Magika Island

Melina har vidst hun var anderledes, lige siden hun blev født, men har prøvet at benægte det, og skubbe det væk fra sig. Men det er ikke gået så godt. Hendes evner er ude af kontrol, og hun ved ikke hvad hun skal gøre. Indtil hun en dag bliver opsøgt af en dame, der påstår hun er en såkaldt Evnére. Melina bliver taget med til Magika Island, hvor hele hendes liv bliver vendt op og ned.

2Likes
1Kommentarer
1521Visninger
AA

3. Magika Island

Jeg kunne ikke lade vær’ med bare at stå og stirre dumt på hende. Hun måtte tage pis på mig. Afsted til hvor? Og hvem var hun overhovedet? Og hvordan var hun kommet ind? Hvorfor skulle jeg overhovedet stole på hende? Hvordan vidste hun hvem jeg var? ”Nu ikke så mange spekulationer. Vi har en ret stram tidsplan,” sagde hun, og vimsede forbi mig med en stresset mine, hvorefter hun gik direkte ind på mit værelse, så rundt på mit værelse, og spurgte mig så hvad jeg ville have med. ”Øh, der må være sket en misforståelse. Jeg skal ikke med dig, og du skal ikke pakke mine ting,” sagde jeg, og stillede mig ind foran hende, så hun ikke kunne bevæge sig mere rundt. Hun havde ikke en ærlig chance imod mig. Nok så jeg ikke ud af meget, men mine evner rakte sig meget længere, end hun kunne forestille sig. Intet normalt menneske kunne have den styrke jeg havde, og være så spinkel som jeg var. ”Vil du lære at styre dine evner, eller ikke?” spurgte hun utålmodigt. Jeg tabte kæben, hvilket var nok for hende til at hoppe forbi mig, og på to sekunder havde hun samlet det meste af mit tøj, mine smykker, og en hel masse andre ting i nogle kufferter der bare dukkede op af det blå, hvorefter hun puffede mig ud af mit værelse og ned til entreen, imens kufferterne fulgte lydigt efter os. ”Hvordan ved du noget om mine evner? Det er kun mine forældre der præcist ved det.” Jeg skulle bruge ekstra fart for at følge med hende, og kunne ikke fokusere på ikke at gå alt for hurtigt og støde ind i hende. ”Plejeforældre,” rettede hun mig, og fik mig bare til at måbe endnu mere. Hvordan kunne hun vide alt det om mig? Kunne hun læse tanker? Ligesom mig? Eller var hun bare en fupmager, der ville kidnappe mig? ”Jeg forklarer alt i bilen, det lover jeg, men vi skal altså afsted nu,” sagde hun, og jeg fulgte modvilligt med hende, efter hun forsikrede mig om hun ikke var nogen helst form for kidnapper eller fupmager. Vi satte os ind på bagsædet af en sort bil, og kufferterne fløj om i bagagerummet, hvorefter vi kørte væk fra den hjemby jeg vidste hadede mig, og ikke ville savne mig. ”Vil du godt være sød at forklare?” spurgte jeg da vi var kommet et par km ud fra byen, og stilheden var blevet lidt for meget for mig. Jeg ville have svar, og jeg ville have dem nu. Jeg forstod intet, og det skræmte mig. Jeg var ikke vant til ikke at vide hvad der foregik. Jeg kunne godt mærke på hende at hun ikke kunne li’ mig, men jeg var fuldkommen ligeglad. Jeg ville vide hvorfor hun vidste jeg havde evner, hvordan hun vidste det, og hvor fanden jeg skulle hen. Jeg var kun glad for at komme ud af det liv jeg havde levet hele mit 15 årige liv, men jeg havde stadig en masse spørgsmål, hun blev nødt til at besvare. ”Årh hold så op med at tænke så meget! Jeg skal nok fortælle dig det. Åh jer nye altså. Det er en lidt længere historie, men jeg bliver vel nødt til at fortælle dig det,” startede hun, og lød ikke særlig meget som om hun gad fortælle mig hvad fanden det var der skete, og hvorfor jeg skulle med til det der hun kaldte Magika Island. Ærlig talt var jeg ligeglad. Jeg ville vide det, om det så var det sidste jeg gjorde. Uanset hvor irriterende hun syntes jeg var. ”Du er en evnére,” startede hun, og jeg tabte kæben endnu en gang, ”det er derfor du har de evner du har. Og for at der ikke skal ske alle mulige uheld, er der lavet et opholdssted for jer nye, der ikke kan finde ud af at styre jeres evner endnu. Magika Island. Så det er for det meste folk i jeres alder der er der. Som du nok selv ved, kommer evnerne først når i bliver femten, så der er ikke nogle der er yngre.” ”Femten? Jeg har haft mine siden altid.” Afbrød jeg. Hun hævede det ene øjenbryn, og lod som om hun bare var irriteret over at blive afbrudt, men jeg kunne se hun var chokeret. Noget sagde mig det ikke var helt normalt. Fedt, jeg kunne være særlingen igen. Hvorfor var jeg også så uheldig, evigt og altid? Nu havde jeg lige håbet jeg rent faktisk passede ind et sted. ”Lad mig nu bare fortsætte. I får trænet jeres evner, og de fleste bliver på øen og slår sig ned der. Der er ikke mange der vil tilbage til de normales verden, og det er forståeligt. Jeg får kuldegysninger af at være her.” Hun så sig lidt rundt og gøs, ”så de fleste holder sig derovre. Der har været enklete tilfælde der er taget tilbage, men det er virkelig ikke mange. Man bor i sådan nogle lejlighedsagtige hytter rundt omkring på øen, men ikke langt fra skolen hvor i lærer at styre jeres evner, og så selvfølgelig de normale skoleting i skal kunne. Det er unødvendigt, men der blev insisteret, så det skal vi også lære jer.” Jeg kunne ikke lade vær’ med at bemærke hvordan hun snakkede ondt om den verden jeg kendte og var vant til, og blev pludselig ekstremt nysgerrig. ”Hvorfor hader du vores verden så meget?” røg det ud af mig, og jeg kunne se hvordan det gav et sæt i hende da jeg sagde ’vores verden’, men alle tegn på en forskrækkelse forsvandt hurtigt, og hun fik et stoneface på igen. Hvad var hun for en kold type? ”Jeg hader skam ikke deres verden,” sagde hun, og lagde ekstra meget tryk på deres, ”jeg kan bare ikke li’ at være der.” Jeg opgav at få hende til at sige mere, for jeg vidste godt jeg ikke fik det ud af hende. Hun var kold som sten, og hvis der var noget hun ikke ville sige, så sagde hun det ikke. Jeg skulle nok finde ud af det på en eller anden måde. Det havde jeg det med at gøre. Der var stilhed imellem os i fem minutters tid, før bilen stoppede, og Yasmy hastede ud. Jeg måbede da jeg steg ud af bilen, og så området. Vi holdte inde i en lysning, og man kunne skimte en svag antydning af en sti imellem de tætte træer der ellers omgav det hele. Ovenover os skinnede solen og fik det hele til at se helt eventyrligt ud. Havde det også været så lyst tilbage i ’deres verden’? Jeg var ikke helt sikker. Der var noget ved det sted der virkede underligt. Og jeg snakkede ikke om godt underligt. ”Kom nu, så svært kan det da heller ikke være.” Yasmy overhalede mig, og gik hastigt hen imod stien, med mine kufferter svævende efter sig. Jeg så mig lidt omkring, og skyndte mig så at følge efter hende. Noget sagde mig at hun virkelig ikke kunne li’ mig, og jeg skulle passe på ikke at irritere hende for meget. Ihvertfald hvis jeg ikke selv ville i problemer. Hun havde vist en rolle her, og jeg ville ikke allerede komme i fedtefadet. På vejen hen til skolen, som Yasmy fortalte hed Magika Gym, passerede vi de lejlighedsagtige hytter hun havde fortalt om, og jeg blev overrasket over hvor luksus det hele var. Det var topmoderne lejligheder med plads til mindst 10 overnattende, jacuzzi, pool, terasse til at solbade, og mange andre ting jeg ikke engang turde tænke på. Hvordan fandt de pengene til alt det? Jeg havde aldrig hørt om Magika Island før, og de måtte vel få penge fra et eller andet sted? Hvordan det hvis det hele var hemmeligt? Efter vi havde gået 10 minutters tid på stien, var vi kommet ud på en asfalteret vej, hvor de første lejligheder var begyndt at dukke op med mellemrum, og dem længst væk havde store, flotte biler parkeret udenfor. Jeg kunne se unge på min egen alder der nød den bagende sol, der virkede skarpere og skarpere, og flere vinkede og sagde hej til Yasmy da vi passerede. Hun smilede og vinkede tilbage til folk. Jep, hun hadede mig. Jeg følte mig ret meget udenfor med min sorte sweatshirt og lange jeans på, når alle andre rendte rundt i shorts og tanktoppe, men jeg var efterhånden vant til det – jeg var jo allerede forberedt på at jeg nok heller ikke ville passe ind her. Den her verden skulle nok udstøde mig, ligesom min gamle havde. Jeg var bare ikke født til at passe ind. ”Du kommer til at bo tættere på skolen, for du er ikke gammel nok til at køre bil, og du skal kunne komme hurtigt til skole. Dine kufferter skal nok selv finde vej. Vi skal op til skolen først.” Jeg fulgte efter hende, men kunne ikke lade vær’ med at stirre, da mine kufferter fløj i forvejen, og drejede fra ved en af de veje der var tættest på skolen, hvorefter de forsvandt. Det her var officielt for mærkeligt. Og jeg var vant til nogle pænt syrede ting i forvejen. ”Så, alle her har evner?” spurgte jeg, og prøvede at få mit hoved til at forstå alle de ting, der pludselig blev presset ind i mit, i forvejen overfyldte hoved. Det var noget af en omvæltning Yasmy pludselig havde taget ind i mit liv. ”Jep. Alle,” svarede hun, en smule irriteret, men det virkede som om hun havde det bedre, nu da hun var tilbage i evnérernes verden, ”så du er ikke en outsider her. Uanset hvor meget du føler dig som en. Selvom du virkelig burde tage den der trøje af. Det må være dødvarmt. Og den klæder dig ikke ligefrem.” Hun kiggede kritisk op og ned af mig, og jeg huskede at jeg havde en top på indenunder, så jeg trak hurtigt min store hættetrøje af, og tog den over armen, uden at kigge på hende. ”Godt. Det der oppe er skolen.” Hun pegede op imod en meget skolelignende bygning på en bakke, der pludselig skiftede form og lignede et kæmpe slot. Så et tempel, en pyramide. ”D-den... Skifter...” Jeg måbede af bygningen, og stoppede op. ”Ja, den skifter form. Det afhænger lidt af vejret og ens humør, men man vender sig til det,” sagde hun og trak på skuldrene. Jeg kiggede vantro op på den store bygning, der blev ved med at skifte form, og tvivlede på jeg nogensinde ville vende mig til en formskiftende bygning. Det virkede ret usansynligt. Alt det her virkede i det hele taget virkelig usansynligt. Måske drømte jeg bare, og om et par timer ville jeg vågne op til den sædvanlige kedelige hverdag hvor jeg var den sære pige alle hadede. Eller også ville der gå et par timer, og så ville jeg allerede være særlingen her? ”Kom nu, følg med. Vi har ikke hele dagen,” sagde Yasmy, der pludselig var meget langt foran mig, og vist også havde andre ting hun skulle nå. ”Kommer nu.” Jeg satte i løb efter hende, og da jeg indhentede hende, fulgtes vi i stilhed det sidste stykke vej op til Magika Gym.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...