Peetas lillebrors version

En lille dreng sniger sig efter sin storebror, Peeta. Han ender så i arenaen med 24 kampdygtige dræbere. Overlever han de barske forhold?

0Likes
3Kommentarer
1106Visninger
AA

2. turen til Capitol

Jeg kan mærke smerten i mit hoved, og alle mennesker løber glad rundt over at deres børn ikke er blevet valgt. Dog ser jeg en enkelt dame stå henne i et hjørne og græde. Det er min mor!

"Chris? Chris!" råber hun med grådkvalt stemme. Jeg ved, at hvis hun finder mig, vil jeg ikke få lov til at fuldføre min plan. Min farlige, dumme og åndssvage plan. Men jeg holder mig til den! Jeg må skynde mig væk! Jeg rejser mig hurtigt op. Men da jeg mærke smerten i mit hoved, bliver jeg nød til at støtte mig til noget. 

Jeg må tage mig sammen og går med hastige skridt hen mod scenen. Monstro at jeg stadigvæk kan nå at fange ham? Min plan består af tre dele: Komme ind i arenaen, beskytte Peeta, prøve at overleve til turen hjem igen! 

Jeg har ingen ide om hvordan jeg skal komme ind i arenaen. Der vrimler med vagter. Ved en pludselg indskydelse springer jeg om bag en stor søjle og lader en stor gruppe passere. Jeg kigger og ser otte personer. To af dem er kun 16-17 år. Den ene er en pige, den anden er min bror. Ham som jeg skal beskytte! De går ned af en gang med et par vagter og en irriterende dame komme vimsende bagved. Hun har lyserødt hår og noget meget specielt tøj på. Hun kommer nok fra Capitol. Der går alle rundt og ligner jeg-ved-ikke-hvad. Der får de med glæde plasticoperationer, så de ligner katte eller store ærtebælge. Det er også det eneste sted som ikke skal deltage i Dødspillet. Da jeg vågner op fra mine tanker opdager jeg at de er direkte på vej mod mig, jeg skynder mig væk. Går ind bag en dør, som fører hen til en lang gang, det ligner mærkelig nok et tog. Et meget stort tog. Jeg smutter hen af den første kupé, Hen i den næste. Jeg vender mig lynhurtigt om og smutter hen bag en kasse. Jeg hører en dør og nogle stemmer, der snakker utroligt højt. Den ene er meget højrystet og lyder som om, personene har fået en del indenbords inden, han kom. 

"Haymith Smith, mine damer og herrer!" siger en lille pibende stemme, men alligevel kan man høre, at der ligger en masse autoritet bag den. Jeg vover at kigge lidt ud. Det er hende med det lyserøde hår igen. Min bror og hende pigen er der også, men der er også én til. Det er ham, der larmer meget.

"Tak, tak, Effie! Og lad os så skåle på det!" buldrer han. Han slår ud med armene og er ved at ramme den stakkels dame, der i hovedet. Pigen skæver til min bror, men han kigger bare forundret på manden, der hedder Haymith. Han er tyk og har skulderlangt, slasket hår. Han ligner en, der ikke har været i bad i flere dage. Han går med lange skridt hen imod mig. Jeg presser mig langt ind til kassen og håber inderligt, at han ikke opdager mig! Jeg krymper mig, mens han åbner kassen og haler noget stort op. Da han lukker den igen, kan jeg se, at det er en meget stor flaske rødvin. Han er garanteret en gammel alkoholiker, tænker jeg for mig selv. Han kan godt være typen, der sommetider går på barer og ikke kommer hjem før langt hen på eftermiddagen den næste dag.

"Men lige om lidt er middagen jo serveret, så burde vi ikke vente?" spørger Effie lidt utilpas. Hun kigger lidt nervøst og afventer Haymiths reaktion.

"Men det er jo ligesom sport. Jo mere man laver, jo mere har man lyst til at lave, ik? Så hvis vi åbner en flaske nu, kan vi også tage en til middagen, okay?" spørger Haymith. Han har tydeligvis intet imod at tage mere end et glas. Han lignere faktisk snarere én, som sagtens kan tag hele flasken alene.

"Ej, men se dog på børnene. De skal da ikke lære at drikke før maden! Så stil flasken tilbage og vent så til, der bliver serveret! Nu!" siger Effie. Hun gennemborer Haymith med et blik, der siger: sig-mig-ikke-imod-eller-det-bliver-værst-for-dig-selv! Haymith skuler ondt til hende og kaster så et blik på min bror og pigen.

"Hvad syntes i, Peeta og Kattua? Skal vi ikke lige nappe én enkelt én før maden?" siger Haymith, men da han ser Effies blik, der nærmest brænder, skifter han dog alligevel mening.

"Jeg stiller den bare tilbage, så!" grynter han ned i gulvet. Peeta og Kattua kigger lidt på hinanden. Peeta hiver hende lidt i ærmet og spørger om noget, jeg ikke kan høre. Hun nikker, og de går udenfor. Hun vil sikkert bare kaste ham af toget, for at der er en mindre i arenaen, men jeg tør ikke gå med.

"Jeg sagde jo, at du ikke skulle gøre det igen! Jeg fatter ikke, at du overhovedet vil drikke alt det stads! Det er jo ligesom gift! Du forkorter bare dit liv yderligere!" hun lagde tryk ordet 'gift' og 'yderligere', men Haymith ryster bare på hovedet, så alle hans dobbelt hager blævrer over det meget løse slips. Sikkert et, han er blevet presset til at gå med af Effie. Hun går meget op i, at alt er pænt og nydeligt.

"Jeg har set for meget død, til at mit liv betyder noget for mig!" surmuler han. Han er sikker parat til en depression, men han er sikkert bare forhindret af konkurrecen.

"Haymith, dog!" hviner Effie foraget. Hun ser ud som om, nogen lige har gjort noget meget slemt på gulvet. Hendes mund er kun lige synlig. Den er helt lige som en streg. 

"Effie, tag dog lige en slapper" siger Haymith og himler med øjne. Det ender med at Effie stamper hen mod mig, jeg tænker, fuck jeg er opdaget, men hun går direkte forbi mig uden at vig et blik på mig. Det beegynder og være et stykke tid siden Peeta og Kattua gik ud, lige idet jeg tænker på dem dukker de op i døren i den anden ende rummet. Petta ser nedtrykt ud, mens Kattua ser ud som om, hun koger. Kattua går med rakse skridt hen mod døren ved siden af mig, men hun ænser mig overhovedet ikke, huin stryger bare ud af døren. Peeta står og kigger på døren, der straks efter smækker med en utrolig kraft. Peeta ser ked ud af det, og var det ikke for Haymith, ville jeg springe frem og kramme ham!

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...