Da jeg mødte magien i mit hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2012
  • Opdateret: 13 mar. 2012
  • Status: Igang
Handler om hvordan to forskellige liv pludselig en dag mødes, det viser sig at de er faktisk mere ens end de troede.


- det skal nævnes at denne historie blev påbegyndt for nogle år siden, så hvis skrivestilen ændres, så bær over med det.

1Likes
0Kommentarer
1096Visninger
AA

5. Hjem og sandheder dukker op DEL 1 - Fortæller 2

Jeg greb endnu en gang pigen, da hendes ben knækkede sammen under hende, ømmede mig højt, da jeg kom til at bruge min forbrændte hånd. Jeg ignorerede det og løftede hende op i mine arme, fløjtede prøvende igen på hunden og sagde bestemt: 

”Hjem, søg!!”

Hunden så et øjeblik forvirret på mig i et stykke tid, til sidst rejste den sig op og begyndte at gå ud af lysningen. Jeg fulgte hurtigt efter.

Solen steg længere op, da jeg endelig så hvorhen hunden førte os hen. Et kæmpe hus tårnede sig op over os. Overrasket så jeg rundt, mens jeg stadig bar pigen i armene, men måtte fravriste mit blik fra en imponerende og lang hæk der næsten skjulte huset, når man kom tættere på, mens vi kom ind på pladsen foran, da hunden gøede af mig. Hunden sendte døren længselsfulde blikke og forventede tydeligvis, at jeg kom hen og låste op, jeg rystede på hovedet, sprang et spring på to meter, landede jeg perfekt på det øverste trin op til døren. Her slap jeg hende forsigtigt, så jeg kun havde fat i hendes skuldre, hun støttede sig tungt op ad mig og med min forbrændte hånd fik jeg fingereret med låsen et øjeblik.

Døren klikkede, jeg skubbede den op og hunden småløb ind og ramlede direkte ind i væggen overfor for døren to meter længere væk. Jeg så et øjeblik meget overrasket på hunden, den var virkelig ret dum, fik jeg nu bekræftet, men den havde et godt hjerte. Jeg fik lukket døren og låst den igen med en smule magi, inden jeg begyndte at lede efter et sted, hvor jeg kunne lægge den sovende dværgpige. Jeg fandt efter et par minutters søgen frem til noget der lignede en diva, lagde hende derpå, jeg fik en overraskelse, da hun pludselig mumlede: ”Onkel…” og vendte sig om på siden, så hendes ansigt vendte direkte mod mig. Jeg rynkede min panden, jeg havde ikke følt tilstedeværelsen af andre i huset end hende og hunden. Jeg forstod det først, da jeg forsigtigt lagde tingen fra mig på bordet ude i køkkenet. Jeg vidste at det var køkkenet pga. der stod en kæmpe gryde på en stor firkantet ting og flere af redskaber i rummet tyde på det, gik ind i det modsatte rum ved siden af og havde nær fået et chok. Et kæmpe billede fyldte den ene væg, det var det første man så, når man gik ind, men det var ikke det jeg havde fået et chok af. En af de tretten personer kendte jeg: Sort ridderen Maldor sendte alle, der kom ind i rummet, et charmerende smil. Hans hår fra den gang jeg sidst havde set ham, havde det været rødbrunt, dette her var blevet næsten helt hvidt og en del rynker fyldte hans ansigt, mens han kærligt holdt om et rundt, lille rødbrunt håret og blåøjet barn med en lille lyserød stædig mund.

Det var jo pigen, Matilda!!        

Jeg så chokeret på billedet, da det langsomt gik op for mig, hvad der var sket.  Jeg kunne ligefrem forstille mig det: Maldor var forsvundet under et af de store slag for mange år siden, han måtte have faldet igennem en portal. Da han så opdagede, at han ikke kunne komme igennem tilbage til den anden verden igen, besluttede han at stifte familie selvom loven forbød det og her var resultatet. En pige, der ingen kontrol havde over sine kræfter og kunne riste andre så let som ingenting, hvis hun mistede besindelsen. Det var selvfølgelig derfor portalen havde ført mig herhen af. Det var tit sådan, at hvis portalen kunne mærke, at det var et magisk ”objekt” i den, smed den som regel i nærheden af noget andet, der var ligeså magisk for at opretholde en slags balance. Sikke en redelighed…

Jeg satte mig ned på en af de fire stole ude i køkkenet betrukket af et eller andet blomstret mønster, skummede af raseri over dette. Nu var jeg ikke bare nødt til selv at vende hjem, men også at få pigen med tilbage for hun enten skulle undervises eller i værste fald. Jeg sank en klump, miste dem. Hvis det havde været mig, der måske blev dømt til at miste sine kræfter, ville jeg hellere dø! Jeg trak opgivende på skuldrende, lod hånden rører ved det jeg havde lagt på bordet, inden jeg havde løftet pigen ind på divaen, men trak hånden til mig da jeg opdagede, hvor mudret jeg var. Det fik mig til at sukke dybt og jeg besluttede at jeg hellere måtte kigge efter noget renere tøj.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...