P. S. I love you. (Færdig)

3eren af ''Against the odds''

Rosamindy er gravid, men Christopher er frustret over barnet og ved ikke helt om han virkelig vil have barnet.
Han skal holde på sit livshemmelighed, han vil ikke fortælle Rosamindy; hvorfor de er gået under jorden, gemmer sig. Han vil ikke fortælle, hvorfor han er væk flere dage i træk.
Rosamindy har det hårdt, hendes elskede Christopher forsømmer hende, når hun allermest har brug for ham.
Måske ville Rosamindy være bedre tjent uden Christopher, når først hans hemmelighed kommer frem?
Kan Rosamindy stadig elske Christopher, selvom han aldrig er hjemme? Og når han enlig ér hjemme skændes de.
Kan Rosamindy holde til det gigantiske pres, Christopher lægger på hendes skuldre?
Kan Christopher klare idéen om at være far?
Er Rosamindy og Christopher's kærlighed stærk nok?
Har Christopher fundet en anden?
Overlever Christopher?
Lever Rosamindy lykkeligt til hendes dages ende?

21Likes
83Kommentarer
6716Visninger
AA

3. Chistopher - Wuf, under Jorden....

Jeg elsker dig, selvom du måske ikke ved det, ikke kan mærke det. Så håber jeg du ved det...

 

"Hvorfor kan du ikke forstå det ér til dit bedste, jeg intet fortæller dig, Rosamindy?" Jeg råbte af hende. Det var ikke min mening, men jeg kogte bogstavligt, jeg var så sur. Så rasende at jeg kunne splitte det hele ad i stumper og stykker..

"Hvorfor, Chris?" Hun hviskede. Jeg forstod ikke hvordan, hun ikke kunne være sur. Jeg stod og råbte af hende, tomatrød i hele fjæset på grund af raseri!

"Fordi jeg ikke vil miste dig, Rosamindy!" Jeg kunne stadig ikke holde op med at råbe, istedet sparkede jeg til vores grå betonmur, men det fortrød jeg hurtigt. Dog fandt Rosamindy det ikke sjovt, at jeg slog min fod.

"Hvad med hende?" Hun strøg kærligt hendes mave, men jeg kunne knapt høre hende. Det spørgsmål havde hun stillet så tit, men hver gang havde jeg undgået at svare.

"Det ved jeg ikke, Rosamindy. Jeg er ligeglad med dét. Bare jeg har dig." Jeg var holdt op med at råbe, men jeg lød så kold. Der var ikke min mening..

"Det sagde du bare ikke, Christopher!" Hun kiggede arigt på mig, nu var det hendes tur til at råbe af mig. "Hvordan kan du ikke elske din egen datter? Hvordan kan du ikke elske hende, når hun er den del af mig?" Der var stille lidt, jeg turde ikke, kigge hende i øjnene. "Elsker du mig?" Hun var holdt op med at råbe, men dét spørgsmål af alle andre hun kunne have stilt mig, kunne ingen have gjort mere ondt.

"Hvordan kan du tvivle på det?" Jeg var begyndt at råbe igen, denne gang af frustration. "Selvfølgelig elsker jeg dig!"

"Men du elsker ikke vores datter.." Det var ikke et spørgsmål, men en konstatering..

"Nej, dén elsker jeg ikke..." Min stemme var igen kold som is, skar som knive.

"Hvorfor?" Tårerne var begyndt at løbe ustandseligt ned af hendes kinder.

"Den kan jeg bare ikke, skat" Jeg gik over mod hende, men jeg mit hjerte revnede, da hun råbte af mig, de ord knuste det..

"Så skrid, Christopher! Du er alligevel aldrig hjemme! Du vil aldrig fortælle mig, hvad ud går og laver! Men nu ved jeg det, Christopher! Du har en anden!"

Jeg frøs fast til betongulvet, da hun sagde det. Jeg kunne ikke gøre andet end at glo måløs på hende, da hun gik ud af døren og smækkede den efter hende.

Der stod jeg så, ude af stand til at røre mig, da jeg hørte en af bilerne forsvinde..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...