P. S. I love you. (Færdig)

3eren af ''Against the odds''

Rosamindy er gravid, men Christopher er frustret over barnet og ved ikke helt om han virkelig vil have barnet.
Han skal holde på sit livshemmelighed, han vil ikke fortælle Rosamindy; hvorfor de er gået under jorden, gemmer sig. Han vil ikke fortælle, hvorfor han er væk flere dage i træk.
Rosamindy har det hårdt, hendes elskede Christopher forsømmer hende, når hun allermest har brug for ham.
Måske ville Rosamindy være bedre tjent uden Christopher, når først hans hemmelighed kommer frem?
Kan Rosamindy stadig elske Christopher, selvom han aldrig er hjemme? Og når han enlig ér hjemme skændes de.
Kan Rosamindy holde til det gigantiske pres, Christopher lægger på hendes skuldre?
Kan Christopher klare idéen om at være far?
Er Rosamindy og Christopher's kærlighed stærk nok?
Har Christopher fundet en anden?
Overlever Christopher?
Lever Rosamindy lykkeligt til hendes dages ende?

21Likes
83Kommentarer
6710Visninger
AA

40. Rose - If you say so..

Jeg sparkede grædende Mikkel i skridtet, og som forventet gav han slip på mig og holdt sig til sit ømme punkt. "Undskyld, men jeg var nødt til det," sagde jeg til ham, fnyste og gik min vej, over til Sarah. Alle i kirken var forvirrede, og kunne ikke finde ud af, hvilken vej der var ud, og hvilken der var ind, og det forvirrede også mig. Jeg bed mig i læben, og traf en hurtig beslutning.

"Hør, Sarah, jeg er træt af at have den her kjole på. Har du kufferten til min bryllupsrejse?" spurgte jeg min veninde, der nikkede, og skyndte sig væk. Dog kom hun tilbage kort efter, og fortalte, at hun ikke kunne finde den. Jeg sukkede dybt, og mærkede, hvordan kjolen irriterede min hud.

Jeg bed mig i læben, og vidste, at der i en jakke jeg havde haft med, lå et politiskilt. Hvis nu jeg kunne få fat i det, og vise det til de politimænd, der lige havde fanget Christopher, så ville de måske.. nej, det gik ikke. Jeg kunne i samme øjeblik høre sirenerne forsvinde væk.

"Jeg gider ikke bare sidde her og vente. Jeg vil ikke være den svage, Mikkel. Jeg er fandme gravid, jeg er!" det sidste råbte jeg. Mikkel så en smule skræmt ud. "Jeg er træt af, altid at være den der bliver efterladt! Og så til mit eget bryllup?! Det er eddermame for meget! Måske skulle jeg ikke have sagt ja til ham? Hvad helvede ville han så have gjort? Jeg er så træt af det hele!! Jeg har sgu da også følelser, for helvede da! Hvad fanden regner han med? At jeg vil være der, næste gang han forlader mig?!" jeg afreagerede med mine ord på Mikkel, der igen så lidt skræmt ud. Han havde nok ikke forventet at sådanne ord kunne komme ud af sådan en lille, fin mund. Jeg mente hvert af de ord, jeg sagde. Jeg fortrød ikke, at jeg havde sagt ja til Christopher i kirken, på ingen måde. Men det forhindrede mig ikke i at være pisset af, fordi han forlod mig så tit.

"Jeg ville ikke kunne holde til det i længden, Mikkel. Lige meget, hvor meget jeg end gerne ville, tror jeg ikke at jeg ville kunne," min stemme havde sænket sig, og tårer kom op i mine øjne. Jeg holdt dem dog inde, lige nu var tårer et tegn på svaghed.

"Det er jeg ked af, Rose," Mikkel lagde en arm omkring mig, og jeg lænede mig op af ham. Lige nu var han den bedste til at trøste mig, og det var jeg glad for. Han var lige det, jeg havde brug for lige nu. Jeg sukkede en enkelt gang, og lukkede øjne, imens min hånd fandt ind på min mave, hvor min pige lå og udviklede sig. Jeg smilede lidt, da jeg kunne mærke hende derinde. Jeg glædede mig virkelig meget til at få hende, holde hende i mine arme og kysse hendes pande.

Jeg glædede mig til at være mor. Jeg glædede mig til at kunne gå rundt og vise hende frem for hele verden - ligesom jeg ville ønske, at Chris viste mig frem. Med ham var jeg tvunget til at leve et liv i det skjulte, for hvis vi kom frem var det farer for at der kunne komme et angreb på ham eller os. Dette var jeg meget irriteret over.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...