En hel ny verden

Caitlyn McMiller har altid troet hun var en hel normal pige, der levede et helt normalt liv, i Brighton i England, indtil hun en dag møder James, der vender op og ned på hendes verden, ved at fortælle hende, at hun egentlig ikke er, hvem hun tror hun er.

4Likes
8Kommentarer
1895Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg har altid hadet mandag morgenen. Som enhver anden teenager, har jeg aldrig kunnet klare dem. Denne mandag morgen, var bare endnu værre, fordi mit vækkeur valgte at stille sig selv halvanden time tilbage, og vækkede mig klokken halv seks, i stedet for klokken syv. Som den langsomme person jeg nu engang er, lagde jeg overhovedet ikke mærke til noget. Jeg slukkede bare det hylende vækkeur, og rejste mig træt fra min bløde seng, for at tage noget tilfældigt tøj fra mit skab, og gå ud på mit badeværelse. Tøjet blev lagt på bordet, lige en halv meter fra vasken, hvorefter jeg tog en smule koldt vand i hovedet, for at vågne lidt mere. En bleg og tynd pige, kiggede tilbage på mig i spejlet. Hendes røde hår hang ned over hendes ene skulder, samlet i en hestehale. Det gik hende til hoften, og stod i god kontrast, til de smaragdgrønne øjne, der træt kiggede ud på mig. Huden, der aldrig havde taget imod solens stråler, var fejlfri. En pige de fleste ville definere som smuk. Den pige er mig. 16 år gammel, og elev på Brighton High School.

Jeg hoppede ud af mine hvide jogginbukser, og trak min nattrøje over hovedet, hvorefter jeg tog det tøj på, jeg havde fundet. Derefter trak jeg elastikken ud af mit uredte hår, og begyndte at udkæmpe tredje verdenskrig med det. Det var den samme kamp hver morgen. Det lignede at det sad perfekt, men egentlig var det filtret og uredt. Jeg valgte at sætte det op i en hestehale, så en del af mit pandehår, stadig faldt ned over mit ene øje. Jeg lagde en lille smule eyeliner inde i øjet, bare for at markere det, og lod ellers alting være som det var i forvejen. Jeg havde lange, fyldige øjenvipper, der absolut ikke havde brug for mascara, og der var intet at dække på min hud.

Det var først da jeg gik ned i køkkenet, for at spise morgenmad, at det gik op for mig hvad klokken var. Min mor plejede altid at stå op en halv time før mig, og sørge for der var morgenmad på bordet når jeg kom ned, men idag, var der helt tomt. Lyset var slukket, og kun solen, der langsomt var på vej op, lyste køkkenet op. Der stod ikke en tallerken med et ristet toastbrød, på det skinnende rene marmor bord. Min irriterende 9-årige lillebror, sad ikke med en bolle i hånden, og nutella smurt ud i hele ansigtet. Jeg rynkede panden, og gik om på den anden side af marmorbordet, så jeg kunne se klokken på vores ovn. 06:00. Jeg sank træt om på en af de barstole, der stod ved bordet, da det gik op for mig, at jeg var stået halvanden time for tidligt op.  Jeg kunne have sovet så meget længere. Langsomt traskede jeg op ad trappen, og smed mig i min seng, lige så snart jeg trådte ind på mit værelse. Jeg kunne ligeså godt sove i den time der manglede.

Jeg befandt mig midt i ingenting. Der var absolut ingenting omkring mig. Alting var bare helt sort. Jeg havde ingen fornemmelse af, hvad der var op, og hvad der var ned. Der var intet gulv under mine fødder, og intet loft over mig. Jeg prøvede nytteløst at baske med armene, og derefter sprælle med benene, i håb om at bevæge mig. Intet skete. Jeg følte mig fanget, og havde en underlig følelse af klaustrofobi. Tilsidst opgav jeg at bevæge mig, og lod mig bare svæve i intetheden. Jeg vidste ikke om drømme plejede at være sådan. Om man kunne drømme en hel nat, at man bare svævede. ”Abby! Hør på mig! Abigale!” Stemmen i mit hoved, tilhørte en ung dreng. Det lød ihvertfald sådan. ”Prinsesse! Du må komme tilbage straks!” Den anden stemme lød gammel, og striks. Det var en mandestemme. ”Jeg be’r dig Abby.” Og pludselig var hele mit hoved fyldt af stemmer, der kaldte på Prinsesse Abigale. Jeg havde lyst til at skrige. Fortælle dem jeg ikke var Abigale. Fortælle dem de havde fået fat i den forkerte. Men når jeg åbnede munden, kom der ingenting ud. Ordene sad fast i min hals, og ville ikke ud. Stemmerne blev højere og højere, og jeg kunne høre tinitus pibetonen dukke frem imellem dem. Og pludselig begyndte jeg at falde. Jeg faldt og faldt, og stemmerne syntes at komme længere og længere væk.

Og så vågnede jeg med et sæt i min seng, med koldsved på panden. Jeg så rundt i mit værelse, og fandt ud af, at jeg var tilbage. Jeg kastede et enkelt blik på uret ved siden af min seng, og konstateret at jeg var vågnet lige i tide – klokken var syv. Rystende satte jeg mig op i min seng, og prøvede at få min vejrtrækning under kontrol. Jeg havde aldrig haft så livagtige drømme før. Efter fem minutters tid, var jeg i stand til at rejse mig op, og gå ned i køkkenet, uden at ryste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...