Bare mor var her


2Likes
3Kommentarer
757Visninger
AA

1. Bare mor var her

Novelle a la Kim Fupz Aakeson

 

Det er onsdag den 20. marts Jeg sidder alene på mit værelse og lytter til latteren fra spisestuen. Hvis man ikke vidste bedre ville man straks tro vi var en stor lykkelig familie.

Mit navn er Rebecca, men alle kalder mig Becks. Mit hår er farvet græs grønt med ildrøde striber i. Pia bryder sig ikke om det, og det er nok derfor jeg har farvet det. Hun syntes unge piger skal have langt lyst hår og kun gå i pastelfarver. Hun minder overhoved ikke om mor, selv om hun prøver bliver hun aldrig min mor. Jeg bliver forskrækket da Steven åbner døren og skriger Ludo lige ind i ansigtet på mig. Så jeg skriger endnu højere SKRID!! ind i hoved på ham. Da min far kommer ind ser han allerede voldsomt træt ud, han kigger på os og beder lige så stille Steven om at gå ud. Han beder også mig om at komme med ud i spisestuen, og man kan jo ikke ligefrem protestere når han ser sådan ud. Så jeg trasker bare modvilligt i hælene på ham, jeg sætter mig på stolen længst væk fra dem og håber på at jeg snart kan slippe væk, men nej. For i samme sekund hiver Pia det gamle brætspil frem, og nærmest tvinger os til at være med. Da vi er færdige med at spille går jeg ind på mit værelse igen, jeg lægger mig på min seng og lukker øjnene.

En halv time senere kommer min far ind og sætter sig ved siden af mig. Han spørger om jeg er okay, jeg mumler bare en eller anden lyd, og han rejser sig fra sengen og siger “der er mad”. Da han får øje på billedet af mor på mit skrivebord lægger han det bare ned i en af mine skuffer uden at sige noget. Da jeg kommer ud i køkkenet bliver jeg mødt af en dunst af brændt farsbrød og en meget kraftig rodfrugts blanding. Vi sætter os ned og begynder at spise. Pia sidder og knevrer imens far bare smiler og nikker. Jeg aner ikke hvad han ser i den tøjte, hvis hun tror hun kan blive min nye mor kan hun bare tro om igen.

Efter aftensmaden sniger jeg mig ud af mit vindue bare for at slippe lidt væk. Jeg går en tur rundt omkring i kvarteret. Bagefter kravler jeg ind igennem vinduet og lægger mig på min seng og ender med at falde i søvn. Jeg vågner klokken 07:45 og skynder mig i skole. Da jeg endelig får fri fra skole tager jeg bussen hjem i håb om jeg kan nå at få noget alenetid inden de andre kommer hjem. Ganske rigtigt er jeg den første der er hjemme. Jeg for tænder tv’et og snupper et æble. Et par timer efter kommer far og Steven hjem og vi begynder at lave mad sammen. Far har købt ind til torsdagspizzaer for det er blevet en tradition at vi hver torsdag spiser pizza. Mor elskede pizza og siden hun døde har vi spist flere og flere pizzaer. Pia er kun lige kommet ind af døren og hun er allerede i gang med hundse rundt med os. Hun render rundt og fabler om grønsager og om at pizzaer er fyldt med kulhydrater og fedt, og hvor usunde vi er. Og så var det jeg kom til at sige “HOLD NU KÆFT KÆLLING” det var selvfølgelig ikke meningen at jeg skulle sige det højt det skete bare. Jeg blev selvfølglig smidt ind på mit værelse med det samme og fik en ordentlig skide balle. En time senere kommer far ind på mit værelse med hans bedste psykolog mine på. Han trækker min skrivebords stol hen foran sengen så han sidder overfor mig, og han kigger meget intenst på mig og spørger hvad der er galt. Jeg er rasende, kan han dog ikke se hvad der er galt? Han har erstattet min mor med en nasi blondine fra fyn som overhoved ikke bare minder om min mor. Det er som om han overhovedet ikke kan huske mor længere. Som om mor aldrig har eksisteret, og så spørger han hvad der er galt! Alt det siger jeg selvfølgelig ikke, det er jo klart. Jeg lukker øjene for jeg kan mærke tårerne presse sig på, og uden jeg ved af det sidder jeg tudbrøler. Far kigger uforstående på mig og sætter sig ved siden af mig for at holde om mig. Jeg hvisker i hans øre at jeg ikke bryder mig om hende. Han tager en dyb indånding, rejser sig op kigger på mig og siger ”skat det er ikke noget du kan lave om på, jeg elsker hende og hvis du blot gav hende en chance, så ville du måske have det på sammen måde”. Han vender sig om begynder at gå. I det samme råber jeg at hun aldrig vil kunne erstatte mor. Han stopper op og uden at vende sig om, siger han bare ligeså stille “det kommer hun heller aldrig til”. Næsten morgen vågner jeg ved at Steven står ude i køkkenet og råber over nogle Chocopops han åbenbart ikke må få til morgenmad. I dag er det fredag det betyder jeg først skal møde klokken 11:15 så jeg har god tid. Jeg gør mig klar og går ud køkkenet hvor Pia sidder. Far er allerede taget afsted på arbejde og Steven er i skole. Jeg tager havregrynene ned fra skabet velvidende at hun sidder og stirrer på mig. Da jeg tager mælken ud af køleskabet kommer jeg til at tabe den, og da jeg bukker mig ned for at samle den op igen kommer jeg til at rive skålen der var stillet frem på køkkenbordet med ned. I det øjeblik jeg hører lyden af smadret porcelæn ved jeg det her ikke er godt. Selvfølgelig skulle det også være en af Pias mormors fine skåle jeg fik ødelagt. Jeg kigger hen på hende, og uden at sige noget rejser hun sig og går over og tager kosten ud af skabet under vasken. Jeg sidder som forstenet og ser på hun i tavshed rydder op efter mig. Da hun har smidt de sidste glasskår ud, går hun ned af gangen hen mod hendes og fars soveværelse. Da hun kommer forbi mit værelse er der noget det fanger hendes blik, hun vender sig hurtigt om og næsten løber hen til mig. Det skete så hurtigt at jeg knap nok lagde mærke til det. Hun slår mig lige i ansigtet med en flad hånd. Jeg blever så forskrækket at jeg bare tager min jakke og løber ud af hoveddøren. Nu står jeg midt ude på vejen og aner ikke hvad jeg nu skal gøre, men jeg ved bare jeg ikke skal gå derind igen. Og lige pludselig begynder mine ben bare at løbe, det virker som om mine ben ved hvor jeg skal hen, men min hjerne er slet ikke med. Da jeg har løbet hvad der føles som en uendelighed befinder jeg mig i udkanten af skoven. Jeg går langsomt derind, mens jeg prøver at trække vejret, men det er som om den kolde forårs luft modarbejder mine lunger. Efter af have gået en times tid rundt inde i skoven finder jeg den træhule som far og jeg byggede da jeg var omkring fem år, Selv om malingen er slidt af ligner den sig selv på en prik. Jeg kravler derind og sidder og kigger på de små tegninger vi malede af mor der var gravid med Steven, og af mig der hoppede i sjippetov. Jeg har ingen idé om hvor langt tid jeg har siddet i hulen, men det føles som flere timer. Lige pludselig hører jeg fodtrin og jeg kryber længere ind i hulen. Jeg får et chok da far stikker hovet ind. Da han ser mig kravler han ind og sætter sig ved siden af mig og begynder af stryge mig på håret. 

 

Det hele var bare meget bedre dengang hvor mor stadigvæk levede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...