Alexander

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2012
  • Opdateret: 18 jul. 2012
  • Status: Igang
Han holdt afstand til mig – lod som om, at jeg ikke fandtes, men det havde jeg prøvet før. Måske var det derfor, at alle troede, at han havde gjort det. At han rent faktisk havde plantet en knytnæve lige ved mit øje. Det ville han aldrig gøre, og hvis de nu tog sig sammen, ville de måske lægge mærke til, at han ikke var så slem, som mange gik og troede.
De var delt op i tre grupper. Første gruppe: De drenge, der misundte ham og alt den opmærksomhed, som han fik fra pigerne. Anden gruppe: Pigerne, der hang efter ham, som var de hans skygge. Tredje gruppe: De få, der så ham som en kold skid, der var ligeglade med andre. Hvis jeg skulle sætte mig selv i en gruppe, ville det nok blive den anden gruppe. Men jeg ville nok slet ikke kunne passe ind i nogen af grupperne, for jeg var mere end tilskuerne til dette fantastiske væsen. Jeg var hans kæreste.

12Likes
25Kommentarer
1831Visninger
AA

1. Alexander

De så alle sammen på mig med medlidende blikke, mens få stykker trak mig til side og ævlede løs om, at han ikke var det værd. Jeg fortjente bedre, han var et svin. Jeg havde lyst til at råbe dem lige op i ansigtet, at han ikke havde gjort noget. De burde holde kæft, når de ikke vidste noget om ham eller os.

Det var min egen skyld, han havde ikke rørt mig. Jeg var og havde altid været klodset. Et blåt øje, og Alexander var pludselig gjort til en forbryder. Vreden rørte på sig hver gang, jeg tænkte på det. Han holdt afstand til mig – lod som om, at jeg ikke fandtes, men det havde jeg prøvet før. Måske var det derfor, at alle troede, at han havde gjort det. At han rent faktisk havde plantet en knytnæve lige ved mit øje. Det ville han aldrig gøre, og hvis de nu tog sig sammen, ville de måske lægge mærke til, at han ikke var så slem, som mange gik og troede.

 

De var delt op i tre grupper. Første gruppe: De drenge, der misundte ham og alt den opmærksomhed, som han fik fra pigerne. Anden gruppe: Pigerne, der hang efter ham, som var de hans skygge. Tredje gruppe: De få, der så ham som en kold skid, der var ligeglade med andre. Hvis jeg skulle sætte mig selv i en gruppe, ville det nok blive den anden gruppe. Men jeg ville nok slet ikke kunne passe ind i nogen af grupperne, for jeg var mere end tilskuerne til dette fantastiske væsen. Jeg var hans kæreste.

 

”Det er simpelthen for sygt..” Jeg rettede straks blikket mod ham, da han talte, hvilket var lidt af en sjældenhed. I hvert fald var det ikke tit, at han talte direkte til mig. Normalt måtte jeg klage og plage længe for bare at få lov til at høre hans rolige stemme, og så var det normalt et ’ti stille’ eller ’stop dét der’, der kom over hans blege læber.

”Hvad er for sygt?” spurgte jeg tøvende, mens jeg kæmpede med ikke at virke for ivrig efter at tale med ham. Det gjorde ham kun irriteret.

”Hvordan har du overhovedet fået det mærke? Alle tror for helvede, at jeg har banket dig!” Han lød irriteret og fortvivlet, som hvis han var ved at forsvinde med sine tanker, men på den anden side også godt kunne tage et skænderi med mig inden.

”Jamen det har du jo ikke,” skyndte jeg mig at indskyde, men det lød kikset og svagt.

”Det ved jeg godt,” snerrede han og satte sig ned på min seng. Mit hjerte satte farten op, da det gik op for mig, at han frivilligt var gået ind på mit værelse. Det plejede at være mig, der skulle følge ham rundt på skolen som en dum Golden Retriever, der ikke vidste bedre. Det glædede mig og gav mig en portion mod til at forsætte det vaklende forhold, som han sjældent kæmpede for, men jeg bebrejdede ham ikke. Jeg kunne sagtens holde det på benene alene, og han havde travlt med så meget andet. Jeg gik over og satte mig ved siden af ham.

”Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” spurgte han og så op på mig med rynkede bryn. Jeg prøvede desperat at tyde ham. Hvad mente han med det? Hvad havde jeg tænkt mig at gøre ved hvad? Til sidst opgav jeg og spurgte ham usikkert, hvad han mente.

”Har du bare tænkt dig at lade folk gå rundt og tro, at din kæreste slår på dig?” Han så på mig, som hvis han ikke kunne tro sine egne øjne.

”Nej, selvfølgelig ikke, Alexander!” forsikrede jeg ham og lagde hånden på hans knæ.

Han mødte fortvivlet mit blik, og jeg sendte ham et lille smil for at understrege, at jeg nok skulle sørge for det her. Smilet virkede utroligt ægte, mest fordi han lige havde kaldt sig selv for min kæreste. Normalt virkede det ikke som om, at han havde den største interesse for mig.  Den irriterede mine forsvandt fra hans ansigt, og han lignede sig selv igen. Han lod hånden glide gennem det mørkebrune hår, inden han forsigtigt kyssede mig. Lidt efter gik han.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...