Be Alright - Justin Bieber

Dette er et One Shot, hvilket vil sige, at der kun er et kapitel ;-)

24Likes
39Kommentarer
2105Visninger

1. One Shot.

17. Maj 2014

 

”De må godt gå ind nu, Mr. Bieber,” sagde damen ved skrivebordet. Jeg nikkede en anelse trist og gik ned af gangen til værelset. Det var derinde Kaylee lå. Min elskede Kaylee. Jeg bankede forsigtigt på døren tre gange, før jeg gik ind. Hun lå i den hvide hospitalsseng og sov. Man blev så trist, når man gik herind. Alting var hvidt og kedeligt, og her var intet som udtrykkede glæde.

”Kaylee,” sagde jeg stille og satte mig på stolen ved siden af hendes seng. Hun reagerede ikke, men jeg kunne høre hende trække vejret, så jeg var ikke bange for, at hun var død, selvom jeg vidste, at hun ikke havde lang tid igen. Jeg tog hendes kolde hånd i min og nussede den forsigtigt med min tommelfinger. Nålene i hendes hud gjorde mig helt utilpas, og jeg fik en underlig følelse i maven. Jeg kiggede på hendes smukke ansigt. Der var intet fedt i hendes ansigt. Hun var så ufattelig tynd. Alt for tynd. Hun så på ingen måde rask ud. Hendes sygdom havde taget alle hendes krafter, og hun havde hurtigt mistet appetitten til at spise noget som helst. Jeg lod min anden hånd glide forsigtigt igennem resterne af hendes silkebløde brune hår. Meget af det var faldet af under sygdommens forløb.

”Justin,” mumlede  hun og åbnede forsigtigt sine øjne.

”Jeg er lige her, søde,” sagde jeg med et lille smil og bøjede mig ned imod hende for at give hende et kys på panden. Mine læber ramte hendes pande, og et lille stød gik igennem hende.

”Jeg har savnet dig,” sagde hun svagt og prøvede at få klemt et smil frem. Bare at få klemt et smil frem skulle hun bruge mange kræfter til.

”I lige måde.” Jeg smilede så godt, jeg kunne, men det var svært at få et stort og ægte smil frem, når jeg vidste, at hendes tid kunne komme når som helst. Det kunne være om en time. Om en halv time. Om nogle minutter. Jeg vidste intet. Det eneste jeg vidste, var, at lægerne ikke kunne redde hende. De opdagede det for sent, og der var det hermed også for sent til, at kunne redde hende. Jeg kan sagtens huske min vrede og min sorg, over at jeg vidste, at min kæreste ville blive taget fra mig i løbet af en enkelt måned eller to. ”Noget nyt?” spurgte jeg for at få en samtale i gang. Som altid rystede hun på hovedet.

”Det er det samme som altid. De fortæller mig det samme hver dag. Det eneste jeg kan gøre, er at vente på, at jeg stiller træskoene,” sagde hun og kiggede ud af vinduet. Skyerne havde lagt sig tungt over himlen, og alt tydede på regnvejr senere.

”Sådan må du ikke sige. Der kan jo ske et mirakel,” sagde jeg og smilede endnu engang, så godt jeg kunne. Jeg troede ikke selv på det mirakel, men jeg ville ikke have, at hun bare skulle give op! Lægerne fortalte også mig det samme, hver gang jeg kom. ’Hun har ikke længe igen.’ De fem ord kunne få mig til at bryde helt sammen, hvis jeg ikke prøvede at forblive stærk. Mange nætter har jeg grædt mig selv i søvn.

”Justin, vi ved begge to godt, at det ikke kommer til at ske. Jeg er heldig, hvis jeg lever ugen ud. De havde jo regnet med, at jeg ville gå bort for længst. Det overrasker dem, at jeg stadig er her endnu. Men vi ved begge to godt, at der ikke kommer til at gå længe,” sagde hun  og virkede så afklaret med det hele. Jeg vidste, at indeni var hun knust, selvom hun prøvede at udtrykke noget andet. Det knuste hende, at skulle forlade alt, hun elskede. Familie. Venner. Mig.

”Du bliver nødt til at tænke bare en smule positivt. Jeg ved godt, at chancen for at du lever længe endnu, er lille, men vi må bare nyde den tid, vi endnu har tilbage sammen,” sagde jeg. Det gjorde mig helt ude af den, at hun bare gav op på den måde. Som om at hun allerede havde besluttet, at hvornår det hele var slut med hende.

”Jeg nyder skam alle de øjeblikke, vi har sammen. Jeg nyder alle de øjeblikke, vi har haft sammen. Og jeg nyder at tænke på de øjeblikke, vi kunne have haft sammen, men det er ikke alting, der går efter ens hoved. Jeg elsker at tænke på, at vi to en dag ville blive gift og få små søde børn sammen, men sådan skulle det bare ikke være med os to. En åndssvag sygdom som kræft kom imellem vores fremtid, og sådan sker det desværre for nogle. Vi var bare nogle af de uheldige, som det skulle ske for.” Hun lød så klog og moden, når hun lå i sin seng helt afklaret med situationen, og hvordan det hele ville ske. Jeg gav forsigtigt slip på hendes hånd og kyssede hende forsigtigt på læberne. Næsten så blidt at vi bare snittede hinandens læber. Hun lukkede forsigtigt sine øjne i og hendes åndedræt blev en smule usædvanligt. Jeg trak mig væk fra hende og tog endnu engang hendes hånd i min.

”Du ved, at jeg elsker dig,” sagde jeg og kyssede forsigtigt hendes hånd som i filmene. Hun åbnede hendes øjne forsigtigt og fik et lille smil frem på hendes læber og nikkede.

”Og du ved, at jeg elsker dig. Og det vil jeg altid gøre. Mit hjerte tilhører dig. Og det vil det altid gøre. Du er mit alting,” næsten hviskede hun og lukkede så hendes øjne i igen. Jeg ventede på, at hun ville åbne hendes øjne igen, men hun gjorde intet. Hendes øjne var lukkede, hendes mund var åben, og jeg kunne ikke høre hendes vejrtrækning.

”Kaylee?” sagde jeg forsigtigt. Hun svarede ikke eller bevægede sig overhovedet. ”Kaylee?” sagde jeg panisk og rejste mig fra stolen. Jeg gav slip på hendes hånd, og den faldt slapt ned på sengen. Var hun?... Nej! Vi havde lige siddet og snakket sammen. Hvordan kunne det ske så hurtigt?! ”Kaylee! Vil du ikke være sød og åbne dine øjne? Fortæl mig at det hele nok skal gå! Sig til mig, at jeg skal komme videre!” sagde jeg en anelse for højt. En sygeplejerske kom ind i rummet og gik bestemt over til Kaylee. Hun tog hendes puls ved halsen og ved håndledet, før hun vendte sig om imod mig.

”Er hun?” spurgte jeg og mærkede allerede tårerne løbe ned af mine kinder, før jeg fik svaret. Hun kiggede på mig i et kort øjeblik, før hun nikkede.

”Det gør mig ondt,” sagde hun og gik ud af rummet. Jeg bed mig i læben for at prøve at stoppe tårerne, men intet hjalp. Hun var væk. For evigt. Jeg ville aldrig komme til at se hendes dejlige smil eller høre hendes fantastiske latter. Hvorfor skulle det her ske for mig? Den pige som jeg elsker så højt! Hun har aldrig gjort nogle ondt! Hvorfor skulle det lige ske for hende?

”Du må ikke være væk. Kom tilbage, Kaylee,” hviskede jeg og gik forsigtigt hen til hende. ”Vær sød at sige, at det hele nok skal gå,” hviskede jeg og lænede mig ind over hende. Jeg kyssede hendes livløse læber og pillede ved hendes smukke hår. Efter i dag ville jeg ikke komme til at røre ved det igen. Aldrig. ”Jeg elsker dig Kaylee. Jeg vil beholde dit hjerte hos mig for evigt. Pas godt på mit.”

 

26. Maj 2014

 

”Kaylee var en glad pige. Hun smilede altid og gav alle et smil på vejen. Selv dem som hadede hende. Selvom hun fik dødstrusler over nettet, var hun glad. Hun var ligeglad med dem, for hun vidste, at det hørte med til det, hvis hun skulle være sammen med Justin, og hun ville ofre alt for ham,” sagde Kaylees far, og i det han sagde mit navn, kiggede de fleste på mig. Tårerne trillede ned af mine kinder, og jeg var ligeglad med, at folk kunne se det. Min mor og far sad på hver sin side af mig. Min mor havde sin arm omkring mine skuldre og sad selv og fældede en tåre en gang imellem.

”Hun vil for evigt være i vores hjerter,” sluttede Kaylees far af med, og jeg havde faktisk ikke hørt over halvdelen af talen. Jeg var den næste til at holde tale, og jeg havde egentlig ikke tænkt over, hvad jeg ville sige sådan rigtigt. Jeg havde da gjort nogle tanker omkring det, men det var ikke mange. Jeg havde været sønderknust de sidste ni dage, og jeg kom sikkert også til at være det længe.

”Den næste der vil sige noget, er Justin, Kaylees kæreste.” Jeg rejste mig fra min stol og tørrede mine øjne, imens jeg gik op på scenen. Noget Kaylee altid havde elsket, var at stå på en scene og specielt den her, og det var præcis derfor hendes far havde besluttet, at begravelsen skulle holdes her bagefter efter kirken. Allerede det at skulle gå ned med kisten, var et helvede for mig. At min kæreste lå derinde helt livløs, gjorde mig helt grædefærdig.

”Kaylee betød alt for mig,” startede jeg ud med at sige. ”Hun var den, som fik mig i det bedste humør på selv de værste dag. Selvom min vrede nogle gange kunne gå udover hende, så var hun ligeglad. Hun forstod mig bedre end nogen anden og forstod også det pres, jeg stod på. Hvis jeg havde en turné, forstod hun mig fuldt ud. Og for det meste ville hun endda med bare for at være sammen med mig. Vi kunne da selvfølgelig have vores skænderier, men det betød intet, for vi vidste, at vi ville blive gode venner igen. Jeg kunne ikke leve uden hende, og hun kunne ikke leve uden mig. Hun gjorde så meget for mig, og hun var ikke blot min kæreste. Hun var også min bedsteveninde. Vi kunne lave de skøreste ting sammen, og vi havde det altid sjovt.” Jeg smilede ved tankerne om nogle af de underlige ting, vi havde lavet sammen.

”Kaylee var en livsnyder. Hun elskede sit liv, selvom det nogle gange kunne gå ned af bakke, men hun var stædig som pesten og kom hurtigt op på hesten igen. Hun levede virkelig livet, som var der ikke noget, der hed i morgen. Hun var grunden til, at jeg stod op om morgenen og gik i seng om aftenen med et smil. Tanken om at jeg aldrig kommer til at se hende smile eller høre hende grine igen, ødelægger mit humør fuldstændig. At jeg aldrig kommer til at mærke hendes hår imellem mine fingre igen, får mig lyst til at bryde helt sammen og glemme alt og alle. Hun var virkelig en éner, og hun vil for altid være i mit hjerte. Og som hun altid sagde til mig, når jeg var sur eller ked af det, så skal det hele nok blive okay på et tidspunkt. Jeg vil tænke på hende hver eneste dag i resten af mit liv, og jeg vil altid elske hende, uanset hvad der sker i mit liv.” Folk klappede, og jeg gik ned på min plads. Mine kinder var helt våde af tårer, og jeg følte, at jeg sagtens kunne have sagt mere. Kaylee betød virkelig alt for mig, og lige meget hvad der ville komme til at ske i mit liv, ville hun altid være i mit hjerte, og jeg ville elske hende for evigt. Det hele skulle nok blive okay. En dag...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...