Længsel I Stilhed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2012
  • Status: Færdig
Susie er en 18 årige ung kvinde fra distrikt fem, hvor der laves våben og sprængstoffer. Det specielle ved Susie er at hun er en Avox pige som er slave hos en mand der kan give hende en chance for at hævne sig og få en mulighed for at få den frihed hun altid har drømt om.


19Likes
59Kommentarer
7010Visninger
AA

15. Folket

Susie er meget opmærksom på de fremmede omkring hende. Det er lettere nu hvor kæmpen er optaget af den blødende mand og det kun er kvinden der holder øje. Den intense stirren begynder at gå hende på, men de ord hun gerne vil slynge ud, vil kun blive til uforstålige lyde. Hun lukker øjnene et kort øjeblik, men åbner dem så igen. De er i fare her blandt disse fremmede, hvem de så end er. Undrende studerer hun deres tøj og kropsbygning igen. 

De er alle muskuløse og farvet af solen. Tøjet er syet sammen af forskellige skind og er tydeligt hjemmelavede. Ingen af dem har tatoveringer eller andre underligheder, de er alle helt... naturlige. Disse fremmede kan ikke være fra Capitol, deres væremåde, deres primitive tøj og den naturlighed der omgiver dem, er et tydeligt bevis for det. Måske de blot angreb fordi de er bange, eller måske mere sandsynligt fordi, de beskytter deres territorium.

Et pludseligt ønske om at få svar på sine spørgsmål, får hende til at løfte hovedet og se direkte ind i kvindens øjne. Der er ingen had eller bekymring at spore, men den samme hungrende lyst til at få svar. Hun aner ikke hvor længe de sidder sådan. I det fjerne ser hun at kæmpen lægger mere træ på bålet nogle gange, men ellers ingen aktivitet. Hendes mave rumler, men hun ignorerer den. De har levet under hårde vilkår, så den tager ikke skade af at vente lidt mere med få stillet sin sult. Hun trækker vejret dybt ned i lungerne, og lader sanserne regristere enhver bevægelse omkring hende.

Lyden fra tunge fødder, der gentagene gange rammer skovbunden i en rytmisk bevægelse, når hendes ører. Stadigvæk med blikket fæstnet på kvinden, trækker hun Max endnu tættere ind til sig og blotter sine tænder i en grimasse, der fortæller enhver, at de skal blive langt væk. Grene knækker og ud mellem skovens vildnæs, træder manden fra før og en kort lyshåret midaldrende kvinde frem. Manden fører den lyshårede kvinde hen til den anden kvinde. 

De siger noget på det fremmede sprog. Da ordvekslingen er færdig, ser den lyshårede kvinde hen mod Susie og Max med store øjne. Så siger hun et eller andet og den anden kvinde nikker. Tøvende og med flakkende blik går hun hen mod Susie og Max. Jo tættere hun kommer, jo mere knuger Susie Max ind til sig. En armsbrede derfra stopper kvinden op. Hun sætter sig på hug, med en lille taske knuget mellem hænderne. 

Først siger hun noget på det fremmede sprog. Susie ser bare uforstående på hende med det fjendtlige blik, som forhåbentlig holder kvinden på afstand. Den anden kvinde siger noget på det fremmede sprog til den lyshårede kvinde. Susie kan se at hun synker, åbner munden lidt, lukker den så igen for at åbne den igen. Det er som om hun leder efter ord. En knurren slipper op gennem Susie's bryst, hvilket får kvinden til at spytte ordene ud. Paf og fuldstændig forbløffet lader hun kvindens ord virvle rundt i hovedet. "Hvem er I?" havde hun sagt. 

Susie's før så fjendtlige blik opløses og bliver aføst af et blik fyldt med frygt. Denne kvinde må være fra Capitol, hvor skulle hun ellers kende sproget fra? Hun opdager at hendes mund er formet som et O og, at hun har sluppet grebet om sine sanser. Hurtigt fokusere hun på omgivelserne, ingen har nærmet sig. "Forstår du mig?" kvinden taler igen, hendes stemme ryster lidt. Er hun bange? Susie nikker.

Kvinden siger et eller andet til de andre, hvorefter hun siger noget mere til Susie. "Jeg ved hvordan det hele må se ud, din ven er blevet banket..." Hun lader blikket glide ned mod Max og et sørgmodigt udtryk glider over hendes ansigt. "Det er vi kede af. Sagen er, at vi aldrig har mødt fremmede så tæt på lejren før." Hun fumler med tasken, men får den knappet op. "Jeg ved I ikke vil stole på os, men vil I tage i mod salven? Den dulmer smerten og sørger for at der ikke kommer betændelse." Op fra tasken hiver hun et sammenfoldet skind, afventende ser hun på Susie. Susie nikker og kvinden kaster skindet hen til hende. 

Med den ene hånd og stadigvæk blikket fæstnet på kvinden, folder hun skindet ud. Det viser sig at skindet indeholder, en klump hvid masse med en ejendommelig lugt. Forsigtigt smørrer hun salven på Max's kind, han slapper straks af og et lettelsens suk lyder fra ham. Hurtigt smørrer hun salven på resten af de åbne sår. 

Kvinden betragter hendes bevægelser, men gør ikke andet end at nikke anerkendene. "Mit navn er Rosa, jeg er Folkets healer og sprogkyndige." Hun bider sig i læben, "jeg bliver nødt til at spørge hvor I kommer fra og hvem I er." Hun ser sig over skulderen. "De andre vil ikke lade jer komme med til lejren, hvis I ikke kan komme med en forklaring på at I er her. De er bekymrede."

Susie stivner, disse mennesker krævede en forklaring, en forklaring hun ikke kan fortælle, med mindre ... Hun leder efter sin blok og begynder at skrive. Rosa ser undrende på hende, men venter tålmodigt. Det tager tid at skrive, men eftersom  hun får skrevet en side færdig, rækker hun den til Rosa og skriver videre. Det er først da hun er ved at skrive om selve hendes og Max's flugt at det går op for hende, at Rosa læser den skrevne tekst op. Jo længere hun læser, jo mere forfærdet bliver hendes ansigtsudtryk.

Da hun har færdiggjort den side hun sidder med i hånden stirrer hun vantro på Susie. "Har de ... skåret jeres tunger ud!?" Ordene lyder så forfærdede, og kvindens vrede rammer Susie som en hed sommervind. Hun nikker, bider sig i læben og åbner så munden på vid gab. Gispet fra kvinden får de andre til at nærme sig. De forfærdede ansigtsudtryk og det der kunne lyde som bandeord, varmer Susie om hjertet. 

Hun vil ikke kunne tilgive dem med det samme for at have banket Max, men deres vrede mod Capitols handlinger gør hende alligevel glad. Max rykker lidt på sig, en stønnen kommer over hans læber, med en grimasse får han åbnet det ene øje. Da han ser hende og opdager den lyshårede kvinde, begynder han at kæmpe sig op at sidde. Straks trækker Susie ham ned igen og ryster på hovedet. Hun forklarer hurtigt ved hjælp af blokken. Et overrasket udtryk glimter i hans grønne øje, men så spiller et lille smil om hans mund. 

Hun fortsætter med at skrive deres rejse ned, og Rosa fortsætter med at læse op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...