Længsel I Stilhed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2012
  • Status: Færdig
Susie er en 18 årige ung kvinde fra distrikt fem, hvor der laves våben og sprængstoffer. Det specielle ved Susie er at hun er en Avox pige som er slave hos en mand der kan give hende en chance for at hævne sig og få en mulighed for at få den frihed hun altid har drømt om.


19Likes
59Kommentarer
7011Visninger
AA

16. Lejren

De overnatter ved bålet eller det vil sige, at de fremmede sover og Susie kun lader som om. En af mændene sidder i udkanten og holder øje med skovens skygger der vrider sig i groteske former. Selvom de er langt væk fra Capitol, er der stadigvæk rovdyr i skoven.

Efter Rosa havde læst alt op som Susie havde skrevet, havde de fremmede diskuteret på det fremmede sprog. Det virkede som om at Rosa og den anden kvinde vil have dem med til lejren, men at mændene var imod det. Det hele endte dog med, at kvinden - der tilsyneladende har en hvis form for autoritet, der skaber respekt blandt de andre - hævede stemmen og nærmest råbte ad de andre. Det havde den virkede effekt, de klappede alle sammen i. Hun sagde noget mere ud gennem sammenbidte tænder, mens hendes ene hånd gjorde udfald mod Susie og Max. Til sidst bøjede mændene hovedet i overgivelse. Rosa havde derefter fortalt Susie, at de ville tage hende og Max med til lejren.

En forsigtig hånd rusker hende ud af hendes søvn. Indvendigt bander hun af hendes krops absolutte behov for søvn. Rosa træder hurtigt et skridt tilbage og sender hende et usikkert smil. "Det er tid til at tage afsted nu." Hendes blik glider ned mod Max. "Han får brug for hjælp, måske..." Susie ryster afvisende på hovedet, ingen af de andre skal så meget som tænke på at røre Max.

Blidt vækker hun Max, med små strøg af fingrene hen over hans ansigt. Hun gentager bevægelserne, indtil han langsomt åbner det ene øje. Det går op for ham, at de andre er ved at pakke sammen, så han kæmper sig stønnende op at sidde. Så forsigtigt hun nu kan, hjælper hun ham. Et dybt suk, efterfulgt af endnu et og han sidder op. "Hvordan har du det?" Rosa har sat sig ned på hug, bekymringen i hendes øjne og hendes trang til at hjælpe, gør Susie mildere stemt overfor kvinden. Rosa havde jo forsvaret dem overfor mændene, og hun havde givet hende den healende salve til Max.

Max trækker ansigtet sammen i en grimasse. Selvom han havde lagt med lukkede øjne, havde han fulgt med i, hvad der var sket omkring bålet om natten. Prøvende og med støtte fra Susie kommer han op at stå. Han vakler, men genvinder balancen. De andre står klar til afrejse lidt derfra. Kæmpen har et solidt greb i den mand som Susie sårede med kniven, de skuler begge to til hende. Langsomt og lidt på afstand af de andre bevæger de sig gennem skoven.

Hun ænser ikke omgivelserne, kun Max's tunge åndedræt. Heldigvis ser det ikke ud til de har travlt. Hendes tanker begynder at vandre.Gad vide om vi har mulighed for at starte et nyt liv? Hun smiler ved tanken. De vil aldrig kunne glemme det gamle liv. Der er så mange ar, de fysiske men også de psykiske. Nu ser det ud til, at Max må leve med endnu flere. Læberne er tørrer og som altid, stikker det hende i hjertet ved tanken om den manglende tunge.

De begynder at bevæge dem nedad, skovbunden er blevet mere stenet og der er knap så mange træer. De andres ansigter lyser også op, som om de snart skal til at se noget de har savnet. Nej, tænker hun, mere noget de elsker. Da de er kommet lidt længere, ser hun lejren for første gang. Overvældet lader hun blikket glide over den lille dal. 

Rundt omkring i noget der ligner ringe, er der bygget små og store hytter. De er alle bygget af naturens materiale og med hårdt slid og slæb. I centrum af lejren er et stort bålsted bygget og rundt om det er der små boder med tilhørende arbejdspladser. Der er også bygget folder, hvor forskellige dyr går fredeligt rundt og græsser. På byens modsatte side, er der et vandfald som munder ud i en sø. Susie's mund er halvåben og hendes tanker er fuldstændig målløse. Det er sådan her hun altid har drømt, at verden skal se ud. Fri og naturlig.

Da de kommer til lejrens udkant, ser hun lejrens indbyggere, der nysgerrigt venter på gruppen. Jo tættere på de kommer, jo mere kan hun skelne de forskelliges ansigtstræk. Der er børn, unge, midaldrende og ældre mennesker. Ingen af dem ser kunstige ud, de er alle lige så naturlige som Rosa og de andre. Manden der havde hentet Rosa, taler til indbyggerne, hvorefter de begynder at spredes. Frygten og usikkerheden kryber ind under huden på Susie, for selvom stedet virker frit, er der sagtens nogen der kan angribe hende og Max.

De fortsætter ind til lejrens centrum, hvor Rosa henvender sig til en stor mørkhåret mand med et flettet fuldskæg. Overrasket ser han hen mod Susie og Max, men han ser ikke vredt eller hadefuldt på dem, bare nysgerrigt. Han begynder at stille spørgsmål og Rosa forklarer. Måske han er en form for leder? Men han ser ikke ud, sådan som hun er vant til at forestille sig en leder. Hans hænder er beskidte og tøjet magen til de andres, der er intet der tyder på lederskab. 

Manden ser over mod kvinden. Kvinden gengælder blikket og nikker så, som om han skal have en form for bekræftigelse i, hvad Rosa har fortalt ham. Beslutsomt går han hen mod Susie og Max. Han er helt klart en leder! Han bevæger sig stolt og med en autoritet som en konge. Ja, som en konge. Det er sådan hun forstillede sig konger, ville bevæge sig, da hun var mindre. Automatisk retter hun ryggen og ser op i mandens øjne. Han gengælder blikket. Milde og faderlige øjne møder hendes, de er så fyldt med kærlighed og sorg, at hun et øjeblik lader sig dvæle i dem. 

"Mit navn er Daniel." Han rækker en stor frem mod hende. Hun trykker den og mærker den ru hud mod hendes. "Rosa har fortalt mig jeres historie i korte træk. Det gør mig frygtelig ondt, at høre hvad verden er blevet til." Det er først da hun slipper hans hånd, at det går op for hende, at han taler et sprog hun forstår. Det er som om Max har tænkt det samme, for han trækker den krøllede blok op af lommen, skriver noget ned og rækker den til Daniel.

"Vi taler alle forskellige sprog, selvom vi bor herude iblandt dyrene, lærer vi stadigvæk. Jeg har lært sproget af Rosa." Han sender Rosa et varmt smil. "Som også lærer de andre sproget. Som I kan se, er det et held for jer, ellers havde Hank slået jer ihjel." Der lyder et fnys og Susie ser kæmpen lægger armene over kors. "Jeg er ked af den behandling I har fået, men I må forstå at livet er farligt." Han ryster på hovedet. "Nu står jeg og belærer jer om hvad der er farligt, I kender det jo alt for godt." Et trist udtryk glider som en skygge hen over hans ansigt.

"Hvis I kan tilgive os, er vores hjem åbent for jer. I kan starte på en frisk og aldrig mere være bundet af slaveri." Susie ser på Max, der gengælder hendes blik. Hun ser håbet glimte som en lille krystal i hans grønne øjne. Det lille håb brænder også i hende, som et lille bål der langsomt breder sig. Uden at signalere med tegn og uden at skrive noget ned, drager de sammen den samme konklusion. Max fletter sine fingre ind i hendes, så hun kan mærke hans varme.

Sammen vender de sig mod Daniel og de indbyggere der har samlet sig omkring dem. Et stort smil breder sig over Daniels ansigt og Rosa lyser op som en glødepind. Men ingen af de smil kan sammenlignes med Susie's og Max's, en kæmpe sten falder fra deres skuldre. For første gang i hele deres liv, kan de endelig slappe af og være trygge.

Endelig frihed... 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...