit ben, og jeg skreg. Det var uudholdeligt. Som en udødelig ild, der brændte indeni mig. Smerten var ustoppelig. Selvom jeg gjorde mit bedste for at ligge helt stille, sydede og brændte mit ben som bare pokker. Og da smerten endelig var faldet lidt til ro, kom jeg til at strejfe benet med min hånd, så ilden vågnede igen og brændte stærkere end aldrig før. Jeg skreg. Katrine så på mig med sine røde øjne. Hun smilede. Men det var ikke noget venligt smil. Det var et smil så fuldt af had, mord og mørke, at jeg slet ikke kan beskrive det. Fjernt hørte jeg Siri hvæse: ”Kom så.” Jeg var sikker på, at mine dage var talte. Men i stedet for at slå mig igen, satte Katrine sig ned ved siden af mig. Hun kiggede på mig. Ikke andet. Sad bare og stirrede med hendes røde øjne, mens jeg lå og brændte op. Nu og da slog hun dog til mit ben. Måske for at være sikker på, at jeg ikke kunne tænke klart. Og det kunne jeg heller ikke. Smerten havde lagt sig over mig som et tykt, rødt tæppe, jeg ikke kunne skubbe af mig. Ilden brændte fortsat i mit ben, stærkere og stærkere … Og det eneste, jeg kunne tænke gennem al smerten, var ’Det gør ondt, det brænder, få det til at stoppe, det gør ondt …’ Det eneste, jeg kunne tænke på, var den uudholdelige smerte og den ild, som brændte dybt indeni mig. Jeg vidste ikke, hvad Katrine havde gjort, men det slag havde i hvert fald gjort mere end at brække mit ben. Jeg tog mig sammen og åbnede øjnene. Siri og de to mænd var kommet nærmere og stod nu kun to meter væk fra mig og Katrine. Katrine havde rejst sig op, og så snart hun så, at jeg havde åbnet øjnene, hev hun mig pludseligt og brutalt på benene. Eller rettere – på benet. Jeg kunne ikke støtte på mit højre ben overhovedet, så hun greb mig og holdt mig oppe. Jeg kiggede hende ind i de røde øjne og hviskede: ”Kat, kan du ikke huske mig? Jeg er Charlie, men du kalder mig altid for Cherry på grund af mine usædvanligt røde læber, og jeg kalder dig Kat, fordi du er feminin og har en forkærlighed for kattekillinger. Vi plejer at tage hjem til dig hver onsdag, hvor vi spiser chokolade og læser dine gamle blade igennem igen og igen … Du har en lillesøster, Sasha, som du kalder for Sassy og altid klæder ud i dine gamle prinsessekjoler og sminker hende med dit makeup, så hun bliver en rigtig prinsesse. Du har en mor og en far, som begge elsker dig … Kan du slet ikke huske noget?” Jeg så det røde i hendes øjne forsvinde, og de fik deres velkendte grønne farve. Siri måtte have bemærket, at mine ord havde ændret noget i Katrine, for hun hvæsede: ”Gør det af med hende!” Katrines øjne fik et svagt rødt skær midt i det grønne, men hun vendte sig mod Siri og sagde: ”Nej. Nej! Cherry er min bedste veninde, og du … du er bare en eller anden klam udød, som render rundt og dræber folk for at skabe din egen hær af slaver! Jeg hader dig!” Siris ansigt blussede af raseri, og hun kastede sig mod Katrine. Smerten skød endnu engang igennem mit ben, da de to mænd kom og bar mig væk, hvorefter de løb tilbage til Siri og Katrine. Jeg kunne ikke se dem gennem smerten, som slørede mit syn, men jeg kunne høre dem. De var i vild kamp. Jeg kunne høre skrig og brøl. Det fortsatte i lang tid, indtil der til sidst blev stille. Dødstille. Da jeg endelig kunne rejse mig og gik hen til Katrine, var det første jeg lagde mærke til, at hun lå lige neden for det store, hvide kors. Den anden ting, jeg lagde mærke til, var, at to af de roser, som snoede sig omkring korset, var vokset op over toppen og havde dannet et hjerte lige ovenover korset. Det var et vidunderligt smukt syn. Jeg flyttede blikket fra det smukke kors ned til Katrine og så, at Siri stod bøjet over hende. Siri rettede sig dog hurtigt op, da hun hørte, at jeg kom. ”Vi kommer tilbage!” hvæsede hun, hvorefter hun opløstes, som om hun teleporterede sig et andet sted hen. Det havde jeg dog ikke tid til at spekulere mere over, for jeg skyndte mig hen til Katrine. Da jeg så hendes ansigt, skreg jeg. Fra hendes ene næsebor løb en smal stribe blod. Øjnene var helt runde og opspilede, og hendes mund stod på vid gab, som om hun stadig var midt i et skrig …

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...