Juliette... Who are you?

SHINee er et af Sydkoreas mest populære K-pop bands, som bliver trukket igennem det ene reality show efter det andet.
En dag sker der dog noget uventet... I et af de mange tv-shows de deltager i, skal man bære maske. Alle maskerne er prangende og smukke i sig selv, men kun en maske fanger de 5 fyres opmærksomhed og får alle fem hjerter til at slå som ét.
Så hvad gør man som bedste venner og kollegaer, hvis alle falder for den samme pige, og man kun har masken og et navn at gå efter?

16Likes
23Kommentarer
2532Visninger
AA

7. Maskerne falder

Jonghyun P.O.V.

      Pigen der var lidt lavere end mig, som jeg dansede med var egentlig køn nok. Eller rettere hendes krop var. Men øjnene bag masken skræmte mig. Begærlige øjne fyldt med en falskhed og modbydelighed, der fik de små hår til at rejse sig i nakken, og det langt fra på den behagelige måde.

     Så var det jeg så hende. Hun stod ovre ved døren ind til balsalen og virkede lettere usikker. Hun var på omkring min højde og iført en kjole, der var hvid som sne, og som klædte hendes lyse hud. Kjolen sad løst fra hendes lidt brede hofter og ned til lige under hendes knæ, hvilket skabte et let svag når hun gik. Kjolen sad stramt ind til hendes overkrop og fremhævede hendes forparti, som hverken var for stort eller for småt, men lige tilpas. Stropperne blev smallere og smallere jo højere man kom op, og til sidst gik de rundt om hendes hals, hvor de var bundet sammen i en sød sløjfe, der lige kunne anes under hendes hår.

Taemin P.O.V.

     Hendes hår var lysebrunt med et svagt rødligt skær, der stod rigtig godt til den lyse hud og den hvide kjole. Det var hårets bølgende bevægelse, der først havde fanget min opmærksomhed. De lette krøller, der faldt ned over hendes skuldre og ryg for at ende lidt under hendes kraveben, havde svajet let, som om en usynlig vind havde leget med det, da hun trådte ind i lokalet.

     Det var denne bevægelse, der fik mine øjne til at rette sig imod hende i stedet for på pigen, jeg dansede med, hvis øjne alligevel udstrålede en grådighed, der fik det til at løbe koldt ned over ryggen på mig. Ja, hun skræmte mig faktisk. Sådan nogle øjne, burde ingen have.

Key P.O.V.

     Jeg havde haft travlt med at beundre kjolerne, som de forskellige piger havde på, og alligevel overstrålede den hvide kjole dem alle. Jeg ville nu have foretrukket den i pink, ligesom den kjole pigen foran mig havde på, men alligevel var der noget over den hvide kjole, som gjorde jeg ikke kunne fjerne øjnene fra den.. eller hende, som bar den.

     Hendes maske var gylden og smukt dekoreret med små fine detaljer, jeg gerne ville studere på nærmere hold. På midten af masken sad et par fjer med små prikker, der var simple og ikke særligt store, men som alligevel var en fin detalje, og som brød en smule med resten af masken. Smukt, og så fremhævede de gyldne farver virkelig hendes øjne.

Onew P.O.V.

     Hendes øjne havde en hasselnød farvet eris, så vidt jeg kunne se på den afstand, der var imellem os. Hendes øjne var ikke videre smalle, men store mandelformede øjne, der så ud til at kunne se lige igennem én.

     De var så strålende og smukke, at jeg helt glemte at trække vejret et kort øjeblik. Jeg havde ellers ihærdigt forsøgt at lære et par klassiske dansetrin af den pige, jeg dansede med, hvis øjne var smalle og grimme. Ikke fordi hun var en grim pige, men der var bare noget over dem… Noget ubehageligt og grimt, som stod i stor kontrast til pigen i den hvide kjoles smukke øjne, der udstrålede styrke og renhed på en måde, der fik mig til at overveje, om hun mon var en engel?

Minho P.O.V.

     Mit hjerte sprang et slag over, da jeg så hende.. to.. tre… Det var som om at tiden stod stille. Alle andre i rummet var holdt op med at bevæge sig, så der kun var hende. Så smuk, som den klareste stjerne, der er hele universets omdrejningspunkt.

     Selvom det ikke var et almindeligt maskebal, glemte jeg alt om dette, mens mine øjne var opslugte af pigen foran mig. Uden at tænke videre over det, tog jeg stille min hånd op til min maske og tog den af i det øjeblik, vores øjne mødte hinanden. Jeg kunne se i hendes øjne, at hun var overrasket.. men alligevel ville mit hjerte ikke holde sig i ro.

     Først da jeg så hendes blik, som gled frem og tilbage i rummet, gik det op for mig, at jeg ikke var den eneste, som havde taget min maske af for hende…

 

Juliette P.O.V

      Jeg havde aldrig troet, at dette skulle ske for mig… I stod alle fem med jeres masker i hænderne, mens en stilhed bredte sig let omkring jer. Kameraerne rullede af sted med fokus på jer, hvorefter jeg bemærkede et kamera, der kom over imod mig. Uden videre vendte jeg rundt på hælen og løb af sted ud ad døren, og videre ud i den store marmorbelagte hall. Jeg kunne høre løbende skridt efter mig, og så mig kun kort over skulderen. I løb alle fem efter mig, og efter jer kom kameramændene løbende i et forsøg på at fange jeres jagt efter den mystiske pige på bånd.

      Jeg drejede af ude i gården og lod mine hvide højhælede sko falde af mine fødder, for bedre at kunne løbe fra jer. Jeg afskyede jer… Jer og jeres forbandede gode udseende, og jeres belastende opførsel overfor assistenterne… og alligevel bankede mit hjerte hårdere i min brystkasse end den her løbetur ville kunne forvolde…

      Jeg drejede rundt om et hjørne af sted imod den nordlige del af haven. En del, jeg vidste, I endnu ikke havde betragtet fra vinduerne, der ellers havde vendt mod øst og syd. Jeg til gengæld havde brugt en af mine pauser på at nærstudere de store hække, som stod spredt for alle vinde. Jeg tøvede ikke med at løbe ind i labyrinten, og styrede direkte imod midten. I til gengæld havde svært ved at finde rundt. Jeg så jer en gang imellem, men så skyndte jeg mig at dreje af, så I endnu en gang ikke vidste, hvilken vej I skulle gå.

      Jeg stoppede først op, da jeg nåede midten af labyrinten og en smuk romantisk indrettet have med græskinspirerede marmor søjler rejste sig foran mig. Jeg lod stille mine øjne glide i og tog en dyb indånding. Mit hjerte hamrede af sted for fulde drøn og et let suk forlod mine læber. Jeg hadede, at jeg elskede jer… Hver og én.. selvom I ikke havde øjnet mig som en person med værdi, før end I så mig med masken på, så havde jeg elsket jer alle fra starten af… Jeres måde at grine med hinanden på, jeres nysgerrighed, jeres udseende, jeres venskab… Hvor jeg dog hadede, at jeg elskede jer…

      Jeg kunne høre trin i nærheden, og vidste, at der ikke ville gå længe, før end I ville nå frem. Der tog jeg min beslutning… Stille lod jeg min maske falde og så på de små bogstaver, som min mor havde fået skrevet i den, dengang hun havde brugt masken… Et navn der ikke var mit, men alligevel et navn, der kun beskrev alt dette alt for godt…

       Jeg lagde stille masken ved en af søjlerne, hvorefter jeg roligt gik af sted mod udgangen af labyrinten, mens mørket stille lagde sig som en tyk sky om mig, og gjorde min ellers så lyse kjole usynlig i labyrintens mørke gange…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...