Den kvindelige soner fra Distrikt 2

”Temperence Esseo” læste hun op med et stort smil på læben. Jeg kiggede mig rundt for at få øje på staklen, indtil jeg fik øje på Mennelys yderst triste blik, og efter et par sekunder gik det op for mig, at det var mit navn, hun havde læst op. Jeg lod mig trække op af mændene, fuldstændig i chok.

Temperence Esseo er en femtenårig pige fra distrikt 2. Hendes forældre har aldrig regnet med, at hun ville blive trukket, og de finder, som ganske få forældre i distriktet, Spillet afskyeligt. Imidlertid melder ingen sig frivilligt, da ideen om Ambisonere ikke har nået at opstå så forfærdelig meget endnu. Temperence deltager i det 19. Dødsspil, og 6 år senere melder April sig frivilligt. Vi hører om dem begge.

14Likes
12Kommentarer
4892Visninger
AA

13. Spillet

Det var rædselsfuldt. Aldeles rædselsfuldt. Aerofartøjet førte mig længere og længere hen mod min død, og jeg kunne intet gøre. Jeg stod bare der. Ved siden af Addam. Da vi blev sænket ned, havde jeg gåsehud. Jeg havde tres sekunder til at regne en plan ud. Der. Der lå en rygsæk et par meter fra mig. Den så ud til at være stopfyldt. Jeg skulle bare løbe over, snuppe den, og så løbe. Mod skoven. Der var en skov. Vi var omgivet af skov. Træer, træer, og atter træer. Nationalsangen spillede, mens jeg forberedte mig på den sikre død. Pludselig var de tres sekunder gået. Jeg styrtede over, snuppede rygsækken – og et par knive, der lå en meter derfra. Tre af de fire knive stak jeg i lommen, mens jeg holdt den anden i hånden, i tilfælde af at nogen skulle følge efter mig. Så hurtigt som jeg kunne løb jeg over mod skoven, og ingen så ud til at følge efter mig. Hele tiden kiggede jeg mig bag skulderen, men der var stadig ingen. Rygsækken svingede i min hånd; den var tung, og der måtte da være mindst et par forsyninger i den. Lidt mad, måske kunne man håbe på en sovepose, men vand ville nok være for meget at bede om. Mine ben bar mig af sted, imens jeg stykkede en plan sammen i hovedet. Det var ikke så vellykket, og jeg endte med bare at sige, at jeg ville dræbe hvis nødvendigt, og ellers ikke. Da jeg kom forbi en stor sø, standsede jeg og kiggede mig omkring. Der var et kæmpestort træ, og de øverste grene kunne man kun lige akkurat skimte på grund af bladbevoksningen. Jeg kravlede op i træet så hurtigt jeg kunne, hvilket ikke var svært, for grenene var placeret meget strategisk, og da jeg kom op til det øverste, satte jeg mig på en gren, tørrede sveden af og gik i gang med at føle på grenene. Kunne de bære min vægt? Var de brede nok? Mit blik faldt på en stor gren. Meget tyk, men samtidig flad på oversiden. Ligeså stor som tre af min bredde, og mindst dobbelt så lang som jeg. Jeg følte på den og satte mig til sidst. Den knagede ikke det mindste, og den bøjede heller ikke. Perfekt udtænkt af Capitol! Jeg placerede rygsækken ved siden af mig. Heldigvis var grenen fuldstændig dækket af blade, så man ikke kunne se jorden, og dem nede på jorden kunne formentlig heller ikke se mig. Jeg begyndte at pakke ud. Der lå en pakke kiks – perfekt efter min to timer lange løbetur gennem skoven. Der var også en fyldt flaske vand, der kunne indeholde cirka en liter, og jeg drak med store slurke. Tømte cirka halvdelen af flasken. Min hals var ikke tør mere, og jeg havde velbehag i kroppen. Den rygsæk havde ikke været så gal alligevel. Jeg kiggede igen og fandt et tykt tæppe. Så var rygsækken tom. Mere havde Capitol ikke ofret på mig. Dog skulle de andre lommer også lige tjekkes, og minsandten om der ikke lå en forbindingsrulle i den sidste. Så var der heller ikke mere. Jeg lagde rygsækken på en lidt tyndere gren ved siden af, som jeg også satte mig på, da jeg gik i gang med at dække min egen grens overflade med blade, så den ville være blød at ligge på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...