Er ikke klar endnu

En historie om en lille pige, hvis mor ikke findes længere. Hun bor sammen med sin far som er bager.

3Likes
3Kommentarer
768Visninger

1. Josefine

Josefine kom hoppende hen ad gaden med en kurv fuld af brød. Hun fløj hen over vandpytter, hestepærer og rendestenen. Et stykke bag hende løb hendes  hund Valter. Den havde store brune øjne, og var sådan en man ikke kunne undlade at smile af. Dens sorte snude lå helt nede ved brostenene, mens halen stod lige op  i vejret. Josefine smilede over hele hovedet, og alle smilede tilbage. Man kunne ikke undlade  at blive smittet af hendes strålende humør. Alle kendte historien om hvordan Josefines mor var blevet sindssyg efter at sønnen var faldet i floden og druknede.  Det var mange år siden nu, men faderen havde alligevel aldrig fortalt Josefine om det. Nu levede morderen af at tigge penge af folk, der kom fordi på gaden.  Folk hilste gladeligt på Josefine, og de beundrede hendes far. For selvom han både havde mistet kone og søn, levede han stadig af sit hverv som bager, og selv kongen spiste af hans brød og kager.

I dag var Josefine på vej hen til nogle af byens fine damer med brød. Hun  var lige ved at falde, men fortsatte glad om til køkkenindgangen. Hun bankede  hurtigt på døren, som starks blev åbnet. En af køkkenpigerne kom frem, og tog imod kurven med brød. ”Det er en sød hund du har der.” sagde køkkenpigen smilende. Josefine smilede bare til svar. Køkkenpigen gik ind med kurven, og kom tilbage med pengene samt et lille kødben til Valter. På vej hjem løb de ned forbi havnen. Josefine satte sig på kajen og kiggede på sit spejlbillede i det grønne vand. Hendes kraftige rødebrune krøllede hår nåede lige til hendes skuldre. Hendes store brune øjne tittede ud mellem krøllerne der hang ned foran øjne. Hun førte hånden om bag øret, og mærkede det flaskeformede ar. Hun kunne ikke huske, hvordan hun  havde fået det. Hun sad længe og tænkte på alt mellem himmel og jord. Hun talte på sine finger, hvor gammel hun måtte være. Hun var ikke helt sikker, men måske omkring tolv og tretten år. Valter havde længe siddet og set på fiskerne, der kørte dagens fangs i land. Men nu rejste han sig, og begyndte at nabbe i Josefines kjole. ”Hold op Valter!” sukkede hun.”det er den eneste kjole der må blive beskidt.” Hun rejste sig og Valter hoppede op af hende. Hun så en sidste gang ud over havet, inden hun vendte sig for at gå hjem.

Det var begyndt at blive mørkt, solen forsvandt stille ned bag bakkerne ude mod vest. Josefine og hendes far boede i et lille hus med blå skodder, og en lille hoveddør der vendte ud mod gaden.  Bageriget var bygget i forlængelse af huset, og man kunne gå direkte ind fra gaden. Bagved huset havde de en lille frugthave, med flere forskellige frugttræ. Valter løb hurtigt om i haven for at jage rotter. De små ulækkre dyr boede  bag møddingen. Josefine gik derimod  ind i bageriet for at finde sin far. Som altid stod han og havde mel i hele hovedet, mens han råbte af en lærling. Da han så Josefine i døren, lyste hans ansigt op i et glad smil. Han spurgte hende: ”Har du været ude med brødet?” ”Ja da selvfølgelig far.”nikkede Josefine og gav ham pengene. Hun satte sig op på bordet. Lærlingen sende hendes et surt blik, Josefine smilede bare, og rakte tunge. ”Kan du ikke går over og begynder på maden?” spurgte hendes far, Josefine hoppede ned  og sagde over skulderen: ”Må jeg godt købe noget nyt ost?” ”Så skynd dig da.”råbte han efter hende da hun forsvandt ud af døren. Josefine gik over i huset, og hentede nogle penge. Hun tog sine nye sko på, og tog det mørkegrønne sjald over skulderne. Hun gik ud af hovededøren, og hoppede over rendestenen. Kort tid efter kom Valter løbende og gik med hende. Josefine smilede stille, og tænkte at det jo nok var bedre den kom med, end at hele haven  blev gravet op.

Byen de boede i var den største i landet, det var også her kongen havde sin største borg. Den lå midt i byen, indkrandset af meter høje mure. Der var kun én port hvor der altid stod mindst fire vagter. Ellers strakte byen sig ud over en lille halvø, ude mod vest lå der nogle store bakker. Byen voksede stille og roligt. Hvert år blev der  bygget nye huse, også udenfor de beskyttende byporte. Her levede dog kun de aller fattigeste, som ikke havde penge nok til at leve i et hus inde for bymuren. Hun gik stedkendt hen i det fine kvarter, og fortsatte hen til et stort hus der lå på et hjørne. Hovededørene var rigt udsmykket med udskårende blomster og masser af farver. Josefine gik ind gennem en lille dør i gårdporten, så hun kom om til bagindgangen, her bankede hun på. En tjenstepige åbnede døren: ”Godaften, hvad kan jeg hjælpe dig med?” ”Jeg vil gerne snakke med kokkepigen.” Svarede Josefine. ” Nu skal jeg hente hende” Hun forsvandt ind og kort tid efter kom kokkepigen frem i døren: ” Godaften lille Josefine, hvad kan jeg så hjælpe dig med i dag?” ”Godaften frue. Jeg kom bare får at spørge om De har en ost tilovers som jeg kan købe?” kokkepigen smilede: ” Jo det skulle jeg mene, jeg ser lige efter.” Josefine blev stående ude på gårdspladsen der var belagt med brosten og ligende en helt almindelig gårdsplads. Josefine kunne godt lide kokkepigen, hun havde nemlig altid en lille ost lagt til siden til Josefine og hendes far. Tilgengæld havde Josefines far altid en lille sød kage lagt til side til kokkepigen. Denne købte hun, når hun kom for at hente brødet til husstanden. Så kom kokkepigen tilbage og i hånden havde hun en lille ost pakket ind i et stykke klæde. ” Her, det var den bedste jeg lige kunne finde” smilede hun, ”den er med krydderurter, og nylavet fra i morges.” hun blikkede til hende. ”Umm lækkert,” grinede hun.”hvor meget bliver det ?” Kokkepigen så tænksom ud: ” Tjaa, eftersom det nu er dig, kan du få den for to skelling.” Josefine fandt hurtigt pengene frem, og gav hende to små mønter. Bagefter tog hun osten. ”Mange tak frue.  ha´ en god aften .” Kokkepigen smilede tilbage og vinkede kort inde hun forsvandt ind igen.

Josefine gik i raskt trav hjem igen. Da hun nærmede sig huset, så hun at der var lys indenfor. Hun kiggede hurtigt over i bageriet og mærkede varmen fra ovnen. Hun gik over i hovedhuset. Indenfor blev hun mødt af lugten fra friskt brød. Hun hængte sin kappe ind i sit lille skab, og satte skoene fint ved siden af. Så gik hun videre ind i det lille køkken. Deres køkken var et lille, men hyggeligt rum. Det var aflangt, og dejlig lyst farve. Det åbne komfur og ildstedet stod i hjørnet længst væk, mens der langs væggen med vinduet var et langt bord, som blev brugt til tilberedning. På den modstatte side var der et lille spisebord og en bænk og to stole stod på den anden side. Hendes far, som var kendt som Per Bager, sad ved spisebordet. Han havde hængt sit forklæde på  knagen ved komfuret. Josefine lage osten og de penge der var tilovers på bordet. Hun fyldte et krys med øl, og stillede det foran hendes far. Han mumlede tak uden at kigge op fra det papir han læste. Samtidigt havde Josefine skåret lidt af brødet ud og sat det og osten frem. Hun satte sig på bænken, mens hun brækkede et lille stykke af brødet og tog noget ost.

De sad og spiste i stilhed. Det var ikke en sjældenhed, men skete dog af og til.  Efter de havde spist tog Josefine af bordet, og begyndte at gøre sig klar til at gå i seng. Hendes far blev siddende ved bordet, hans hoved hvilede tungt i hænderne. Josefine ville gerne spørge om der var noget glat. Men hun vidste at hendes far bare ville svare, at alt var godt. Han ville aldrig fortælle hende  hvis der var noget galt. Josefine pakkede osten ned, og lagde den ved siden af brødkassen. ”Far?” Hun satte sig på knæ foran ham og lagde hovedet på skrå.”Er der noget galt? Jeg kan se der er et eller andet.” Hun smilede nervøst. Han løftede hovedet og kiggede ned på hende. ”Alt er fint” svarede han stille med et anstrengt smil. Josefine rystede let på hovedet: ”Jeg kan se der er noget” Per lukkede øjne og mumlede svagt: ”I dag er det syv år siden din mor døde.”  Josefine sattet sig med et bagover. Hendes far snakkede ellers aldrig om hendes mor. Han plejde aldrig at svare når hun spurgte til emnet. Langsomt var hun bare holdt op med at spørge. Da hun senere lå i sin seng, drømte hun sig tilbage til dengang. Hun tænkte på hvordan hendes liv ville have være, hvis hendes mor havde levet. Hvordan havde hendes mor set ud? Mon hun  lignede hende?

Den aften kunne hun ikke rigtig falde i søvn. Hun lå og vendte og drejede sig, men til sidste blev tankerne til drømme, og hun sov stille. Midt om nattede vågnede hun af et højt brag, efterfuldt af nogen der råbte. Hun rejste sig for at finde sin far. Det var helt mørkt i huset og hun kunne kun lige ane døren og møblerne. Hun kom ud i deres lille stue og hun kunne svagt se døren ind til hendes fars værelse, den var åben. Pludselig mærkede hun en hånd på sin skulder: ”Bare rolig det er bare mig” sagde hendes far, ”bliv indenfor, jeg går ud og ser hvad der sker.” Hun nikkede uden at tænke mere over det. Hun mærkede han gik videre mod hoveddøren. Hun hørte døren åbne og lukke igen efter ham. Da han var forsvundet ud af huset listede Josefine hen til vinduerne. Ude på gaden stod der en hel lille forsamlig mænd,  med hendes far i udkantet. Alle folk kiggede ind mod midten af kredsen. Josefine kunne ikke se hvad der forgik, men forstod hurtigt på råbene at en slåskamp var i gang. Josefine kunne ikke se hvem det var der slåssede, men hun genkendte flere af mændene i kredsen. Der var både kromesteren henne fra hjørnet, Morten Smed, Silas Slagter og mange andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...