Den kvindelige soner fra Distrikt 2

”Temperence Esseo” læste hun op med et stort smil på læben. Jeg kiggede mig rundt for at få øje på staklen, indtil jeg fik øje på Mennelys yderst triste blik, og efter et par sekunder gik det op for mig, at det var mit navn, hun havde læst op. Jeg lod mig trække op af mændene, fuldstændig i chok.

Temperence Esseo er en femtenårig pige fra distrikt 2. Hendes forældre har aldrig regnet med, at hun ville blive trukket, og de finder, som ganske få forældre i distriktet, Spillet afskyeligt. Imidlertid melder ingen sig frivilligt, da ideen om Ambisonere ikke har nået at opstå så forfærdelig meget endnu. Temperence deltager i det 19. Dødsspil, og 6 år senere melder April sig frivilligt. Vi hører om dem begge.

14Likes
12Kommentarer
4905Visninger
AA

20. The Tribute from District 2 has won!

Hele mit kedelige liv passerede révy. Mine forældre, Lanny, mine venner og veninder. Det var forfærdeligt. Smerten i mit bryst, som formentlig ville holde op, når jeg døde. Det ville være vidunderligt. Dræb mig nu, dræb mig nu, dræb mig nu. Jeg ville bare dø. Bare lægge mig til at dø. Bare stige til vejrs og glemme alt om smerte og at have det dårligt, glemme alt om Lanny og min familie. Der var stille omkring mig. Jeg kunne svagt mærke nogen pille ved mig, men smerten overtog, og lod mig ligge der, i min helt egen bevidsthed. "Min skat.." hviskede min mor, der pludselig stod foran mig. Med lykkelige øjne aede hun mig på kinden, og jeg løftede hånden op for at røre hendes. Men der var intet, og så forsvandt hun i et glimt af sorg og lykke blandet. Så dukkede min far op, og ved hans side stod Lanny. De kyssede mig begge på kinden, hvorefter alle dem, jeg nogensinde havde kendt i mit liv, begyndte at dukke op. Lige foran mig dukkede pigen fra distrikt 9 op. Hun smilede sørgmodigt. "Du kunne ikke hjælpe mig, men at du prøvede, er jeg meget taknemmelig for. Jeg glæder mig til snart at se min familie heroppe" sagde hun og forsvandt med et puf. Det sørgmodige smil.. det var så smukt og samtidig så tragisk. Der var så hvidt heroppe. Pludselig dukkede Addam op ved siden af mig. "Godt klaret. Du skal forsikre min familie om, at jeg har det godt" sagde han, og de sidste ord døede kun langsomt hen, da han forsvandt lige efter sætningen. Pludselig forsvandt alle, og jeg var overladt til mig selv. Tårerne løb ned af min kind. Addam skulle ikke være dukket op.. lige når jeg var ved at glemme ham. Jeg satte mig i fosterstilling, imens tårerne strømmede ubehersket ned af mit ansigt, og jeg hulkede dybt. Tænk, at jeg skulle dø nu.. og så pludselig lukkede jeg øjnene. Da jeg åbnede øjnene, var der et stærkt hvidt lys i loftet, og jeg missede meget med øjnene, før jeg kunne se noget. Jeg lå i en hospitalsseng, og en læge stod bøjet ned over mig. "Er du vågen?" spurgte han kedsommeligt, og bare for at være sarkastisk valgte jeg at svare nej, hvorefter han rystede på hovedet. "Hvordan har du det?" spurgte han og noterede noget ned. "Fint. Lidt ondt i brystet" mumlede jeg. "Du har vundet Spillet. Tillykke" sagde lægen uden interesse og gik ud af døren. Unbelieveable! Jeg havde vundet Spillet! Men.. så havde jeg jo ikke holdt mit løfte! Pludselig kom jeg i tanke om, hvad pigen havde sagt i mit eget, lille, personlige Helvede, og jeg blev straks mere rolig. Men at jeg havde overlevet Spillet? Det var klart noget, der var værd at fejre!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...