Anyone But You - Justin Bieber ((Midlertidigt på pause!))

I dag er det 13 år siden Justin Drew Bieber døde i en forfærdelig bilulykke. Hans kone, Skyler Madison Bieber, der også var med i ulykken, slap med alvorlige skader. Et år før ulykken fik Justin og Skyler datteren Lucca Destiny Bieber sammen. I dag er hun fjorten år.
Skyler mindes hendes første og eneste kærlighed og genfortæller deres historie...

----- Jeg har valgt at sætte denne historie på pause, da jeg er meget optaget af skolearbejde, mine andre historier og diverse ting i mit privatliv lige pt. Jeg håber i forstår! Bare rolig, den er ikke slut endnu og jeg skal prøve at få samlet mine ideer omkring det, så i kan få et nyt kapitel. :-) ------

155Likes
417Kommentarer
30774Visninger
AA

27. Why do I smile every time I look at you?

Der var aftensmad og vi havde alle lige sat os. Jeg sad over for Skyler, hvor heldig kan man være, og Ryan sad ved siden af mig. Louanne sad ved siden af Skyler og hviskede til hende. Jeg hævede et øjenbryn og prøvede at høre hvad de sagde, da Louanne’s far rakte mig salaten. ”Værsgo Justin.” Smilede han og begyndte at skænke vand op til ham selv. Jeg mumlede et distraheret lille tak og prøvede at opfange noget mere af deres samtale. Skyler hviskede noget til Louanne, men stoppede pludselig og kiggede irriteret på mig. ”Mangler du noget?” Vrissede hun. Jeg rødmede og kiggede ned i min salat. Ryan hostede for at dække over noget, der lød som et grin og jeg sendte ham et vredt blik.

Da vi var færdige, sparkede Louanne til min fod og sendte mig et sigende blik. Jeg rystede surt på hovedet og hjalp med at bære tallerkner ud i køkkenet. Louanne sukkede opgivende og tog tallerknerne ud af min hånd. ”Justin, jeg vil have dig til at gå ud i hytten. Den nede ved søen. Jeg kommer om lidt og så skal vi snakke. Forstået?” Sagde hun og gik, før jeg nåede at protestere. Jeg skar ansigt af hende og trampede surt udenfor.

Da jeg var kommet ned i hytten, kiggede jeg lidt rundt. Der stod en lille dobbeltseng, et havebord og fire stole og en kommode. Jeg hævede forvirret et øjenbryn. Kunne hun ikke bare have snakket med mig oppe på et af værelserne? Jeg sukkede og satte mig på sengen. Efter lidt tid åbnede døren og jeg gjorde mig klar på at give Louanne en lang smøre om, at jeg i hvert falde ikke skulle tale med Skyler, fordi jeg ikke havde gjort noget galt. Problemet var bare, at det ikke var Louanne.

”Hey Ryan, hvorfor skulle jeg komme herned?” Råbte en stemme, jeg kunne genkende over alt. Skyler kom brasende ind med et sødt smil på læben, men hun stivnede, da hun så mig. Og så lavede hun det søde ansigt til mig, som jeg havde valgt at kalde for ’Jeg afskyr dig’ blikket.  ”Hvad laver du her?” Vrissede hun og skar tænder. Jeg skulle til at åbne munden, da døren smækkede i og låsen klikkede. Vi kiggede forvirret på hinanden, men indså hurtigt at vi var gået i en fælde. Jeg ved ikke hvem der begyndte at rykke i døren først, men efter et par sekunder stod vi og hamrede på døren, rykkede i håndtaget og skreg. ”I kan blive derinde, indtil i er venner igen!” Råbte Louanne tilfreds. Skyler spærrede øjnene op og skimmede hele hytten. ”Vent nu lige.. Der er kun en seng. Louanne, der er kun en fucking seng! Hvad havde du tænkt på?!” Råbte hun og sparkede til døren. Jeg kunne ikke undgå et lille drenget smil ved tanken om at sove i samme seng som hende, indtil jeg indså, at hun nok ville prøve at kvæle mig, mens jeg sov.

Jeg sukkede og satte mig ned igen. Skyler fortsatte målrettet i et par minutter mere, indtil hun også gav op og satte sig i den modsatte ende af sengen. Jeg tog mod til mig og kiggede forsigtigt på hende. Hun foldede armene over kors og kiggede stædigt i den anden retning. Jeg sukkede opgivende og kravlede tættere på hende. Hun spærrede vredt øjnene op og kiggede surt på mig. ”Hvad vil du?” Hvislede hun. Jeg rullede øjne af hende og åbnede tøvende munden. ”Jeg… Vil gerne… Snakke.” Mumlede jeg og sendte hende et håbefuldt blik. ”Hvad nu hvis jeg ikke vil snakke med dig?” Vrissede hun. ”Giv mig en chance.” Sagde jeg og bad til guderne at hun ville. Hun kiggede afventende på mig og jeg tog det som et godt tegn og tog mod til mig. ”Altså… Siden jeg kom hjem, så har du været… Sur,” Begyndte jeg. Jeg valgte at undlade ’og du har opført dig som en der lige har fået sin første menstruation’ og fortsatte. ”Så jeg tænkte på om vi ikke kunne snakke om… Hvorfor du er sur?” Spurgte jeg forsigtigt og ventede på at hun ville slå mig. Men hun sendte mig bare et blik der lignede en blanding mellem irritation og usikkerhed. ”Så.. Hvorfor er du sur?” Spurgte jeg langsomt. Skyler hykkede sig, om muligt, endnu længere væk fra mig, så hun sad presset op mod væggen. ”Hvad rager det dig?” Mumlede hun og trak benene ind under sig. Jeg sank en klump i halsen, som jeg ikke vidste at jeg havde og lagde en hånd på hendes arm. Hun kiggede på den og jeg overvejede kort om jeg skulle trække den til mig, da hun fjernede blikket igen.

Skyler kiggede lidt ned på hendes bare fødder og tog en dyb indånding. ”Hvorfor løj du?” Spurgte hun. Jeg hævede forvirret et øjenbryn over den pludselige drejning i samtalen. ”Løj? Hvornår har jeg løjet for dig?” Spurgte jeg. Hun rullede med øjnene. ”Du sagde at alt var ovre mellem jer. Men det er åbenlyst at du stadig har følelser for hende. Jeg ved godt at du tilføjede, at du ikke var helt ovre hende, men du kunne da i det mindste have fortalt mig, at jeg ikke skulle-” Begyndte hun med en ophidset stemme, men standsede, da hun indså hvad hun var i færd med. Jeg kiggede afventende på hende. ”At du ikke skulle…?” Sagde jeg og ventede på at hun skulle fortsætte. Men hun sagde ikke mere. Jeg kørte en hånd gennem mit hår og kiggede lidt ned i jorden. ”Helt ærligt, jeg sagde sandheden. Jeg er ikke forelsket i hende mere. Men pludselig så stod hun der og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige og... Pressen forvred det hele.” Mumlede jeg. Skyler kiggede på mig, uden at sige et ord. ”Hvorfor er du så påvirket af det her?” Spurgte jeg blidt. Jeg tror ikke engang, at jeg forventede et svar på det, fordi jeg vidste hvor stædig hun var.

 Skyler kiggede på mig, som om jeg var faldet ned fra månen. ”Fordi du – Fordi vi var – Jeg troede… At du kunne li’… Årh bare glem det!” Sukkede hun og lagde sig ned med ryggen til mig. Jeg stirrede lidt på bagsiden af hendes hoved, overrasket over at hun overhovedet havde åbnet munden, men jeg kom hurtigt tilbage til mig selv og kravlede helt hen til hende. ”Hey… Fortæl mig det nu.” Mumlede jeg og kiggede på hende. Hendes røde hår var gledet ned foran hendes ansigt og jeg skubbede forsigtigt et par lokker om bag hendes øre. Hun ignorede min hånd og rullede med øjnene. "Glem det. Det er ligemeget. Lad være med at tale til mig." Vrissede hun og lukkede øjnene.

Jeg sukkede irriteret og lagde mig ved siden af hende. Hun var den mest stædige, irriterende, forkælede lille... Det her var ikke overstået endnu. Imorgen ville jeg have hende til at sige det, jeg vidste hun ikke ville indrømme. At hun var jaloux og at hun havde følelser for mig... Okay, det sidste var nok at stræbe lidt højt, men jeg ville i hvert falde ikke have noget imod at være hendes kæreste. 

Jeg kiggede lidt på hende. Hun sov allerede. Jeg smilede lidt for mig selv. "Du er irriterende, sur, stædig og fuldstændig umulig. Så hvorfor kan jeg ikke lade være med at smile hver gang jeg ser dig?" Hviskede jeg for mig selv og lukkede øjnene. Hvis jeg ikke havde været så træt, ville jeg nok have set hendes mund krølle op i et smil.

__________________________________________________________________________________

Booooyaaa, endnu et kapitel! Håber i kan li' det og at det ikke er kedeligt!:) Beklager eventuelle stavefejl og kedeligt plot, men jeg er så træt T_T Og så er det min fødselsdag imorgen (Yay), så jeg kan ikke rigtig fokusere lige nu xD Tak fordi i stadig læser den, selvom det går langsoooomt frem! Jeg sværger at der snart vil komme lidt mere... Romantik ind :b

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...