De Tomme Øjne

Til sin 10 års fødselsdag får Laura Fields en dukke. Men der er noget meget mystisk over denne her dukke... - Er brugt som gyserstil i skolen.

8Likes
32Kommentarer
1661Visninger

1. De Tomme Øjne

Laura satte sig skrigende op. ”DE KOMMER EFTER MIG!!” Karen sukkede. Hun skulle for tredje gang hen til den gamle Laura Fields. Karen rejste sig tungt op. Hun kiggede på digitalt uret. Klokken var 3 om natten. Hun gik ned ad den lange gang og ind i et rum, hvor der på døren stod nummer 13. Karen åbnede langsomt døren, der knirkende gik op. ”Mrs. Fields?” Spurgte hun ud i mørket. Pludselig stod der en rynket gammel dame foran hende. Karen skulle til at skrige, et skrig som ville have vækket resten af sindssygehospitalet, men nåede at stoppe sig selv. ”Er du okay Mrs. Fields?” Den gamle dame kiggede undersøgende på hende. ”Okay? Hvorfor skulle jeg ikke være okay, min kære?” Lauras stemme var gammel og rusten, og dem der ikke havde snakket med Laura før, ville have haft svært ved at forstå hvad den 73 årige gamle dame sagde. Men Karen havde arbejdet på London Sindssygehospital i snart 15 år og havde vænnet sig til hendes gamle stemme. ”Mrs. Fields, du havde marridt igen? Ikke sandt?” Karen prøvede at få øjenkontakt med den gamle dames blå øjne, men hun syntes pludselig at et hul i hendes trøje var meget interessant. ”Mrs. Fields?” ”Og hvad hvis jeg havde!?” Laura kiggede op og så udfordrende på hende. Som et lille barn der prøvede at være på tværs. Selv måden hun stod på fik hende til at ligne et barn. ”Så syntes jeg du skulle prøve og få snakket om det med en psykolog, så marridtet måske forsvinder?” Lauras mund trak sig sammen til et hånende smil. ”Årh! Det forsvinder aldrig!” ”Men det ville måsk…” ”ALDRIG!” Lauras stemme blev skinger. ”Vi kunne prøve at ringe til en meget sød psykolog. Det ville måske hjælpe?” ”Jeg ville ikke snakke med nogen jeg ikke kender!” Igen lød Laura som et lille utilfreds barn der ville have sin vilje. ”Vi to kunne også bare snakke?” Karen så på Laura som stod og overvejede hendes forslag. ”Hvis det da er så vigtigt for dig, så okay da!” Karen smilede og de gik begge over til et lille kaffebord, hvor der stod to lænestole de satte sig i. ”Jeg er tørstig!” Sagde Laura. ”Hvad vil du have?” Karen måtte være forsigtig med at sige hende imod, hvis hun ville have noget ud af hende. ”En kop kaffe!” Karen tøvede. ’En kop kaffe? Var det nu godt at give hende noget med koffein i?’ Laura begyndte at blive utålmodig. ”Kom nu!” ’Koffeinfri! Selvfølgelig!’ Karen gik ud i køkkenet og satte den koffeinfri kaffe over. Da kaffen var færdig, kom hun ind i til Laura igen og gav hende kaffekoppen. De sad begge og drak lidt af kaffen. Til sidst satte Laura kaffekoppen fra sig og begyndte:

 

 

”Familien Fields var en meget velhavende familie. Vi boede i en stor villa inde i midten af London. Da jeg var barn havde jeg smukke gyldne lokker, og smukke isblå øjne. Jeg havde altid smukke kjoler på og sløjfer i mine lokker der passede til kjolen. Alle damerne der kom hjem til min mor og fik te og småkager sagde altid, at jeg var det perfekte barn og de ville ønske de havde sådan en smuk datter. Min mor var så stolt og sad bare smilende og sagde tak. I folkeskolen, ville alle pigerne være mine veninder og alle drengene mine kærester. Alle prøvede at fedte sig ind på mig – og alle mine penge. Hver gang mine veninder kom hjem til mig og så mit værelse, stod de med åben og julelys i øjnene, og så på alle mine bamser, snurretoppe, dukker og mine smukke kjoler. Men bag alle komplimenterne og de flotte ord, vidste jeg at de var blå og gule af misundelse. De hadede mig over mine flotte kjoler, mine gyldne lokker og over mine ting. Jeg vidste at hvis jeg mistede alle mine ting og penge, ville de vende mig ryggen. Ingen kunne lide mig rigtigt, vidste jeg, indtil den dag jeg fik Annabel.”

 

”Annabel? Hvem er Annabel?” Karen brød ind. Hun havde mange spørgsmål, hun MÅTTE få svar på. ”Shhh! Det kommer min kære!” Laura smilede overbærende. Karen havde stadig masser af spørgsmål, men hun var for nysgerrig. Hun måtte vide der skete i historien. Så hun lukkede munden og lyttede, mens Laura fortsatte historien:

 

 

”Det var morgenen d. 13. maj 1948. Det var min fødselsdag. Min far, mor og tjenestepige kom – som sædvanlig – og vækkede mig med fødselsdagssang. ”Tillykke med de 10 år!” Råbte de alle sammen. Jeg satte mig op og smilede glad. De havde allerede taget en gave med, jeg kunne åbne i sengen. Jeg flåede det flotte papir af og inde i gaven var der den flotteste grønne kjole. – Ser du, grøn er nemlig min ynglings farve. Da vi kom ned i køkkenet var der mange flere gaver. Jeg begyndte straks at åbne alle gaverne. Jeg fik mange henrivende ting! Mine fingre var meget ømme da jeg nåede til den sidste gave. Jeg åbnede den, men der var ingenting i? Jeg kiggede op og så forurettet på mine forældre. ”Hvad skal dette forestille!?” Spurgte jeg arrigt. ”Jo ser du. Du skal selv med ned i en butik og vælge din gave.”  Mit ansigt lyste op igen. Et smil jeg aldrig ville have smilet, hvis jeg havde vist hvad der ville ske. Da vi havde spist morgenmaden, tog jeg min nye grønne kjole på og gjorde mig klar til at vi skulle ned i den stadig ukendte butik. Da vi var på vej ud af døren, gav min mor mig et grønt tørklæde for øjnene så jeg ikke kunne se hvor vi skulle hen. ”Jeg kan intet se!” Sagde jeg surmulende. ”Bare rolig jeg har dig i hånden hele vejen derhen!” Forsikrede min mor mig. Og hun holdte sit løfte. Hun førte mig gennem gaderne uden at jeg stødte ind i noget eller nogen. ”Pas på der er et trin, Laura!” Jeg følte mig frem med spidsen af mine laksko. Der! Langsomt og forsigtigt gik jeg op ad trinet. Jeg hørte min mor skubbe døren op og en fin, lille klokke ringede et sted over mit hoved. ”Så Laura! Så er vi her.” Min mor tog det grønne tørklæde af. Lyset skar i mine øjne. Jeg blinkede for at få det til at gå væk. Og lidt efter lidt begyndte jeg at kunne se butikken, min mor havde ført mig ind i. Rundt omkring på hylder og skabe sad der små menneskelignende dukker. Alle sad med hver deres søde smil og kæmpe kjoler. Der var tusindvis af forskellige farver, alle flot pyntet med smukke roser, elegante broderier og yndigt tyl. Deres øjne var glasagtige og stirrede tomt ud i luften. Deres porcelænshud var hvid, som nyfalden sne. De var så menneskelige, at man skulle tro de var levende. Det løb mig koldt ned ad ryggen når jeg så på dem. Jeg vendte ryggen til dukkerne og så nu på min mor og på en gammel dame, jeg ikke kendte. ”Åhh! Og De må være fødselsdagsbarnet formoder jeg?” Den gamle dame kiggede på mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. ”Un..Un..Undskyld kender vi hinanden?” Stammede jeg frem. ”Åhh! Ja selvfølgelig, jeg har jo helt glemt at præsentere mig. Mit navn er Mrs. Dollnora.” Mrs. Dollnora bukkede ærbødigt. Jeg skævede hen til min mor og håbede hun kunne læse mine tanker. ’Hvad laver jeg her!?’ ”Jeg kan forstå at De i fødselsdagsgave har fået lov til at vælge en dukke, her fra min butik. Ikke sandt?” Jeg nikkede svagt. Jeg følte stadig underlig en kulde hver gang jeg så på en af dukkerne. Selvom det bare var glasøjne, føltes det som om at deres øjne fulgte hver eneste af mine bevægelser. Ja det var nærmest som om jeg kunne høre en stemme hviske ”Tag mig! Tag mig!!” Jeg løb hen til min mor og gemte mig bag hende. ”Jaa, vi har jo mange forskellige dukker her i ’Dollnora’s Dukker’! Vi har fantastiske blondediner, mystiske sorthåret, smukke brunetter og søde rødhårede. Så hvad vil du ha’?” Jeg kiggede på alle dukkerne og overvejede hvilken en jeg ville have. ’En rødhårede? Nej jeg havde aldrig brudt mig om rødt hår. En sorthåret? Nej det ville blive for dystert. En brunette? Nej de var bare grimme. Hvad så med en blondine?? Mmm.. Det kunne være en idé?’ Jeg kiggede rundt på de lyshårede dukker. DER! Henne i et hjørne sad en dukke. Den sad alene med den smukkeste lyserøde kjole. Med de mest fantastiske blonder. Hun havde et lille fint hjerteformet hoved, hvor lange lyse lokker sprang ud og løb ned til hendes skuldre. Hendes hvide hud fremhævede hendes perfektformet røde læber. På hendes hoved sad en lille hat, pyntet med en stor rød rose. I hendes hånd holdte hun en lyserød paraply. Jeg gik forsigtigt hen til hende. Løftede hende op og kiggede direkte ind i et par himmelblå øjne. ’Se!’ Sagde jeg til mig selv. ’Der er da ingen grund til at få kuldegysninger over nogle søde små dukker.’ Jeg smilede til den smukke dukke. Jeg kiggede dybt ind i dukkens øjne. Hendes blå øjne var underligt hypnotiserende.. Jeg begyndte og føle mig døsig.. Så blåt.. ”Laura? Laura!?” En stemme talte til mig og jeg løsrev øjnene fra dukken og kiggede op på min mor, der stod og ruskede i mig. ”Hvad laver du?” Jeg vendte mig om og viste hende dukken. ”Ej. Den er godt nok fin!” ”Årh ja! Selvfølgelig, skal det da være Annabel!” Sagde Mrs. Dollnora. ’Annabel? Det må være dukken hun mener.’ Jeg kiggede på hende. ’Selvfølgelig! Hun kunne ikke hedde andet end Annabel!’ Min mor gik op til kassen og betalte for dukken. Da Mrs. Dollnora spurgte om jeg ville have en pose til at putte Annabel i, men jeg krammede blot Annabel endnu mere ind til mig. Vi gik ud af ’Dollnora’s Dukker’ og ned ad gaden. Da kom en af mine såkaldte veninder gående hen imod os. ”Hej Laura! Tillykke med fødselsdagen. Hvad er det du har der? Årh! En ny dukke! Ej hvor er den fin. Må jeg se den?” Det var Susan. Men jeg havde ikke øje for andet end Annabel. Susan gik et skridt hen imod mig og rakte hånden frem for at røre ved Annabels hår. Jeg vendte mig væk med et hvæs. Hun skulle ikke røre min Annabel! Susan så forskrækket på mig og skyndte sig at rykke sig væk fra mig. ”Laura! Hvad går der af dig!!” Råbte min mor. ”Kan du så sige undskyld til Susan!” Min mor så rasende på mig. ”Jeg vil hjem!” Snerrede jeg. ”Jeg undskylder meget på min datters vegne, hun har det ikke så godt.” Susan kiggede forundret på mig og min mor der hurtigt maserede videre.”

 

Laura tog kaffekoppen og drak stille af den. ”Hvad gik der dog af Dem Mrs. Fields?” Karen kiggede undrende på Laura. ”Et barn der ville have sit legetøj i fred. Børn er så sentimentale ” Karen prøvede at forstå meningen i hvad den gamle dame havde ment. Men opgav og tog kaffekoppen op og drak. Da hun var færdig stilede hun kaffekoppen på bordet. ”Hvad skete der så Mrs. Fields?” Spurgte Karen. ”Jo nu skal du bare høre:"

 

 

”Da jeg kom hjem, skældte min mor mig ud og min far slog mig hårdt i numsen med et spanskrør. Efter mange hårde slag, gik jeg op på mit værelse. Jeg holdte Annabel tæt indtil mig. Jeg fandt en lille børste og begyndte at børste Annabels smukke lyse hår. Jeg stirrede ud i luften med tomme øjne, mens de sidste tårer løb ned over mine kinder. Da hendes hår var helt uden knuder og fint og glat, begyndte jeg at lege med hende. Vi var begge til te-selskab og jeg havde taget min flotteste kjole på. Jeg havde også listet mig ind i min mors sminkepung og puttet knaldrød læbestift på. Jeg var dog ikke så god til at ramme læberne, så der kom også lidt på kinderne. Jeg satte mit hår op i en flot hestehale. Efter, det der føltes som, et par minutter bankede det på døren. Det var min mor. ”Laura, der er snart gået to timer, hvad lav.. LAURA! Hvordan er det dog du ser ud? Prøv nu og se! Dine gæster kommer jo om lidt! Ej altså! Vi må have redt dit hår ud, det ligner jo en høstak. Har du været inde i min sminkepung!? Det må vi også have vasket af!” Min mor tog hårdt fat i min arm, så jeg ikke nåede at få Annabel med mig. Inden jeg nåede ud af døren, skiftede Annabels ansigtsudtryk. Hun så rasende ud. Jeg rystede på hovedet. Det måtte være noget jeg havde forestillet mig! Da gæsterne var kommet fløj tiden af sted. Vi fik boller med smør og til sidst lagkage med lys. Indtil en af mine mors venner spurgte om hun måtte se mit værelse, for hun havde aldrig været andre steder end i stuen. Jeg førte stolt alle gæsterne ind på mit værelse. Alle stod og kiggede og sagde ”naaj!” og ”åhh!”, men jeg stod bare lamslået og kigget der hvor jeg havde efterladt Annabel. Hun havde jo siddet lige der! Hun havde jo selv set det! Bordet de havde drukket te ved stod helt urørt. Hvad var der sket med Annabel!? ”Neej! Sikke en fin dukke! Har du fået den i fødselsdagsgave?” Jeg maste mig igennem mængden af gæster, og der på min seng, der sad min elskede dukke Annabel. Håret sad lidt uredt som om nogen havde flyttet rundt på hende men ellers stadig helt som jeg havde forladt hende. Med glasøjne og snehvidhud. Jeg tog hende op og krammede hende ind til mig. Endeligt følte jeg at der var en der virkelig kunne lide mig. Hun ville aldrig vende mig ryggen, hvis jeg mistede alle mine ting og penge, som mine andre venner ville have gjort. Hun vil altid være dig for mig og aldrig gøre mig fortræd. Jeg satte hende forsigtigt på sengen igen og gik ud med gæsterne. Mens jeg stod med foden på dørkarmen, hørte jeg en spinkel lys stemme ”leg med mig! Leg med mig!” Jeg vendte mig om med et ryk, men så kun Annabel sidde smilende på sengen. Og hun kunne jo ikke snakke? Jeg trak på skulderen og tænkte det måtte være min fantasi der spillede mig et puds. Jeg gik ud til mine gæster igen, men jeg tænkte stadig på den lille spinkle stemme i mit værelse. Det var sent om natten, da jeg hørte noget pusle ved mit ansigt. Jeg åbnede øjnene og så direkte ind i et par smukke himmelblå øjne. ”Annabel, hvad laver du her? Hvem har sat dig herop?” Sagde jeg søvnigt. ”Jeg har da selv kravlet herop!” Det var den spinkle stemme, jeg havde hørt inde fra værelset! Jeg satte mig op og så direkte ned på min lille elskede dukke, der altid smilede og var glad. Men den dukke kunne jeg ikke genkende mere. Her stod en lille dukke, med et ondskabsfuldt smil og et hadefuldt udtryk i de ellers så smukke øjne. ”Annabel! Hvad er der sket? Du kan snakke og bevæger dig og..og..og..” ”Og..og..og! Sig dog noget andet dit fjols!” Annabel så hånende på mig. ”Annabel! Hvorfor kan du pludselig snakke??” Jeg så bange på hende. Den måde hun stod og så på mig, den måde hun snakkede på. Det virkede så forkert på sådan en smuk dukke som hende. ”Jeg har da altid kunne snakke din tåbe!” Annabel hoppede op og hang sig i mit hår. ”Av! Annabel, hvorfor gør du dette?” Annabel hoppede ned igen, og lod som om hun tænkte selvom hun allerede havde svaret. ”Mmm. Lad mig se. Du EFTERLOD MIG! Du lod mig blive siddende her på gulvet helt alene, mens du bare gik ned og hyggede dig, med alle de andre dumme mennesker! Jeg troede vi skulle være sammen for evigt. At du ville have mig med dig overalt og aldrig glemme mig! At vi skulle holde te-selskab sammen.” ”Jamen det kan vi jo også sagtens!” Små tårer faldt ned fra Annabels kinder. Men hun tørrede dem hurtigt væk. ”Nej! For jeg er kommet mig over dig! Jeg har nærmest glemt dig! Men du skal straffes for at have glemt mig, hele TO gange!” Annabel tog sin paraply og trykkede den op. Og ud kom en lang kniv. ”Annabell! Neeeeeeeeeeej!!!!!!!!” Jeg lukkede øjnene og jeg skreg af mine lungers fulde kraft. Lyset blev tændt i gangen og ind kom min mor. ”Hvad skriger du sådan op for?” ”Duk..duk..ke..ke! Tale. Kniv. Paraply. LEVENDE!” Min mor så bekymret på mig. ”Hvad snakker du om? Dukker er ikke levende! Se selv?” Mor tog Annabel op og jeg kiggede forundret på hende. Hun sad med kolde glasøjne og smilede glad. Paraplyen havde hun ned langs siden og viste ingen tegn på en kniv. ”Tror du ikke bare det var et mareridt?” ”Duk..duk..ke..ke! Tale. Kniv. Paraply. LEVENDE!” Sådan gjorde Annabel nat efter nat. Og ingen troede på mig. Til sidst drev det mig til vanvid. Fra den nat kendte folk mig ikke mere som den søde, glade og perfekte Laura Fields. De så mig som den sindssyge, dukketalende pige Laura Fields. Og ja som 14 årig endte jeg her.”

 

Laura afsluttede sin historie. Der var ingen der sagde noget de næste par minutter. Karen sad og sundede sig over historien. Laura sad og slubrede af sin kaffe. ”Men hvad med Annabel?” Karen brød tavsheden. ”Annabel? Hun viste ingen tegn på at være levende, en årgang troede jeg endda at det bare var en drøm, men jeg er sikker nu! Hun er en lille djævel.” Laura spyttede det sidste ord ud. ”Men hvad gjorde De af hende, Mrs. Fields?” ”Hvad jeg gjorde af hende. Jo ser du. Jeg har hende hernede i en lille kasse under min seng.” Laura rejste sig og tog en gammel og støvet kasse frem åbnede den. Og dernede lå den smukke, søde, smilende, perfekte, lyserødsklædte Annabel med de tomme øjne.            

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...