Den kvindelige soner fra Distrikt 2

”Temperence Esseo” læste hun op med et stort smil på læben. Jeg kiggede mig rundt for at få øje på staklen, indtil jeg fik øje på Mennelys yderst triste blik, og efter et par sekunder gik det op for mig, at det var mit navn, hun havde læst op. Jeg lod mig trække op af mændene, fuldstændig i chok.

Temperence Esseo er en femtenårig pige fra distrikt 2. Hendes forældre har aldrig regnet med, at hun ville blive trukket, og de finder, som ganske få forældre i distriktet, Spillet afskyeligt. Imidlertid melder ingen sig frivilligt, da ideen om Ambisonere ikke har nået at opstå så forfærdelig meget endnu. Temperence deltager i det 19. Dødsspil, og 6 år senere melder April sig frivilligt. Vi hører om dem begge.

14Likes
12Kommentarer
4908Visninger
AA

14. Allieret

Da jeg havde ligget og hvilet lidt oppe på grenen, gik det op for mig, at jeg måtte skaffe mad. Jeg havde kun mine knive, men til gengæld var jeg også en mester med kasteknive. Jeg kravlede forsigtigt ned af træet og landede med et bump på jorden. Der var ingen i nærheden – men jeg kunne høre en trække vejret i krattet. Var det mon et dyr? Jeg gik langsomt hen imod det, og så farede en lille, spinkel pige ud. Merlane! Jeg kunne da ikke dræbe hende, og hun løb bare hen og kastede sig op på ryggen af mig, mens hun forsøgte at kværke mig, hvilket ikke gik så godt. Jeg lænede mig lidt bagover, og hun kunne ikke kværke mig og holde balancen på samme tid. Jeg forestillede mig publikums latter over min ligegyldighed. ”Er der andre?” spurgte jeg henkastet. Det kunne være, hun havde våben gemt, så jeg holdt kniven fremme. ”Nej.” Merlane stirrede på mig. Hun var lav, omkring de 1.40 centimeter. Spinkel, men med stærke overarme. Jeg fik ondt af hende. ”Fulgte du efter mig?” spurgte jeg og hun nikkede. ”Jeg kravlede op i et træ og forfulgte dig fra trætoppene.” sagde hun, og hun holdt stadig blikket fast på min kniv. Det var imponerende, at hun kunne bevæge sig så stille. ”Har du nogen erfaring med noget her i skoven?” spurgte jeg hende, og hun nikkede og smilede bredt. ”Vil du alliere dig? Jeg har ingen våben, og jeg er sårbar overfor ambisonerne.” hviskede hun ængsteligt og kiggede på mig med sine mandelformede, brune øjne. Jeg nikkede kort. En lille spinkel pige uden våben ville ikke myrde mig, mens jeg sov. ”Hvad havde du erfaring med?” spurgte jeg og betragtede hendes ansigtstræk. De var grove, men stadig feminine. ”Jeg er vokset op i Distrikt 7.” sagde hun, som om det gav svar på alt. Jeg havde kun fået at vide, at Distrikt 7 specialiserede sig i træ. Hun hoppede ned for at give mig himmelvendte øjne. ”Jeg har hugget træ siden jeg kunne gå. Jeg er vokset op i en skov. Kender alt til skove” sagde hun henkastet og stillede sig ved siden af mig. Pludselig lagde hun en hånd foran min mund. En beskidt hånd, der lugtede af forskellige slags træ, jeg ikke lige kunne sætte en finger på. ”Der kommer et dyr.” hviskede hun meget lavt og bad mig om at gå hen i busken. Hun snuppede kniven ud af min hånd, og så stille som en mus gik hun over mod søen. Jeg kunne høre kniven suse gennem luften, hvorefter jeg hørte et kort piv fra et dyr, jeg ikke genkendte. Men nu kendte jeg jo ikke så meget til skoven; faktisk var dette første gang, jeg var ude i en. Merlane kom tilbage, bærende på den bloddryppende kniv og et rødpelset dyr, der i mistænkelig høj grad lignede en miniudgave af en ræv. ”En rødsæk.” sagde hun forklarende, og lagde dyret på en stor, ren og flad sten. Hurtigt flænsede hun det, mens jeg kiggede væk. Hun sorterede de giftige dele af indholdet fra med sikre hænder, men lod hjertet og hjernen blive sammen med kødet. Tydeligvis havde hun ingen tiltro til mit ikke-eksisterende kendskab til skoven, for hun begyndte selv at samle sammen til at lave et bål. Hun tændte ild med to pinde og lod det brænde et par minutter, hvorefter hun slukkede selve ilden og lod de glødende kul tilbage. ”Bare så røgen ikke bliver for kraftig og informerer de andre om, hvor vi er.” sagde hun kort og udtryksløst, hvorefter hun begyndte at stege kødet. Jeg nænnede ikke at se på, hvad hun gjorde med hjertet, men hjernen blev også stegt, for det var åbenbart en delikattese. Jeg smagte på min halvdel, fik så appetit og spiste ivrigt videre. Jeg havde valgt mig en god allieret, selvom en af os skulle dø; vi kunne ikke begge vinde. Jeg lod min muntre tankegang gå om bagved i hjernen, og spiste videre, som om det var mit sidste måltid, hvilket det måske også var. Jeg smilede varmt til hende og sagde tak for det gode måltid. Hun smilede bare tilbage. Jeg viste hende min soveplads, og hun klappede mig imponeret på ryggen. Merlane tog den spinklere gren lige ved siden af og dækkede den med blade, hvorefter søvnen overtog os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...