Til aftenkaffe.

Jeg lå i min seng en aften og ventede på at mine forældre skulle komme hjem fra aftenkaffe hos naboen, da jeg hørte en banken på min rude. Denne novelle er lidt kort, men jeg prøvede bare at skrive lidt, for at lave noget..

2Likes
7Kommentarer
778Visninger
AA

1. Til aftenkaffe.

Det var en sen aften i oktober og jeg var lige gået i seng. Jeg lå i min store, trygge seng. Men på en underlig, anderledes måde, var det som om min seng var lille og skrøbelig. Som om den kunne falde sammen, hvornår det skulle være. Jeg puttede mig under dynen, så kun mit hoved stak ud under den. Jeg kiggede ud i mørket, ud i ingenting. Jeg lukkede øjnene og prøvede at smide den ubehageligt utrygge følelse fra mig. Jeg tænkte på at mine forældre snart kommer hjem fra kaffe hos naboen, da jeg pludselig hørte en svag banken på mit store vindue. Mine øjne åbnede med et sæt og jeg famlede efter min sengelampe.

Jeg tændte den hurtigt. Kiggede mig omkring, og så at det dog kun var en lille, uskyldig gren fra vores æbletræ, der skrabte mod ruden. Jeg slappede af, lagde hovedet på puden, trak dynen over min krop og slukkede sengelampen igen. Lukkede øjnene. Der var musse stille. Det eneste jeg kunne høre var æbletræet der blev ved med at banke på mit vindue. Der var så stille, at det næsten var uhyggeligt. Jeg besluttede mig for at stå op igen, og vente til mine forældre kom hjem. Tiden stod stille et sekund, da jeg pludselig så noget svagt, gråt - næsten hvidt - svæve forbi mit vindue udenfor. Jeg tog springet og skyndte mig så hurtigt jeg kunne, at løbe hen og tænde loftslampen. Den var svag i starten, men efterhånden blev der lysere på mit lille værelse. Jeg kiggede i min bog, men læste ikke rigtigt, bare for at slå tiden ihjel. Det føltes som en evighed, inden jeg endelig hørte en banken på døren. Mine forældre var hjemme! Jeg tændte lyset på vej gennem huset, på vej ud til forgangen.

Jeg åbnede den tunge trædør, men der var ingen. Det eneste der mødte mig, var min vrælende kat, der sad på dørmåtten, og løb ind i huset i det samme jeg åbnede døren. Jeg stivnede. Der var ingen. Ingen! Men hvordan? Jeg smækkede panisk døren i igen. Jeg tog min fars gamle træsko på og rev en tilfældig jakke over mig. Med lommelygte i hånden, fór jeg ud af døren. Jeg løb i vildenskab, indtil jeg nåede naboens hus. Her var mor og far! Her, her, her! Jeg bankede kort på og tog i døren. Den var åben og jeg næsten væltede ind i den brune, dunkle gang. "Hallo!" Råbte jeg. "Jeg er her!" Råbte jeg igen, men ingen svarede. Jeg løb ind i deres lille stuen og så, at kun et lille stearinlys på sofabordet var tændt. Og huset. Var tomt. Der var ingen. Jeg løb hen til bordet. Den lille flamme lyste i mørket. Eller var der intet på bordet. Kun én ting til. Én ting, den ting der fik mig til at få gåsehud over hele kroppen, som aldrig før.

Der lå et lille, hvidt tørklæde. Nej, nej! Tænkte jeg og bakkede væk fra bordet. Min mor havde taget det på i aften, inden hun gik herover. "Er det fint eller for meget?" Havde hun sagt, før hun skulle gå. "Det er pænt." Havde jeg sagt. "Okay, skat. Vi er hjemme inden længe." Havde hun sagt og kysset mig på kinden. Jeg kom pludselig i tanke om det svævende, hvide jeg havde set udenfor mit vindue. Det var ikke ret stort og kunne sådan set godt have været stof. Men det kunne jo ikke passe, at det havde været helt henne ved mit vindue! Vel? Jeg nåede ikke at tænke længere, da jeg mærkede, at en kold vind strejfede mig og fik mit korte hår, til at flyve og stearinlyset til at gå ud med et sus. Vinden fik også tørklædet til at svæve ned under sofabordet og jeg stivnede, da jeg hørte fordøren lukke knirkende. Panisk kastede jeg mig ned efter tørklædet og kravlede længere ind under bordet, men nåede ikke langt før jeg mærkede noget hive fat i min fod, og pludselig var det eneste der fyldte rummet, mit overdøvende, paniske skrig... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...