Da jeg mødte magien i mit hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2012
  • Opdateret: 13 mar. 2012
  • Status: Igang
Handler om hvordan to forskellige liv pludselig en dag mødes, det viser sig at de er faktisk mere ens end de troede.


- det skal nævnes at denne historie blev påbegyndt for nogle år siden, så hvis skrivestilen ændres, så bær over med det.

1Likes
0Kommentarer
1099Visninger
AA

4. Panik, et stød og mørke - Fortæller 1

Jeg så forvirret på ham, da jeg havde sagt:

”Hvad er du?”

I et øjeblik så det ud til at han ikke ville svare, men han blev åbenbart enig med sig selv om, at fortælle mig det. Han kiggede igen på mig med sine gule øjne, svarede med en hæs stemme, som virkelig klædte ham:

”Jeg er halvdæmonen Tarkan fra den anden verden, hvem er så de?”

Øhhh, okay han var en halvdæmon, så var jeg en trold. Jeg svarede med mit største smil, jeg ville spille med på legen lidt endnu, selvom noget sagde mig, at han faktisk fortalte sandheden:

”Jeg er Matilda Nielsen, menneske fra denne ver…”

Jeg nåede ikke videre, før han skarpt afbrød mig, ”du er intet menneske og hører slet ikke til her, æhm, Matil..da. Du er en troldkvinde,” han så på mig med sine fascinerende øjne. De glimtede nærmest da han sagde det. Jeg sprang op så arrig jeg kunne, hvilket endte med at mudret nærmest blev tværet mere ud over mit tøj bag til, mens jeg råbte, måske lød jeg en smule panikslagen, der senere fik ham til at gøre det, han gjorde:

”DU ER SINDSYG!”

Og skulle til at marchere væk, men nåede ikke langt før jeg mærkede den samme varme hånd fra før, der havde på en eller anden måde første gang havde sendt mig til drømmeland.

Det kunne han godt glemme alt om!         

Rasende snurrede jeg rundt med min ene hånd hævet til slag og puffede derved til hånden der havde nærmet sig mig, han sprang øjeblikkelig tilbage ved denne korte kontakt og udstødte noget på et andet sprog end mit eget. Det var ikke pæne ord konstaterede jeg, da jeg lugtede brændt kød. Forskrækket så jeg på ham, jeg skulle til at gå et skridt frem, da han hvæste:

”Stå helt stille!”

Det var ikke en pæn anmodning, men en ordre.

Jeg stod bomstille, der gik lidt tid, mens hans forsigtigt pustede på sin forbrændte hånd.

Hvordan havde han brændt sig?

Jeg havde da godt fået at vide, at jeg var en hidsigprop og kunne sætte mine omgivelser i brænd, hvis jeg ønskede det, men ikke så bogstaveligt ment, eller hvad? Jeg sendte ham et par bekymrede blikke, min vrede var forsvundet. Jeg kunne ikke blive sur i særlig lang tid ad gangen alligevel. Pludselig så han op, sendte mig ikke et vredt blik og som jeg havde ventet, men et chokeret ansigtsudtryk. Han gik hen imod mig igen, han nærmede sig langsomt med den anden hånd løftet, jeg lukkede mine øjne øjeblikkelig sammen og ventede.

En kold hånd rørte forsigtigt min pande, jeg lukkede først det ene øje op og så om han ville slå inden jeg åbnede det andet, men det kunne jeg godt have sparet mig selv for. For i det samme kom den samme stød fornemmelse susende igennem mig og mørket sænkede sig over mig meget dybere end før.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...