Da jeg mødte magien i mit hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2012
  • Opdateret: 13 mar. 2012
  • Status: Igang
Handler om hvordan to forskellige liv pludselig en dag mødes, det viser sig at de er faktisk mere ens end de troede.


- det skal nævnes at denne historie blev påbegyndt for nogle år siden, så hvis skrivestilen ændres, så bær over med det.

1Likes
0Kommentarer
1098Visninger
AA

2. Ikke en normal dag - fortæller 1

”Nooo, ikke igen! Jeg burde have holdt mig fra den flødekage i går!” råbte jeg såret, stirrede trodsigt ned på vægten under mig, hvor et par tal hånligt blinkede et par gange til mig før de forsvandt. Jeg stod og var ved at gør mig klar til at gå en tur med min onkels store Grand danois, Fido, helt ærlig hvem vil kalde en grand doise Fido? 

Den peb højlydt ude foran badeværelsets dør. Jeg trådte ned fra vægten og fandt mit tøj frem: en mørkeblå sweater og et par sorte cowboybukser og et par sokker, kiggede ind i spejlet, hvor en pige med rødbrunt hår i hestehale og blå øjne skjult bag et par briller og en lyserød næse plantet midt i det runde ansigt kiggede tilbage på mig. Jeg skar tænder og det gjorde mit spejlbillede selvfølgelig også, uden ydeligerer at se på spejlet, trak jeg i tøjet. Lidt efter gik jeg ud fra badeværelset af og blev overfaldet af en meget taknemlig Viggo. Hvis ikke fordi jeg allerede var ret lille i højde, var jeg blevet det nu, ”FIDO ned med sig! Go’ hund,” roste jeg derefter i et mildt tonefald, i det han satte sig ned og lagde sit hoved på skrå, så med sine store hunde øjne hen mod døren af og mod mig igen og pep højt, ”du behøver ikke at tigge sådan, vi går ud lige om lidt,” svarede jeg, satte mig på gulvet inden jeg begyndte at trække i mine slidte og en gang rene hvide tennissko, og tænkte ’hvordan klarer jeg endnu et år sådan her?’ og rystede på hovedet, da jeg gennemgik det minde;   

Min onkel havde spurgt mig, om jeg ville passe huset for ham, og holde øje med hans hund, til han kom tilbage igen? Det ville jeg da gerne, havde jeg svaret og var straks flyttet herhen og han fik hurtigt mig sat ind i hvordan det hele skulle gøres, tog af sted med det samme, så snart jeg havde fundet ud af det..

Det er over to år siden nu og han er stadig ikke kommet tilbage. Det eneste livstegn jeg har fået fra ham var, at han en gang imellem satte penge ind på min bankkonto ellers intet.  Viggo gøede højt, da han så jeg var gået i stå og havde i sin utålmodige iver hevet alt ned fra knagene i gangen for at få fat i hans kæde, som nu lå på mit skød. Jeg rejste mig med kæden i hånden og lavede en grimasse, da jeg mærkede, at den var helt savlet til. Med en hurtig bevægelse fik jeg sat den omkring halsen på Fido, åbnet døren ud til og trådte ud i det fri. Det var med nød og næppe, at jeg undgik, at brække armen og at låse døren bag mig, inden Fido trak af sted med mig, og over stok og sten gik det. 

”Av, altså dumme hund!” udbrød jeg for hundrede syttende gang på den halve time vi havde ”gået”, for-søgte forgæves, at få mine fødder til at stå fast på jorden, der lignede (med den fart Fido løb) en af de der rullende fortove, men pludselig standsede Fido op, jeg faldt, så lang jeg var ned i den mudrede jordbund og mærkede hvordan den fugtige jord gjorde min sweater våd foran. Imens jeg rejste mig op og børstede det værste jord af, truede jeg ham med, at sende ham til det nærmeste dyreinternat, der var i området. Fido ignorerer mig og var mere interesseret i manden, der lå bevidstløs midt inde i lysningen, jeg skulle til at forsætte med at skælde ham ud, men så var det jeg kom i tanke om: ’vent lidt bevidstløs!’ Jeg fik taget brillerne af med den ene hånd og pudsede dem, inden jeg slap snoren, styrtede ind i lysningen til manden. Da jeg nåede hen til manden, satte jeg mig ned på mine knæ, lagde min hånd på hans brystkasse, men der lå noget i vejen, det føltes som metal, så jeg rørte ved hans hals i stedet for. Han trak vejret, så ikke videre ud til at have lidt de store overlastninger, men hvordan var han havnet herude på ”bøhlandet”?     Det var først der jeg så, hvor ung han var, højst et par år ældre end mig, det ville sige han var omkring de 20. Han var tydeligvis ikke herfra, han lignede mere en af de der riddere fra middelalderen af, pga. det lange sorte hår, jeg blidt strøg væk fra hans ansigt, der var langt, smalt og magert. Hans tøj var overhovedet ikke fra dette århundrede, det bestod af store slidte læderstøvler og posede bukser. Jeg var ikke helt sikker på farven, for farverne så ud til at være spundet ind i hinanden på sådan en måde at det fik det til at bevæge sig i mønsteret. Skjorten han havde på, var gået i stykke, var tilsølet af mudder, men farven så ud til at have været mørkeblå. Jeg lod blikket hvile lidt ved hans ansigt, han så ud til, at han snart vågnede op. Jeg satte mig tilbage så han ikke ville stirre lige op i mit ansigt, han skulle nødig besvime igen af forskrækkelse. Han strammede knyttede sine hænder et par gang, slappede en smule af, inden han lukkede sine øjne op og i det han satte sig mere op, så han sig søgende rundt. Hans blik standsede først ved Fido og så videre til mig. Jeg gispede, hvilket jeg selv synes havde en god grund til. Hans øjne var store og katte artige. Hans karamel gule iris lyste op, da han så på mig med et overrasket blik, han rakte sin hånd frem imod mig, automatisk greb jeg fat i den. Den føltes varm og blød nåede jeg at registrere, inden et stød gik igennem mig og alt blev sort….

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...