Allierede

Da Maysille Donner bliver udvalgt til at deltage i det 50. Dødsspil og oven i købet Jubileumsspillet, hvor der er dobbelt så mange sonere med, braser hendes verden sammen. For hun ved at hun ingen chance har for at overleve. Ikke med 47 andre unge, der alle vil gøre alt for at vende tilbage til deres forældre og venner igen. Maysille lukker alt og alle ude for ikke at komme til at knytte nogle bånd med nogen. Først da spillet er godt i gang går det op for hende, at man kan spille spillet alene, men man kan ikke vinde det alene. Hun alliere sig derfor med den anden soner fra distrikt 12, Haymitch. Og det ender med at være hendes bedste, og værste beslutning.

2Likes
2Kommentarer
1168Visninger

1. Farvel

   ”Maysilee Donner”. Jeg bliver med ét helt stiv i kroppen. Jeg står helt stille, uden at bevæge mig, mens hundrede tanker flyver gennem hovedet på mig. ’Mig? I Dødsspillet?’ Selvom jeg inderst inde ved lige præcis hvad det indebærer at blive udråbt som soner, tager det alligevel min hjerne et lille øjeblik at forstå det fuldt ud. Jeg for med ét hovedpine og ondt i maven. Min tvilling og bedsteveninde står på hver sin side af mig og klamre sig til mig. De græder. Jeg har også lyst til at græde, men der kommer ingen tårer ud. De 2 helt basale ord der undslipper deres læber, kommer på samme tid, er alt hvad der behøver siges. ”Åh nej.”  Mere behøves der ikke og mere skal der heller ikke siges. Vi ved hvad der nu vil ske. Stille, men sikkert, gør jeg mig fri fra dem og deres gråd og lader dem bag mig, da jeg rolig uden på, men i vild orkan inden i, går op mod scenen hvor en den anden pige, en pige fra Fugen som jeg kender fra skolen, men ikke ved kender navnet på, står og prøver at holde tårerne tilbage. Hun er yngre end mig. Ca. 14 år gammel. Altså 2 år yngre en jeg er nu. Jeg har ondt af hende. At blive valgt så ung og lige præcis dette år, hvor der er dobbelt så mange sonerer. Men pigen her er nu min fjende og jeg kan ikke tillade at have ondt af hende. Ikke her og ikke nu.    Da drengene bliver råbt op og afslører hvem jeg skal kæmpe mod i spillet bliver jeg langt fra mere rolig. Ikke fordi jeg kender nogle af dem særlig godt. Faktisk kender jeg kun ham den sidste. Haymitch. Og ikke engang særlig meget. Kun af udseende. Haymitch er høj, mørk håret med krøller og nogle øjne som man ikke kan lade være med at ligge mærke til. Jeg tror alle piger fra skolen ved hvem Haymitch er. Da han træder op på scenen ser han helt uberørt ud og det ser faktisk ud som om det ikke betyder det store for ham at han lige er blevet udvalgt til at gå sin egen død i møde. Men helt ærligt. Selvfølgelig er han det. For, der er jo aldrig nogle fra Distrikt 12 der har vundet Dødsspillet. Og chancen for at det lige skulle ske i år er mindre en nogen sinde før.

   Afskeden med min familie og venner. Tog turen der op. Paraden gennem byen i de forfærdelige kedeldragter. Træningen de første par dage. Den private opvisning, hvor jeg blev overrasket med et helt 8-tal. Og til sidst interviewene med alle de 48 børn og unge. Jeg kan ikke holde det ud. Tankerne kører rundt i hovedet på mig hele tiden og slører mit udsyn. Nætterne er fyldt med mareridt. Og jeg skubber det hele fra mig. Lader ingen komme tæt på mig, for jeg ved, at hvis jeg ikke gør det bliver det endnu svære at skulle dræbe dem senere. Og det er svært nok i forvejen. Bare tanken om, at skulle tage disse menneskers liv. Tage dem fra deres forældre, venner og kærester. Jeg vil ikke. Jeg kan ikke! Men jeg kan heller ikke lade dem tage mig fra min familie. Min tvilling og bedste veninde. Så jeg lukker af og lader ingen komme ind til mig. I hvert fald ikke før det går op for mig at man ikke kan vinde et Dødsspil på den måde. Helt alene. Man har brug for en allieret. Og det var næsten lige før at det går op for mig for sent. For da jeg anerkender det, er spillet allerede godt i gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...