They called her Sarah..

Dette er så mit forsøg på at skrive en fanfiction omkring The Hunger Games :) -

Sarah står midt i sit værste mareridt. I midten af kaos, i midten af Dødsspillet. Hun er gennem hele spillets optakt blevet regnet for ingenting. En 16 årig, spinkel pige, uden nogen særlige evner - og så er hun endda fra Distrikt 11. De fleste er sikre på, at hun vil være død og glemt efter den første dag. Men måske vil de blive overraskede?

6Likes
9Kommentarer
1287Visninger
AA

3. - Kapitel 2 | En kamp for livet -

Det kan godt være at jeg i Capitol tænkte sådan. Men igen har intet kunne forberede mig på at stå i denne situation. Intet har kunnet forberede mig på det overlevelses instinkt, der tager over, i det øjeblik Aaron træder tættere på mig. Et selvsikkert, tilfredst smil er allerede begyndt at sprede sig omkring hans læber, som havde han allerede gjort det af med mig. Mit blik glider kort over ham, men jeg spotter ingen våben. Så han har åbenbart tænkt sig, at gøre det af med mig, med sine bare næver. Det må han så vente med lidt endnu, hvis det står til mig. Det kan godt være, at jeg ikke er dygtig i kamp. Men jeg har en anden styrke, nemlig min hurtighed. En styrke, som jeg med fuldt overlæg har lagt skjul på til de forskellige træningslektioner. Netop for at det kunne komme mig til gode i et øjeblik som dette. Et overraskelsesmoment er altid en fordel. Og nu da jeg ved, at han ikke har nogen bue, hvorledes han ville kunne skyde mig en pil i ryggen, vender jeg mig brat omkring, og løber alt hvad jeg overhovedet kan.

Jeg indrømmer ærligt, at jeg regnede med, at mit overraskelsesmoment i denne situation ville være nok. At Aaron ikke ville mene, at jeg var det værd, og derfor blot lade mig løbe. Men jeg kan høre hans tunge fodspor bag mig – og på trods af hans kæmpe størrelse er han langtfra langsom. Panikken breder sig gennem min krop og jeg løber hurtigere, end jeg nogensinde har løbet før. Mit hjerte pumper adrenalinen rundt i min krop, så hurtigt og voldsomt, at det føles som om, at det vil kunne sprænge ud af brystet på mig. Alligevel kan jeg høre Aarons skridt komme endnu nærmere. Jeg flakker blikket omkring, men da arenaerne er forskellige fra år til år, er der selvfølgelig intet jeg kender. I stedet begiver jeg mig ud i at siksakke ud og ind mellem træerne, i håb om at kunne ryste ham af mig. Igen uden held. Jeg kaster et enkelt blik over min skulder, for at se hvor tæt på mig, han egentlig er. Dette bliver dog min største fejltagelse.

For idet samme snubler jeg over en trærod, der stikker op fra jorden. Og på trods af at jeg med lynets hast kommer adræt på benene igen, og sætter af til at løbe videre, så er han endnu hurtigere end jeg. Aarons jerngreb om min ene ankel, får mig til atter at styrte mod jorden. Jeg spræller vildt med både arme og ben, og alle de kampteknikker jeg har lært til træningslektionerne, er fuldstændig forsvundet fra mit sind, hvor panikken nu har overtaget i stedet. Ganske roligt vender Aaron mig omkring, og sætter sig lige over mine hofter. Jeg er som spiddet til jorden under hans enorme skikkelse. Det selvtilfredse smil er igen tilbage om hans læber, idet han stryger sit nu let fugtige mørke hår væk fra panden. Hans bevægelser er afslappede, langsomme, da han udmærket er klar over, at han har mig, lige hvor han vil have mig. ” Det må jeg sige… Sarah. Det var dét du hed, ikke? Jeg havde ikke regnet med sådan en modstand fra dig. Bare ærgerligt at det ikke hjælper dig alligevel. ” Hans stemme er fuldkommen blød, dog er det ikke svært at spotte hans hånen, som er rettet imod mig. Jeg forsøger mig med en sidste gang at sparke mine ben fri, men det er fuldkommen nyttesløst. Aaron griner blot, en kold og livløs latter, der får det til at krible mig ned langs rygraden. Han stikker hånden om på ryggen, og jeg tog tydeligvis fejl, da jeg før fik sagt at han var ubevæbnet – nu trækker han nemlig et langt, skinnende knivsblad frem. Håbløsheden strømmer ind over mig, da jeg gør et sidste svagt forsøg på at slippe fri. Aaron bøjer sig blot ubesværet ned over mig og trykker knivsbladet mod min hals. Ganske let borer han den ind i min hals, kun et par mm til at starte med, men jeg kan allerede nu mærke blodet pible ned over min hals. ” Nogen sidste ord, Sarah? ” Hans stemme er fuldstændig blottet for følelser. Den er blot iskold. Mit blik flakker omkring – det der med at se døden i øjnene, det glemmer man hurtigt, når først man er i situation. Ikke tale om, om jeg vil se døden i øjnene. Jeg vil ikke dø! Ikke nu!

Det viser sig, at det bliver det klogeste valg, jeg har truffet i mit liv. For idet jeg flakker blikket rundt, får jeg øje på en sten. Ganske vidst ikke en særlig stor sten, men den vil sikkert kunne slå hårdt nok alligevel. Hvis jeg da kan få fat på den, før det er for sent. Aaron presser kniven hårdere mod min hals, hvilket får mig til at gispe i smerte, og gribe panisk ud efter stenen. Jeg er næsten ved at græde af lettelse, da jeg får fat på den. Uden at tænke videre over, hvad det er, jeg egentlig er ved at gøre, lægger jeg alle mine kræfter i og slår stenen mod hans tinding. Ikke hårdt nok til at slå ham bevidstløs, men hårdt nok til, at han forbavset rykker sig kort tilbage med overkroppen. Hvilket giver mig en chance, som jeg ikke lader gå fra mig. I de få sekunder hvor han stadig sunder sig, og forsøger at komme sig over overraskelsen, får jeg mirakuløst vredet mig fri under ham og kravler bagud på hænder og fødder.

Hvis jeg før synes, at han var frygtindgydende, er det intet imod, det jeg føler nu, da han retter et morderisk blik mod mit, der er fyldt med en sådan vrede, jeg aldrig før i mit liv har set. 

 

Og han er ikke langsom til endnu en gang at angribe mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...