They called her Sarah..

Dette er så mit forsøg på at skrive en fanfiction omkring The Hunger Games :) -

Sarah står midt i sit værste mareridt. I midten af kaos, i midten af Dødsspillet. Hun er gennem hele spillets optakt blevet regnet for ingenting. En 16 årig, spinkel pige, uden nogen særlige evner - og så er hun endda fra Distrikt 11. De fleste er sikre på, at hun vil være død og glemt efter den første dag. Men måske vil de blive overraskede?

6Likes
9Kommentarer
1297Visninger
AA

2. - Kapitel 1 -

Lige siden Høstfesten, hvor mit navn blev udtrukket, har mit liv taget en fuldstændig uvirkelig drejning. Det kan godt være, at jeg gennem hele mit liv har vidst, at mit navn kunne blive udtrukket fra det år, jeg fyldte 12. Jeg har selvfølgelig også gjort mig tanker omkring, hvordan det ville gå, hvis mit navn blev udtrukket. Alligevel havde intet kunne forberede mig på det lammende chok, der ramte, idet øjeblik mit navn blev råbt op. Jeg kan ikke en gang huske, hvordan jeg kom op på scenen. Det eneste jeg kan huske, var det faste håndtryk, jeg fik af min medsoner. En dreng på min egen alder, med et utroligt sorgfuldt blik. James White. På trods af, at vi ikke kendte hinanden, havde han givet min hånd et opmuntrende klem.

Alt hvad der siden da er sket, er forgået som i en tåge. Jeg har aldrig før i mit liv oplevet, at være omgivet af en sådan luksus. Jeg har heller aldrig før i mit liv, været omgivet af så overfladiske mennesker, som dem fra Capitol. Men det, som har chokeret mig mest har været at møde de andre sonere. Især ambisonerne. De kender ingen af os andre, ligesom vi ikke kender dem, og alligevel er de så tydeligt opsatte på at slå os ihjel, én efter én. Som om vi ikke var noget værd. Og man kan se det i deres øjne, at de mener, at vi ingen værdi har.  Jeg ved godt, at det er dét, spillet går ud på, men det forekommer mig så fjernt. For nu mere jeg omgås de andre, des mere er jeg sikker på, at jeg aldrig ville kunne få mig selv til at slå en eneste af dem ihjel. Så hellere dø selv.

Jeg ved nemlig udmærket godt, at jeg ikke vil komme til at overleve dette. Jeg har ikke gjort noget som helst indtryk på mulige sponsorere. Jeg har ikke gjort indtryk på folk, til de forskellige interviews der er blevet sendt. Egentlig har jeg gjort det med fuldt overlæg, da det nogen gange kan betale sig, at blive undervurderet. Men igen, uanset hvor meget folk så undervurderer mig, og jeg måske kommer længere, end hvad der er blevet regnet med, så ved jeg, at jeg ikke vinder. Men jeg vil ikke tage nogen med mig i døden. Jeg vil hellere dø som værende mig selv i starten af spillet, end som værende en morder længere henne i spillet. Jeg vil kunne se mig selv i øjnene, idet øjeblik min død indtræffer. Hvilket højest sandsynligt sker før end senere..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...