P. S. I love you. (Færdig)

3eren af ''Against the odds''

Rosamindy er gravid, men Christopher er frustret over barnet og ved ikke helt om han virkelig vil have barnet.
Han skal holde på sit livshemmelighed, han vil ikke fortælle Rosamindy; hvorfor de er gået under jorden, gemmer sig. Han vil ikke fortælle, hvorfor han er væk flere dage i træk.
Rosamindy har det hårdt, hendes elskede Christopher forsømmer hende, når hun allermest har brug for ham.
Måske ville Rosamindy være bedre tjent uden Christopher, når først hans hemmelighed kommer frem?
Kan Rosamindy stadig elske Christopher, selvom han aldrig er hjemme? Og når han enlig ér hjemme skændes de.
Kan Rosamindy holde til det gigantiske pres, Christopher lægger på hendes skuldre?
Kan Christopher klare idéen om at være far?
Er Rosamindy og Christopher's kærlighed stærk nok?
Har Christopher fundet en anden?
Overlever Christopher?
Lever Rosamindy lykkeligt til hendes dages ende?

21Likes
83Kommentarer
6729Visninger
AA

9. Chrisopher - tab eller vind med samme sind

If I did..

 

På vejen over mod min og deres destination, ringede jeg Rose op.

"Hej Chris! Jeg var bekymet for dig.."

Jeg smågrinede selvfølgelig. "Du skal ikke være bekymret for mig, jeg kan klare mig selv. Det eneste du skal tænke på er dig selv."

"Hvorfor har du ikke svaret på mine opkald?"

"Det har jeg, da lige gjort!" Jeg smilede af min smarte bemærkning.

"Du ved hvad jeg mener, Christopher.."

"Jeg har haft travlt.. Faktisk er jeg stadig lidt optaget! Vi ses, Rose!" Jeg lagde på og smed min mobil over på passager sædet. Jeg spillede uskyldig, men selvfølgelig afslørede mig bugatti mig.

Jeg trykkede voldsomt på speederen og blev kastet fremad. Imens min bil accelerede, tog jeg min mobil og ændrede GPS'ens kurs.

Følg mig.

Så smed jeg min mobil overpå sædet igen, accelerede imod den vej de udvalgte skulle komme fra. Panserne der havde spottet min bil i det lyskryds, hvor jeg havde holdt og ventet på grønt. De havde sat kurs efter mig.

Men i det flerne så jeg mine bilers lygter, de biler jeg havde lånt ud. Der manglede allerede alt for mange, førerne var sikkert kørt galt..

Det havde jeg ikke tid til at tænke over, for i det næste sekundt trak jeg håndbremsen og vente 180 grader. Jeg fik talt bilerne, 5 stk.. Det var flere end jeg havde håbet på.

Endnu engang accelerede jeg, fyrrede også lidt nitro af for at komme op i fart virkelig hurtigt.

De 5 biler fattede nu hvad der stod på GPS'en.

Panserne kom lige imod os. Jeg undveg dem, desværre formåede en af mine ikke at undvige panserne. De kørte ind i hinanden med fulde skrald. Jeg gættede på ingen af dem ville overleve det, men jeg trak på skylderne og trådte endnu en gang på speederen.

Ubevidst hvor jeg kørte hen, jeg kørte bare for at røste politiet af med så mange af mine udvalgte i live som muligt.

 

Jeg kørte ned af den gade, hvor Rose plejede at spise frokerst, når jeg ikke var hjemme. Hun havde så tit fortalt mig om den. Lille, hyggelig og tryg.

Men den var ikke længere hyggelig eller tryk. Men lille var den helt sikkert.

5 ulovlige biler kom brasende ned af den lille gade, strækt efterfulgt af politiet.

KNALD!!!

Jeg gloede nysgerrigt i bagspejlet, en af mine biler var kørt ind i en af bygningerne.

Folk begyndte at strimle ud til fra de små huse, for at se hvad der skete. Hvilket nok var uklogt. De kunne jo risikere at blive skudt.

I næste sekund greb jeg igen min telefon og tastede en ny ordre end på GPS'en, da endnu en af mine stødte sammen med en af pansernes biler og blev mast ud i væggen.

Kør ud til siden.

Jeg ventede ikke på deres reaktion, krydsede bare finger for de gjorde det, ligeså snart de så det.

Og det gjorde de.

På en eller anden måde fik jeg min bil vendt 90 grader og gled sidelæns ned af gaden.

Imellem tiden havde jeg trukket min pistol, lagde armen ud af vinduet og affyrrede den første kugle.

Endnu en.

Efterfulgt af en til.

Og endnu en.

Vejen var nu blokeret på grund af panser biler med døde betjente.

Jeg smilede ved mig selv, jeg var uovervindelig og elskede mit job, men ligesom jeg skulle til at vende bilen den rette vej igen. Mødte mit blik Rosamindys.

Min bil standsede. Jeg var fuldstændig stivnet af rædsel.

Havde hun set alt dette?

Jeg kiggede rundt, det var ved at gå op for folk hvad der var sket. Alt var ved at udvikle sig til totalt kaos.

Jeg skyndte mig afsted igen.

Greb min mobil.

Hold nøje øje med GPS'en. En dato, tid og sted vil en dag komme. Og på det tidspunkt forventer jeg I møder mig der, uden forsinkelser..

Så satte jeg kursen hjemad.

 

Jeg løb ned af trappen til vores lille underjordiske hus. Jeg spændte ben for mig selv de sidste par trin og fladt med panden ned i døren. Jeg knurrede lidt af mig selv, førte hånden op for at holde mig på panden. Jeg ville få en bule på størrelse med en kokusnød.

"Rosamindy, skat?" hviskede jeg ind igennem døren, jeg lige havde åbnet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...