A happy death

Dette er et oneshot, hvilket vil sige, at novellen kun er på et kapitel :)

1Likes
0Kommentarer
694Visninger

1. Oneshot

Søens ellers blanke overflade, blev afbrudt af regnens tunge dråber, der silede ned. Ved vandkanten sad en ung pige, kun 17 år gammel, med knæene trukket op under sig, og armene liggende beskyttende rundt om dem. Tårerne trillede ned ad kinderne på hende, i takt med regnen. Lyden af hans stemme gav genlyd i hendes hoved. Hun ville ønske hun kunne glemme ordene, han havde sagt. De få ord, der havde knust hendes hjerte. Det kolde blik, i hans ellers varme blå øjne, var som brændt ind på hendes nethinde. Hans læber var ikke gledet op i det sædvanlige smil, han plejede at have, når de mødtes. De var samlet, og lige som et bræt. Der havde ikke været nogen glæde over ham, overhovedet. Hun havde aldrig oplevet noget så koldt. Hun havde aldrig oplevet den følelse før. Den følelse af at hendes hjerte gik itu, da ordene gled over hans læber. ”Det går ikke mere.” Havde han sagt, ”det er slut.” Så havde han bare vendt sig om, og havde forladt hende. Hun havde stået der i flere minutter. Prøvet at opfatte hvad der var sket. Opfatte ordene han havde sagt. Og så trillede den første tåre ned ad hendes kind, og hun var løbet, uden at vide hvorhen. Bare løbet. Selv da et tordenskrald overdøvede hans stemme i hendes hoved, og regnen begyndte at sile ned over hende, løb hun stadig. Og til sidst endte hun ved søen, hvor de så ofte havde siddet sammen. Siddet og snakket om alting mellem himmel og jord. Set på skyerne, der fløj roligt forbi. Set hinanden i øjnene. Delt alverdens hemmeligheder. Det sted, med så mange minder. Minder der hørte fortiden til. Minder, der for altid ville gøre hende ked af det. Hun ville aldrig kunne huske tilbage, og smile. Det ville altid gøre hende ked af det. Regnen tog til i styrke, og skyernee syntes at blive mørkere. Hvor længe havde hun siddet derude? Hun løftede hovedet imod himlen, og lod de kolde regndråberne rammer hendes ansigt. Det føltes befriende. Som om regnen skyllede minderne væk. Slettede hendes hukommelse. Slettede ordene han havde sagt. Men kun for et kort øjeblik. De vendte tilbage. De ville altid vende tilbage. Hun ville aldrig være i stand til at glemme det. Hun rejste sig op fra sin plads ved vandkanten. Hun var gennemblødt og kold. Make-uppen løb ned ad hendes kinder, videre ned ad hendes hage, og ned på hendes tøj. Det ville blive svært at få varmen igen. Hun havde ikke lyst til at få varmen igen. Hendes blik gled fra himlen, ned i vandet. Overfladen var i oprør, på grund af regnen. Og så tog hun det første skridt ud. Mærkede hvordan vandet fik hendes  bukseben til at klæbe sig til hendes tynde ben. Så tog hun det næste skridt. Det blev hurtigt dybt. Vandet gik hende allerede til knæene. Hun tog endnu et skridt. Og så endnu et. Og et til. Og før hun vidste af det, stod hun i vand til brystet.  Det føltes rart. Hun lukkede øjnene, og lod sig falde. Vandet omfavnede hende, som en kærlig velkomst, og fik hende til at smile. Det føltes ikke ubehageligt ikke at kunne trække vejret. Det var en velsignelse. Hun nød at føle sig som en del af vandet. Hun følte sig hjemme. Som om hun endelig hørte til et sted. Fire timer senere,  blev hun trukket op af vandet, og undersøgt, men det var for sent. Hun var død. Dog havde hun et smil på læben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...