Den kvindelige soner fra Distrikt 2

”Temperence Esseo” læste hun op med et stort smil på læben. Jeg kiggede mig rundt for at få øje på staklen, indtil jeg fik øje på Mennelys yderst triste blik, og efter et par sekunder gik det op for mig, at det var mit navn, hun havde læst op. Jeg lod mig trække op af mændene, fuldstændig i chok.

Temperence Esseo er en femtenårig pige fra distrikt 2. Hendes forældre har aldrig regnet med, at hun ville blive trukket, og de finder, som ganske få forældre i distriktet, Spillet afskyeligt. Imidlertid melder ingen sig frivilligt, da ideen om Ambisonere ikke har nået at opstå så forfærdelig meget endnu. Temperence deltager i det 19. Dødsspil, og 6 år senere melder April sig frivilligt. Vi hører om dem begge.

14Likes
12Kommentarer
4927Visninger
AA

8. Paraden

Det var nærmest et rent mareridt. Jeg havde aldrig kunnet lide store forsamlinger, og nu hvor jeg skulle ud i en karet og blive vist frem, havde jeg det endnu værre. Vores distrikt var nok det mindst spændende. Jeg var en hammer, Addam en sten. Jeg kom nærmest til at grine af at han så så kedelig ud. Alligevel var det ret skræmmende. Jeg sad som forstenet. Vi havde endnu ikke mødt vores mentor; han skulle åbenbart vente til efter paraden. Jeg hadede ham næsten allerede. Morder, det var hvad han var. Men han havde været så rolig til udtrækningen, rolig og trøstende. Han kunne umuligt være så ond endda.  Jeg tog tilbage til virkeligheden og kiggede med et stift smil udover forsamlingen, der hujede. Vi sad i karet nummer 2, og jeg kunne se, at Addam var så sikker på at vinde, at han smilede oprigtigt. Drengen foran os – fra distrikt 1 – vinkede ligefrem, og pigerne hujede af ham. Han måtte se ret godt ud. Arrogante typer. Jeg havde intet tilovers for sådanne mennesker. Bare de ikke kom i nærheden af mig, så holdt jeg mig fra dem. Igen vendte jeg mig ud mod mængden. ”Gør et eller andet. Få opmærksomhed. Det er lig med sponsorer.” hviskede Addam i mit øre. Jeg takkede ham i stilhed for rådet og begyndte at smile mere ægte, vinkede til dem, drejede hovedet i forskellige retninger. Addam og mig fik formentlig ikke brug for nærkontakt med hinanden i spillet. Jeg ville nok blive dræbt ved Overflødighedshornet, og Addam sidst i spillet. Endnu en gang tog jeg en dyb indånding og forsvandt ud fra min muntre tankegang, hvorefter jeg begyndte på facaden igen. Smile, vinke, smile, vinke. En endeløs række af falske budskaber, der kun var til for at holde mig i live et kort stykke tid. Et kort stykke tid var bedre end at blive dræbt med det samme. Pludselig vældede en ny beslutsomhed op i mig. Jeg skulle vinde det spil. Jeg skulle dræbe, selvom jeg altid havde afskyet det før. Jeg skulle finde en måde at overleve, og ellers ville jeg være morder på mange andre måder, for mine forældre ville formentlig gøre selvmord, hvis deres datter døde. I øjeblikket sad de nok klistret til skærmen, og ved mindet om mine forældre kom jeg uvilkårligt til at smile et helt ægte smil og blive mere entusiastisk i min vinken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...