P. S. I love you. (Færdig)

3eren af ''Against the odds''

Rosamindy er gravid, men Christopher er frustret over barnet og ved ikke helt om han virkelig vil have barnet.
Han skal holde på sit livshemmelighed, han vil ikke fortælle Rosamindy; hvorfor de er gået under jorden, gemmer sig. Han vil ikke fortælle, hvorfor han er væk flere dage i træk.
Rosamindy har det hårdt, hendes elskede Christopher forsømmer hende, når hun allermest har brug for ham.
Måske ville Rosamindy være bedre tjent uden Christopher, når først hans hemmelighed kommer frem?
Kan Rosamindy stadig elske Christopher, selvom han aldrig er hjemme? Og når han enlig ér hjemme skændes de.
Kan Rosamindy holde til det gigantiske pres, Christopher lægger på hendes skuldre?
Kan Christopher klare idéen om at være far?
Er Rosamindy og Christopher's kærlighed stærk nok?
Har Christopher fundet en anden?
Overlever Christopher?
Lever Rosamindy lykkeligt til hendes dages ende?

21Likes
83Kommentarer
6749Visninger
AA

25. Chrisopher - WTF!!!

"Christopher Wild." Sagde jeg, liidt optaget med et par dusin pansere og en helikopter i hælene.

"Hej skat, det er mig. Jeg bliver nød til at fortælle dig noget." Jah, lidt hurtigt...

"Ehh, kan du gøre det lidt hurtigt, smukke? Jeg har en smule travlt li nu." Jeg trådte ekstra på speederen for at undgå en tilkommende politibil. Speedometeret nærmede sig 250 med en hastig fart.

"Jeg ville egentlig have fortalt dig det, såe vi kunne se på hinanden, men eftersom du er skredet fra mig, kan det ikke rigtigt lade sig gøre." Jah, Rosamindy. Kom til sagen. Jeg havde ikke rigtigt overskud til at sige hende imod. "Jeg har været til lægen for at se, hvordan det gik med vores bady" Ja, det er meget normalt.. "Hun følte noget mærkeligt, og det viste sig, at... Vi skal have tvillinger."

OMG, WTF, FML!!

Bilen svingede, og jeg mistede herredømmet over den. Ødelagde lygtepælene hele vejen ned af gaden, knalede ind i et hus. "Er du der, Christopher?" Spurgte Rosamindy, min mobil lå, var på højtaler på passager sædet.

"Wow, shit! Jeg bliver nødt til at løbe. Vi ses, min skat," Jeg undgik med nød og næppe havnen. Ramte endnu en lygtepæl, og smadrede min højre baglygte.

PUF!

Jeg knalede ind i opkørslen og stod stille. Gud, hvor var jeg glad for, jeg altid kørte med sikkerhedsele. Jeg bakkede ud, inden panserne kunne nå at indhente mig.

Fra 0 til 300 km/t på 15 sekunder. Fyrrede lige lidt nitro af og var oppe på 350.

Jeg skulle hjem. Nu. Det kunne kun gå for langsomt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...