Uden dig

Hun kendte ham ikke. Men alligevel græd hun.

En kort tekst, om at være alene.

3Likes
7Kommentarer
872Visninger

1. Uden dig

Blæsten fik bladende til at falde til jorden. Fik de nøgne grene til at svaje i efterårsvinden. Der var ingen der ude. Ingen til at se. Alle var væk. Hun følte sig alene. Ilden i kaminen, var gået ud, og kulden spredte sig. Hun frøs. Hun var tom inden i. Alle tanker var væk. Hun var tom for følelser. Der var helt stille. Kun blæsten var til at høre. Hun så ud af vinduet.

Dér. Lige dér. Det var en dreng. Han løb. Hans ansigt var blegt. Der var kun ham. Ingen andre. Der kom et hårdt vindstød. Drengen. Han var faldet. Hun rejste sig. Rev hoveddøren op. Løb ud til ham. Det var koldt. Hun holdt sig om sine arme. De var iskolde.

Drengen lå helt stille. Hans øjne var åbne. Men der var ingen følelser i dem. Der var ingen skræmmer til at se. Han lå bare på den kolde jord. Helt bevidstløs. Hun førte sin hånd op mod hans hjerte. Der var ingen banken. Hun så ham i øjnene. Hans øjne var krystal klare. Smukke. Hun kunne mærke tårerne presse på. Hun kunne da ikke græde. Hun kendte ham ikke. Men alligevel græd hun.

Han var død. Væk. Nu var hun alene. Før var hun ikke. Men nu. Hvad skulle hun gøre? Der var ingen til at passe på hende. Hun var jo kun ti år. Hun kunne ikke klare sig selv. Hun rejste sig. Vinden tog hendes hår med i strømmen af blæst, blade og kviste. Hun så sig om. Gik med strømmen. Hun gik bare ud i det blå. Vidste ikke hvor hen. Gik bare. Nu støvregnede det. De små regnfnug blev større, og hårde. Hun lagde sig i ly, under et træ. Hun tænkte på drengen. Han var væk. Hun var alene nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...