When i close my eyes i see you(Dig+Mig=Altid)

Robert og Eris vil være sammen for altid der er kun et problem.

0Likes
0Kommentarer
688Visninger

1. Robert

Jeg lod hånden falde til jorden igen. jeg græd lidt. ikke meget, bare lidt. Min far var død, han var afhængig af stoffer og hash. ingen kunne gøre noget han ville ikke på rehab eller noget, så alle vidste at hans dag snart ville komme. Enlig var det hans egen skyld. Hans skyld at han og mor blev skilt. Hans skyld at jeg ikke kunne leve et normalt liv og hans skyld at det hele skulle havde en ende. Og selvfølgelig flygtede han igen fra sine problemer han havde ødelagt hele mit liv og så lod han sig bare dø sådan? Jo han var da en god far og alt det der shit men han var tit fuld og tog sig aldrig tid til at lytte, forstå eller acceptere. Men det havde jeg levet med hele livet så hvorfor lave det anderledes nu? Jeg måtte bare leve med at havde en fortid som ikke alle teenagere lige havde haft..

Jeg havde altid været meget egoistisk og havde altid mig selv i første række, men det ændrede sig da jeg mødte Robert, jeg tænkte hele tiden på om han havde det godt og trøstede ham når han var ked af det, jeg syntes at vi var som skabt til hinanden. Men han syntes sikkert det modsatte. Jeg vidste det ikke og ville sikkert aldrig få det af vide. Robert havde søblå øjne lyserøde læber og så var han bleg næsten hvid i huden. han var høj og perfekt. Ikke alt for høj men højere end mig. Vi havde det altid sjovt sammen, og han havde rigtig gode manere, han virkede lidt genert, men det gjorde ham bare endnu sødere. Jeg havde haft en god drøm om Robert igen. Jeg gik over imod mit klædeskab og tog et par jogging bukser og en stor T-shirt på jeg lagde mig ned på sofaen og satte mig til at læse en bog da det pludselig ringede på døren jeg fór op rettede mit hår og åbnede, det var postbuddet han var kommet med en pakke, to breve og lidt reklamer. Jeg smilte og satte mig ind i stuen for at åbne det eneste brev der var til mig. "Hej.. Vil du mødes ovre i parken på søndag kl. 12? Knus Robert" stod der, det var søndag idag, og klokken var 11:52 Jeg løb op på mit værelse og skyndte mig at tage noget odentligt tøj på, jeg smilte til mig selv i spejlet og løb ud af døren og hen imod parken. Jeg så Robert stå og kigge fra side til side, sikkert efter mig, han havde et tæppe og en picnic kurv i hånden han bredte hurtigt tæppet ud da han så mig, han smilte og blottede sine utroligt flotte hvide tænder. jeg løb over imod ham og blev mødt med et stort kram.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...