Alene...

Charlie har lige mistet en ven. Hendes forældre skændes. Hun er alene, og vil gøre noget ved det!

1Likes
5Kommentarer
854Visninger

1. Alene...

Jeg gik ned af gaden. Ville bare væk fra det hele. Det sku’ være slut nu. Det lovede de jo! Men nej. Mine forældre havde skændtes i lang tid. Blot pga. mig. De siger altid, ”det er ikke din skyld, min skat. Vi elsker dig skam.” Men det sjove er, at det ER min skyld! Jeg går i noget forkert tøj, går med forkert make up, hører forkert musik, går med de forkerte! Men det startede faktisk med en ven. En rigtig go’ ven. Jeg var altid sammen med ham. Indtil en dag hvor han forlod mig… Jeg blev så såret, at der skete forandringer. Store forandringer. Måske for store…

Jeg fortsatte ned af den mørke gade. Det eneste lys, var en meget svag gadelygte som blinkede hvert andet sekund. Det eneste jeg kunne høre var mine fødder jeg slæbte efter mig, min egen vejrtrækning og en gang imellem en hjemløs kat pive i mørket. En gang imellem kom der en kold brise, som fortalte mig at jeg snart var fri. Fri for bekymringer, fri for smerte, fri for at aldrig ha’ været elsket.

Jeg drejede ned af en sidevej og ku’ nærmest dufte saltvandet. Jeg tog en dyb indånding. Følte mig klar. Var fuldkommen parat til alt. At sige farvel, at gi’ slip. Jeg manglede ham. Min ven. Men han var jo skredet, og jeg vidste at jeg aldrig kom til at se ham igen.

Der stod jeg. På broen. Stirrede på de store mørke bølger, der kastede sig op mod kysten. Skummet sprøjtede, vinden skreg og jeg tog endnu en dyb indånding. Jeg vidste at jeg aldrig vil fortryde det. Mine fødder lettede fra broen, og jeg fløj. Lyden af det larmende vand, kom tættere og tættere på. Med et blev alting koldt, lyset forsvandt og jeg blev omringet af kulsort mørke.

Jeg så mit liv passere sig for øjnene af mig. Mine forældre der var så søde da jeg var lille. Men med ét, ændrede mit liv sig. Jeg slappede af. Gav op. Hver eneste af mine muskler gav slip, med et lille farvel.

”Charlie! Hold ud!” Stemmen lød så bekendt. ”Du skal nok klare den!” ”Hvad?” prøvede jeg at hviske, men min mund blev straks fuld af vand. Jeg åbnede mine øjne og så det helvede jeg var havnet i. Jeg prøvede at kæmpe, men min krop var som frosset. Da så jeg ham. Min ven. ”Kom nu Charlie. Kom nu!” Jeg greb ud efter ham, men han forsvandt ligeså hurtigt som han var kommet.

Jeg begyndte at synke mod bunden. Dybere og dybere ned i mørket. Men med et kastede et lys sig over mig. Det var så smukt, og virkede så tiltrækkende. Jeg fulgte efter det, som et ivrigt møl. Var der næsten. Kunne mærke varmen. Da en hånd greb sig om mit håndled. En varm hånd, som trak mig op til overfladen.

Jeg hostede og gispede efter vejret, da jeg så de smukkeste, brune øjne. ”Charlie, er du okay?” Hans triste blik lyste nærmest op. Da jeg fangede hans blik, kom det sødeste smil frem. Han sad og holdte om mig, og jeg ku’ mærke en stor, tryg varme, som omsluede mig med al dens kærlighed. ”Undskyld,” hviskede han med tårer i øjnene. ”Jeg er så ked af det. Jeg ville aldrig forlade dig igen!” Jeg vidste ikke om jeg var død eller levende, men jeg vidste at det kys, han nu gav mig, var fuldkommen ægte…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...