En enkelt dag

Hejsa! Det her er altså første gang, jeg nogensinde har vist nogen, hvad jeg har skrevet, så please bære over med mig. jeg skal nok blive bedre:) Men det her er altså en realistisk historie, om det at forelske sig og nyde livet. Om at følge sit hjerte og tage chancen når den byder sig. Enjoy!

0Likes
1Kommentarer
463Visninger

1. mødet

Jeg vidste ikke hvad det var jeg gjorde. Jeg ønskede sådan at være spontan, at jeg sprang ud i noget uden at vide, hvad det egentlig var jeg gjorde.  

Den sene sommersol, lyste ind gennem ruderne på toget. Det fik de mange graffiti farver på glasset til at lyse op. Jeg så ud af øjenkrogen. En mand sad og kiggede på min korte kjole, og jeg prøve diskret at trække den ned over knæet. Mine fødder var allerede ømme. Jeg vidste jeg skulle have øvet mig i at gå i de sko, før jeg tog af sted.  Klokken var kun omkring 19 en fredag aften midt i juni, men alligevel kunne jeg mærke nervøsiteten, da jeg steg ud på den næsten øde station. Han havde insisteret på at hente mig hjemme, men det kunne der ikke blive tale om. Jeg var en stor pige, og jeg havde aldrig været bange for at færdes i Albertslund om aften. Jeg havde bare ikke tænkt mit tøjvalg og destination igennem. Den korte gule kjole jeg havde stjålet fra min søster, dækkede kun lige akkurat min bagdel, stiletterne lavede klik-lyde efter mig og jeg prøvede ikke at træde på hælen for meget når jeg blev for paranoid. Mit lange mørke hår faldt naturligt på mine skuldre. Han havde engang fortalt mig, at han bedst kunne lide piger med løst hår. På den anden side af gaden gik et par fyre. De piftede efter mig og fulgte mig med øjnene da jeg gik forbi.  Jeg tog fat i jakken og trak den tættere omkring min krop. Jeg så mig selv i et butiks vindue og smilede ved synet. Han sagde altid hvor smuk jeg var, men han havde jo aldrig rigtig set mig. Sådan i virkeligheden. Men han kunne ikke blive skuffet. Jeg havde endda mit pæneste undertøj på. Bare for en sikkerheds skyld.  

Jeg nåede endelig hen på rådhuspladsen. Der var ikke lige så mange mennesker som normalt. Det var som om hele København, havde indrettet sig efter min date. Jeg kiggede over pladsen. Jeg nærmest scannede den med mine øjne. Det var som om skyerne delte sig, og solen stod i zenit lige på et bestemt punkt. På jorden sad en dreng. Ej, dreng var han jo ikke… mand. På jorden sad en mand. Min mand. Jeg smilede for mig selv og knugede min jakke i mine arme. Jeg vidste han ikke havde set mig, for han havde vendt ansigtet mod himlen og lukket sine øjne. Han sad med krydsede fødder, og støttede sig på sine hænder. Jeg kunne kigge på ham for evigt. Hans mørke hår skinnede i solen, de sorte jeans sad som malet på ham og T-shirten lige så. Hans brune skin jakke lå på jorden ved siden af ham. Tusind vis af små sommerfugle baskede rundt inden i min mave. Nu vidste jeg, at jeg havde gjort det rigtige i at tage her ind. Endelig løftede han blikket. Det var nok begyndt at gøre ondt bag øjenlågene. Han kiggede sig omkring og fik øje på mig. Han kiggede først, men lod blikket glide forbi. Jeg smilede, da han forbløffet kiggede på mig igen. Jeg spredte armene ud og lod dem glide ned langs mine hofter. Han kom hurtigt på fødderne og løb mod mig med et kæmpe smil. Han stoppede op lige foran mig og slog ud med armene, som for at sige nogle rosende ord, men der kom ikke andet end luft ud af munden på ham. Han sukkede og tog et blidt greb om min nakke og trak mig ind til et blødt kys. Han rykkede tættere på, og lagde armene om livet på mig. Jeg nød det i fulde drag. Så længe havde jeg ventet på dette øjeblik. Ventet på at føle ham, dufte ham… smage ham. Mine kinder begyndte at føles virkelig varme, og han kunne åbenbart mærke det, for han smilede midt i vores kys.

 

Han lænede sin pande mod min, og smilede. ”Kirsebær.” hviskede han. Jeg grinede og bed min læbe. Af en eller anden grund havde han altid synes, at det var det hotteste nogen sinde! Han blev altid sur på mig når vi skypede og jeg bed min læbe. ”Det er ikke fair, når jeg ikke kan kysse dig, når du gør det der!” Sagde han altid og grinte.  

Han tog min hånd og begyndte at gå. Jeg spurgte ham hvor vi var på vej hen. ”Det ved jeg ikke. Ingen steder… alle steder…” Sagde han stille.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...