Den kvindelige soner fra Distrikt 2

”Temperence Esseo” læste hun op med et stort smil på læben. Jeg kiggede mig rundt for at få øje på staklen, indtil jeg fik øje på Mennelys yderst triste blik, og efter et par sekunder gik det op for mig, at det var mit navn, hun havde læst op. Jeg lod mig trække op af mændene, fuldstændig i chok. Temperence Esseo er en femtenårig pige fra distrikt 2. Hendes forældre har aldrig regnet med, at hun ville blive trukket, og de finder, som ganske få forældre i distriktet, Spillet afskyeligt. Imidlertid melder ingen sig frivilligt, da ideen om Ambisonere ikke har nået at opstå så forfærdelig meget endnu. Temperence deltager i det 19. Dødsspil, og 6 år senere melder April sig frivilligt. Vi hører om dem begge.

14Likes
12Kommentarer
4452Visninger
AA

1. Kjolen

Jeg vågnede sent. Min tjenerinde, Mariam, var ikke kommet for at vække mig. Selvfølgelig. I dag var jo høstfesten, og alle sov længe. Selv i distrikt 12, havde jeg hørt. Min mormor havde fortalt mig, at de havde det forfærdeligt deroppe. Hendes bror havde valgt at flytte fra det sikre, rige distrikt 2 til distrikt 12 – for kærlighedens skyld. Hans kone, Teyari, og han havde fået tre børn deroppe. Jeg kunne ikke huske, hvad de hed. Den yngste skulle kun være lidt ældre end mig – 17 år. Måske blev han trukket til Spillet. Ja, jeg gjorde formentlig ikke. Jeg havde kun et lod, og de havde alle andre i distrikt 2 også. Vi behøvede ikke de der madpakker, tror jeg de hed. Man kunne få en, hvis man fik skrevet et ekstra lod med sit navn. Jeg gøs. At blive trukket til Spillet? Selv om det formentlig aldrig skete for mig, gøs jeg ved tanken. Jeg ville aldrig være morder, og jeg hadede dem så inderligt for at have fundet på Spillet. Sidste år vandt en fra distrikt 2. En pige på kun tretten. Modige tøs. Historierne gik; hun havde taget livet af sig selv to måneder efter. Hendes forældre sagde, at hun ikke kunne leve med at være morder. Trist. Hvilken kjole skulle jeg vælge? Her i distrikt 2 gik man med blå og grønne kjoler til daglig, så det skulle være en anden farve. Måske hvid? Eller rød? ”Frøken? Deres mor har bedt mig overrække Dem denne kjole.” sagde Mariam, da hun gik ind af den fint udsmykkede døråbning. ”Den skulle have ventet, til De blev seksten.” bekendtgjorde Mariam og viste mig en smukt detaljeret, rød kjole. Den gik til anklerne og havde et lille slæb efter sig. Kavalergangen blev fremhævet med ægte diamanter, og ved hofterne sad der en række små, blå perler. Jeg gispede næsten. Dens skønhed overgik alt, der nogensinde havde siddet på min krop. Jeg smilede til Mariam. Hun var trods alt min bedste veninde; som datter af husholdersken var vi vokset op sammen, og mine forældre havde ikke sagt noget til, at vi legede sammen; så længe, Mariam var hvid, gjorde det intet. De tillod derimod ikke sorte at betræde deres hjem. Racistiske, var de. Men søde nok. Idet jeg trak kjolen over hovedet, fandt Mariam et par røde sko, der passede til kjolen. Det var stiletter; nogle meget fine af slagsen, med en høj hæl og med smukke, glitrende sten på siden. Selvfølgelig var jeg vant til at gå i høje hæle, men ikke så høje, og jeg snublede hurtigt. Mariam grinede sammen med mig og trak mig op. ”Måske skulle De øve Dem lidt.” sagde hun og smilede. Jeg smilede tilbage og nikkede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...