Da jeg mødte magien i mit hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2012
  • Opdateret: 13 mar. 2012
  • Status: Igang
Handler om hvordan to forskellige liv pludselig en dag mødes, det viser sig at de er faktisk mere ens end de troede.


- det skal nævnes at denne historie blev påbegyndt for nogle år siden, så hvis skrivestilen ændres, så bær over med det.

1Likes
0Kommentarer
1073Visninger
AA

1. Prolog

”Tarkan! Grib den!! LØB! VENT IKKE PÅ MIG!” råbte en ældre og sort klædt mand efter en ung og spinkel mand, der løb et godt stykke foran den gamle mand. Den unge mands sorte hår piskede rundt i ansigtet på ham, et par spidse ører stikkende ud mellem håret på hver side af hovedet, vendte sig fortvivlet rundt og greb tingen, den ældre mand kastede imod ham i farten, spurtede videre igennem skovens ugennemtrængelige underbund, mens han stoppede ind under sin skjorte og hørte så det værste der kunne ske. Et skrig.. Den ældre mands skrig, et skrig fyldt med smerte, han var åbenbart blevet fanget, kæmpede tydeligvis højlydt for at slippe fra sine fangevogtere også blev der stille. Tarkan stoppede op og så sig gispende tilbage i håb om at den gamle dukkede op. Det gjorde han ikke.  Han kunne i stedet høre hvordan forfølgerne forsatte deres eftersøgning af ham. Den unge Tarkan satte i løb igen, han følte sine lunger var ved at eksplodere, da han endelig så udmundingen af skoven. Han satte farten yderligere op og faldt gispende sammen, da han kom ud af det tætte skovbryn. Tarkan gispede stadig efter vejret, men han hørte grene bag ham knække, sprang han frem ad i sidste sek. og et sværd kløvede den tomme luft bag ham og ramte jorden med en høj, metallisk lyd. Han mærkede hvordan jordlaget gav efter under ham, så hen på den person, der tornede sig op bag ham: En sort ridder. Ikke nær så farlige som Den Sorte Hertug eller Den Mørke Herre, men langt stærkere end nogle troldmænd eller troldkvinder kunne nå at blive, før de lå i graven. Den sorte ridder så roligt ned på sit spinkle bytte, smilte hånligt til ham under halvhjelmen og trådte et skridt længere frem, sagde med sin dystre stemme: ”Kom med den, Tarkan, ellers mister din mester livet,” den unge troldmand så trodsigt tilbage og hvæste: ”tror du jeg er dum? Jeg ved min mester allerede er død. JEG VIL ALDRIG GIVE DEN TIL JER!! ALDRIG!”  Det sidste råbte han, inden han løb igen, men han nåede ikke langt.  En kløft spærrede vejen for ham. Tarkan så desperat ned i dybet af kløften under ham.  Den var for det første for bred til at springe over og for det andet var den for dyb til at man kunne overleve et styrt! Han vendte sig så roligt, han kunne rundt mod sin modstander, der stadig sendte ham et hånlige smil. Tarkan besluttede sig og tog et lille skridt frem ad og et til, men vendte sig pludselig rundt i halvt løb, kastede sig ned i kløften. Han skreg af rædsel mens han faldt igennem den tomme luft, men holdt op, da et kæmpe lysskær i bunden af kløften lyste op og som en hvirvelvind trak alt med sig i nærheden inklusiv ham med.  Lyset forsvandt og den sorte ridder stod foroven af kløften og så overrasket til, da lyset lukkede sig omkring den unge troldmand og slugte ham. Den sort ridderen mumlede roligt efter at have kommet sig over sin overraskelse: ”En portal, dette må jeg fortælle min herre,”  han tog sit sværd og stak det på plads i skeden, svang den sorte kappe om sig, mumlede lavmælt og forsvandt derefter i en mørk røgsky.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...