Tvivl

Hun står klar og skal til at giftes men får kolde fødder i sidste øjeblik. Vælger hun at forlade ham, eller får hun taget sig sammen og går op af kirkegulvet til sin udkårne?

0Likes
0Kommentarer
635Visninger

1. Tvivl

Forvirret, vred og fortvivlet sad jeg der og så på min smukke brudekjole, som hang på en bøjle, på knagerækken. Der var en konstant banken på døren, men jeg ignorerede den. Tårerne trillede ned af mine kinder af frustration. Det var min bryllupsdag og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Det hele virkede forkert og jeg blev ved med at tvivle på, om det nu var den rigtige beslutning at blive gift. Jeg havde ikke lyst til at gøre andet end at sidde og spise is og græde. Min kjole var hvid med broderet mønster, mange lag tyl, men uden at blive prinsesseagtig. Jeg havde prøvet mange kjoler for at finde denne her, men første gang damen i kjolebutikken havde vist mig den, var jeg helt solgt. Jeg forstillede mig selv i den smukke kjole, gå op af det lange kirkegulv med alles øjne rettet mod mig, samtidige med at smuk musik blev spillet på det store orgel.

Som jeg sad med mine øjne på kjolen, virkede fantasien åndssvag og overfladisk. Det hele handlede jo om, at jeg skulle være sammen med den mand jeg elskede mest i verden. Vores første plan var et lille bryllup, men som tiden gik, blev gæstelisten længere og længere, alle skulle inviteres til mit storslåede bryllup.

Jeg begyndte at overveje måder situationen kunne udvikle sig på. Jeg kunne stikke af. Efterlade en lille note og så bare tage af sted. Jeg kunne skynde mig forbi vores lejlighed og tage mine vigtigste ejendele og aldrig se min forlovede igen. Hvis jeg gjorde det her mod ham, kunne jeg aldrig få mig selv til at se ham i øjnene igen. Min anden mulighed var at gå op af kirkegulvet i den smukke kjole og udleve den fantasi jeg havde haft, men med frygten for at fortryde det i resten af mit liv. Min forlovede ville kunne mærke på mig, at der var noget galt, men jeg ville sige at alt var okay og håbe at denne følelse af, at det var forkert, ville gå væk. Den tredje mulighed, som også var den jeg fandt mest skræmmende, var ikke at tage kjolen på, men at gå op af kirkegulvet og sige at brylluppet var aflyst. At stå ansigt til ansigt med hele min og min forlovedes familie, virkede forfærdeligt. At skulle skuffe så mange mennesker jeg holdt af.

Jeg så mig fortvivlet omkring i rummet efter noget der kunne hjælpe mig, med at tage min beslutning og til mit held lå der kun få meter væk fra mig et lille Yatzy-spil. Jeg gik over og tog en af terningerne. Jeg havde aldrig før troet meget på skæbnen, men i det øjeblik virkede det som min eneste mulighed. Hvis jeg slog et eller to, ville jeg stikke af, hvis jeg slog tre eller fire, ville jeg blive gift og hvis jeg slog fem eller seks, ville jeg aflyse brylluppet. Jeg lukkede øjnene i et sekund, for at håbe på et tal, men jeg vidste ikke hvad jeg håbede den ville slå. Alle tre muligheder virkede forfærdelige. Jeg tog en dyb indånding og slog med terningen. 3. Jeg faldt tilbage i en stol og stirrede på tretallet. Så en eller anden havde besluttet, at min skæbne var at gifte mig i dag. Så måtte det jo være sådan.

Jeg gik hen og låste døren op. Åbnede den ikke, men regnede med at nogen snart ville komme igen og forsøge at komme ind, og så finde ud af, at jeg havde låst op. Jeg gik hen til kjolen og tog den ned fra knagen. Langsomt lynede jeg den op og trådte ind i den. Den passede mig perfekt, men det vidste jeg godt. Jeg havde fået passet den til uendelig mange gange. Min makeup var løbet, da jeg havde grædt, så jeg tog en vådserviet for at fjerne resterne. Der blev taget i håndtaget og min brudepige som ind.    ”Hvad har du gang i?!” Jeg slår blikket ned. ”Jeg blev usikker.” Hun gik hen mod mig og gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig på en stol. Langsomt satte jeg mig med et suk og hun satte sig overfor mig.    ”Okay. Du fik kolde fødder?” spurgte hun med en rolig og fattet stemme.    ”Ja, det kan du vel godt kalde det.” Jeg forsøgte at virke lige så rolig som hende, men det var svært. Det at terningerne havde afgjort hvad jeg skulle gøre, gjorde mig ikke mere sikker på min beslutning, men jeg valgte at stole blindt på skæbnen.    ”Fortæl mig hvad der skete. Der må have været noget, der gjorde at du pludselig følte en slags tvivl, for du har lige siden du blev friet til, set frem til denne her dag. Jeg nikkede. ”Ja.” Jeg fortalte hende, hvordan jeg havde taget min beslutning ud fra terningerne. ”Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre.”    ”Du kan ikke tage din beslutning ud fra terningerne. Du bliver nødt til at fortælle ham, at du ikke er klar til at blive gift. Han vil forstå det.” Hun holdt en lille pause. ”Du behøver ikke at stå op foran hele kirken og aflyse. Jeg kan gøre det. Det må være mit job, som din veninde og brudepige.” Jeg nikkede. Hun forlod rummet og kom ikke tilbage før en halv time senere. Jeg så hende i øjnene og vidste at gæsterne nu var på vej hjem. Jeg rejste mig og gik hen og slog armene omkring hende, før tårerne begyndte at rende ned af mine kinder.

Der lød et lille klik, da jeg låste døren til lejligheden op. Der var helt mørkt. Jeg kunne ane en skikkelse ligge på gulvet. Da jeg tændte lyset så jeg blodpølen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...