Den kvindelige soner fra Distrikt 2

”Temperence Esseo” læste hun op med et stort smil på læben. Jeg kiggede mig rundt for at få øje på staklen, indtil jeg fik øje på Mennelys yderst triste blik, og efter et par sekunder gik det op for mig, at det var mit navn, hun havde læst op. Jeg lod mig trække op af mændene, fuldstændig i chok.

Temperence Esseo er en femtenårig pige fra distrikt 2. Hendes forældre har aldrig regnet med, at hun ville blive trukket, og de finder, som ganske få forældre i distriktet, Spillet afskyeligt. Imidlertid melder ingen sig frivilligt, da ideen om Ambisonere ikke har nået at opstå så forfærdelig meget endnu. Temperence deltager i det 19. Dødsspil, og 6 år senere melder April sig frivilligt. Vi hører om dem begge.

14Likes
12Kommentarer
4905Visninger
AA

21. Hjemme igen

"Min skat.. min skat, jeg er så stolt af dig!" var de første ord, min mor kom med, da hun gav mig et knus. Jeg var lige kommet ind med Capitoltoget og turen havde kun taget ganske få timer. Jeg sukkede. Hvorfor kunne jeg ikke holde nogen løfter? Kun et løfte havde jeg holdt, og det var løftet om at vinde. Ikke engang det om at redde Merlane eller hende pigen fra 9 havde jeg holdt. Men det var egentlig lidt Merlanes egen skyld. Hun var selv hoppet derned. Havde jeg blot været lidt klogere og regnet ud, at slangerne kun ville have en af os, kunne det være, at Merlane havde vundet. Hun var trods alt listig og hun kunne med lethed håndtere et våben - det havde jeg set, da hun ordnede Addam. Jeg vendte tilbage til virkeligheden og hele min familie samt mine venner, der stod og krammede mig. "Jeg er bare så glad for, du ikke døde!" sagde Mariam og smilede stort. "Og hold da op, hvor var det modigt af dig sådan bare at give dit liv væk hele to gange. Jeg var virkelig bange, for du plejer at gøre alvor af det, du siger, Temp." hviskede min far og kyssede mig på kinden. Jeg kom pludselig i tanke om Addams sidste ord til mig. "Jeg må finde Addams familie.." mumlede jeg og møvede mig ud af den lykønsknende mængde og hen til Addams hus. Lanny fulgte stille efter mig. Jeg kunne høre en hulken, formentlig Addams mor. Jeg tog en dyb indånding og bankede på. "Hvad er der?" hvæsede Addams søster, April, på seks år. Hun hadede mig åbenbart; jeg havde mange gange set de to gå ned af gaden sammen. De havde nok haft et tæt forhold. Aprils ansigt var rødt og opsvulmet af tårer. "Jeg ville bare sige, at.. det var ikke min mening at Addam skulle dø. Jeg er sikker på, han har det godt, hvor han end er nu" hviskede jeg. April begyndte at græde igen, og jeg løftede hende op i min favn. Hun hulkede dybt og ukontrolleret. "Det.. var.. også.. hende.. den idiotiske.. lille pige.. fra 11" hulkede April. Jeg trøstede hende, og kunne mærke Lanny, der strøg hende over håret. Han havde ikke sagt noget til mig overhovedet, men han bare givet mig sin hengivenhed. Jeg elskede jo for fanden knægten. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...