Magika Island

Melina har vidst hun var anderledes, lige siden hun blev født, men har prøvet at benægte det, og skubbe det væk fra sig. Men det er ikke gået så godt. Hendes evner er ude af kontrol, og hun ved ikke hvad hun skal gøre. Indtil hun en dag bliver opsøgt af en dame, der påstår hun er en såkaldt Evnére. Melina bliver taget med til Magika Island, hvor hele hendes liv bliver vendt op og ned.

2Likes
1Kommentarer
1523Visninger
AA

7. Den første træning

Efter maden, gik vi tilbage til vores lejlighed, hvor Hope hjalp mig med at pakke de ting der ville blive nødvendige derovre, og så skyndte vi os af sted. På vejen mødte vi David og TC, og fulgtes med dem, der glædede sig mindst ligeså meget, som Hope syntes at gøre. Jeg tog del i deres glæde, og nød at gå med mine venner om mig, på vej til min første træning på Magika Island. ”Ej, nu gør i mig jo nysgerrig,” sagde jeg, da de begyndte at snakke om forrige træningstimer de havde haft. ”Det er også kun fair,” grinede David, og puffede til mig, så jeg kom tættere hen til TC, der for sjov lagde sin arm om mig, og trak mig indtil mig. ”Hvor er du ond!” Jeg rakte tunge af David, og trak min taske længere op på skulderen, imens jeg egentlig godt kunne lide følelsen af TC’s arm omkring min skulder. Især fordi jeg ikke kunne høre hans tanker. ”David er synonymet for ondskab.” David skubbede til TC, der gav slip på mig, og vaklede lidt, før hoppede op på skuldrene af David. ”Skal du være voldelig?!” David grinede af TC, og lod som om han slet ikke havde bemærket hans vægt på sin ryg. ”Mig? Voldelig? Hvad tænker du dog på?” TC hoppede ned af hans skuldre igen, og David lagde sin arm om Hope, da vi gik op af bakken til Magika Gym, imens vi fortsat snakkede lystigt sammen. Det var fedt at have venner. ”Hey David.” Den muskuløse dreng jeg havde set dem havde snakket med tidligere i spisesalen, gik os i møde, og lavede high five med David og TC, hvorefter han krammede Hope. ”Hey Jayk.” De svarede ham allesammen, og virkede som om de kendte ham ret godt. ”Hvem er du?” spurgte han, og så nysgerrigt på mig. ”Endelig en der spørg mig direkte! Tak! Jeg hedder Melina.” Jeg rakte min hånd ud, og han trykkede den med et smil, ”jeg er roomie med Hope.” ”Jayk. Jeg bor lidt længere væk.” Vi gav slip på hinandens hænder, og jeg kunne se hans meget matte grå aura afslørede, at han ikke var så glad som han virkede. Jeg kiggede ham i øjnene, og prøvede på at høre hans tanker, men der var tomt. Helt tomt. ”Hvor gammel er du?” spurgte jeg, helt spontant. Han kiggede også lidt underligt på mig, før han svarede 18 år, med en halv usikker stemme. Hvad havde jeg nu gang i? ”Har du været her i to år?” spurgte jeg, og han nikkede, stadig med et underligt blik. Der var stadig intet. Ingen tanker om hvor sær jeg var. Intet overhovedet. Jeg kunne høre Hope, TC og Davids tanker svagt i baggrunden, der allesammen handlede om hvad fanden det var jeg havde gang i, men hans tanker var som gravet ned i et hul. Hvad skete der for mine evner? Det plejede at være alles tanker jeg kunne høre! ”Skal vi gå, inden vi kommer forsent?” spurgte David, og trak i Hope, der nikkede. Vi gik sammen ind på skolen, og hen til døren ned til kælderen. Der var stilhed imens vi gik ned ad trapperne, men ligeså snart vi trådte ind i gangen der var for enden af trappen, kunne man høre lyden af en masse elevers snak. Hele gangen var fyldt af elever, der ivrigt snakkede sammen om alt mellem himmel og jord. Alle farverne og tankerne skød ind i mit hoved, og jeg fortrød at jeg havde ladt mine høretelefoner blive derhjemme. En dunkende hovedpine dukkede frem, og jeg tog mig til hovedet, imens jeg prøvede at skubbe tankerne ud af mit hoved. ”Er der noget galt?” spurgte TC bekymret, og så på mig. ”Nej... Det er ligemeget,” sagde jeg, og tog mig sammen. Jeg burde efterhånden være vant til der var mange mennesker omkring mig, og jeg blev nødt til at leve med det. Ihvertfald indtil jeg lærte at slå det fra. Han hævede et øjenbryn. ”Jeg kan da se der er noget galt.” Jeg rullede øjne, og svarede at jeg bare havde lidt hovedpine. Han skulle til at indvende, men så forstummede alle de andre elever, og Yasmy’s stemme lød kraftig ud over mængden. ”Vi skal lige samles i den lille hal, før i begynder træningen idag. Kom ind.” Så begyndte snakken igen, og folk strømmede ind af døren. Da vi gik ind, gik vi ned af en meget lang gang, med døre på begge sider med 5-10 meters afstand. Vi gik ind af en af dem, og stod i en hal der lignede en hel normal idrætshal, med bænke hele vejen ned, og et kæmpe lærred i enden. ”Kom.” Hope greb fat i min arm, og trak mig hen til en af de bagerste bænke, hvor vi satte os sammen, og jeg kunne ikke lade vær’ med at kigge nysgerrigt rundt i hallen. Der var så mange forskellige elever, og ude på væggene hang der billeder af tidligere elever, med årstal skrevet med store, svugne guldbogstaver. I hjørnerne stod der de samme rustninger som der stod mange andre steder på skolen, og bag os var der et rum med helt normale gymnastik redskaber, i de normale matte, kedelige røde og blå farver. Oppe over det store lærrede hang der et M og G der var flettet sammen og var lavet ud af sølv. Foran lærrede stod en talerstol, med mikrofon, og Nicholas stod ude i højre side, og ventede tålmodigt til alle elever havde fundet pladser og var blevet stille. Yasmy var dog knapt så tålmodig, for det var hende der stod på talerstolen, og så strengt ud over os alle sammen. Der gik noget tid, før alle elever havde set Yasmy’s blik, og tav, for at høre hvad det var hun havde at sige. ”Som altid skal i træne i hold, men vi har en ny idag, som skal hjælpes så godt i nu kan. Melina, vil du være sød at rejse dig?” Jeg rejste mig stille op, med halvrøde kinder, og havde mest af alt lyst til at synke i jorden. Jeg hadede opmærksomhed, og ville helst ikke have så meget af det. Jeg havde det fint med at gemme mig i mine trøjer. ”Melina er lige kommet hertil idag, og det her er hendes første time på Magika Gym, så tag godt imod hende. Godt, i ved hvad der skal ske, så holdene kommer op på lærredet, og så går i.” Yasmy trådte ned fra platformen, og så dukkede der pludselig en masse navne op på lærredet. Jeg skulle lede lidt efter mit eget navn, før jeg fandt ud af at jeg var i gruppe med tre andre, ved navn Mathias, Jacob og Jake. Typisk, tre drenge. Jeg så mig rundt, og kom så i tanke om at det ville være fuldstændig umuligt at finde dem, for jeg anede ikke hvem de var. ”Øhm Hope?” Jeg prikkede Hope på skulderen, ”ved du hvem de tre jeg skal være i gruppe med er?” Hun så op på skærmen, og kiggede så rundt i lokalet, før hun pegede tre drenge ud. ”De tre... De er ret søde.” Jeg sagde tak, og gik så over til de tre hun havde udpeget for mig. ”Du må være Melina?” sagde den ene af dem. De var alle tre ret høje – ingen af dem var under 1.80, og to af dem havde blondt hår – den sidste sort. Den ene var karseklippet, den anden havde lidt strithår i det, og den sidste, ham med det sorte, havde det halvlangt. Jeg nikkede, og prøvede at indprinte mig deres ansigter. Den karseklippet havde brune øjne, de to andre havde helt klare blå øjne, og de var alle tre ret muskuløse. ”Jeg er Jake, og det er Jacob og Mathias.” Ham med det halvlange pegede først på ham med strithåret, og så på den karseklippede, ”vi skal nok hjælpe dig igang.” Jeg sagde tak, og fulgte efter dem ind i et lokale, der var delt i midten af en hvid, tyk streg, og ude i siden stod der et bord, med nogle underligt udseende holdere. ”Okay, gå ud og skift først, så forklarer vi bagefter,” sagde Jacob, og nikkede imod et par døre i den anden ende af hallen. Jeg gik derned, hvor jeg kom ind i et omklædningslokale der var fuldstændig magen til et skole omklædningsrum. Der var bænke med knager over, og alt var lavet af fliser, så det gav genlyd i hele lokalet, når jeg gik henover gulvet, med mine converse. Jeg satte min taske på en af bænkene, hvorefter jeg tog sko og tøj af, tog min sports bh på, og trak en top ud over den, hvorefter jeg tog shorts på, og satte mit lange, sorte hår op i en meget stram hestehale. Så tog jeg hurtigt noget deodorant på, og lagde mit tøj ned i tasken, hvorefter jeg tog min sko på, og gik ud til de andre. ”Har du din SCO med?” spurgte Mathias, der var igang med at strække ud. Jeg hævede spørgende det ene øjenbryn. ”Din screenot,” forklarede han, og jeg nikkede, og fandt den hurtigt frem fra min taske. Han nikkede over imod bordet med de mærkelige holdere, som jeg pludselig lagde mærke til, passede perfekt til Screenot’sene. Hope havde godt sagt at de var en vigtig del af træningen, og jeg begyndte at få mistanke om det var dem der holdte hele vores liv her oppe. Jeg havde fået pyntet den med et turkist og sort mønster, med et par dødningehoveder rundt omkring, og baggrunden var Bullet for my valentine, som jeg egentlig ret godt kunne lide. ”Sæt den i den midterste.” Jeg satte den forsigtigt i, og den lyste op, og viste håndaftrykket. Jeg lagde min hånd på, og det mekaniske stemme bød mig velkommen, men det var ikke startskærmen der dukkede op. Der var bare en stor knap hvor der stod påbegynd træning. ”Skal jeg bare starte?” spurgte jeg nervøst, og så over på de andre. Jeg var ret bange for at gøre et eller andet forkert, og gøre mig selv til grin, overfor de mennesker jeg skulle være sammen med, måske resten af mit liv. ”Ja da. Selvfølgelig. Så viser den dig nogle øvelser du skal strække ud med først, og så sker der noget andet,” sagde Jake, uden at kigge på mig. Han havde vist travlt med at strække sin ryg ud, på en ekstremt smidig måde. Jeg trykkede på knappen, og gik igang med den første øvelse den viste mig, uden at stille spørgsmål. De havde prøvet det før, og vidste helt klart hvad de lavede. Men jeg var nu alligevel nysgerrig, og ville gerne vide hvad det var der skulle ske. ”Hvilket andet?” spurgte jeg, imens jeg strak mine arme ud. ”Det skal du skam nok få af vide,” sagde han hemmelighedsfuldt. Jeg besluttede mig for ikke at tage diskutionen op med ham, og fortsatte bare med mine øvelser. Det var helt almindelige strækøvelser, hvilket undrede mig lidt. Skulle vi slås fysisk? Hope sagde da at det ikke var farligt. Og jeg var ikke vant til at få slag. Folk havde holdt sig fra mig, siden episoden med drengen der endte 10 meter oppe i luften. Da jeg havde lavet alle øvelserne, trykkede jeg på en knap der hed gå videre, og den bad mig om at hente et andet menneske. ”Øh... Guys? Den be’r mig om at hente et andet menneske,” sagde jeg tvivlsomt. Hvad skulle jeg gøre med vedkomne? Jeg havde ikke lyst til at skade nogen. Heller ikke hvis de sagde det ikke kom til at gøre ondt. ”Vi kan bare være sammen. Jeg skal også igang med de øvelser nu.” Mathias kom smilende hen til mig, og satte sin screenot i holderen ved siden af min, hvorefter han også trykkede gå videre. Øvelserne gik ud på at vi skulle træne vores psykiske evner på hinanden. VI havde lavet 2 øvelser, og det var lykkeds ham at trænge ind i mit hoved en enkelt gang, da døren gik op, og fire andre elever trådte ind. Blandt andet dansedrengen fra tidligere. Jeg stoppede brat op, og skulle til at gå over til ham, da Mathias stoppede mig, og pegede på min screenot. ”Tryk afslut, og så klar til kamp.” Jeg spærrede øjnene op, og så på ham, ”gør det nu bare.” Jeg trykkede på knappen, og da fire ringe så lyste op på gulvet, stilte jeg mig i den der svarede til den holder min screenot stod i. Jeg stod overfor en dreng med halvlangt sort hår, og blå øjne, der så pænt meget ud som om han ikke ville tøve med at dræbe mig. Og så blev jeg bange. Godt nok havde jeg mere træning end de andre, men de var nok mere motiveret, og kunne let bruge deres evner. Jeg var ikke vant til at kæmpe imod andre, og jeg hadede at gøre andre ondt. Og det var virkelig ikke en ting jeg havde lyst til. Et kæmpe stort tretal lyste op over den hvide streg der var imellem os, og da alle stod på deres pladser, talte den ned, og da den nåede til 0, blæste det op om os, og hallen forsvandt. Vi stod i et virvar af farver i et øjeblik, og alle andre end mig, så ud til at vide præcis hvad der skete. Pludselig stod vi på hver vores side af en kæmpe klipperevne, og vinden blæste op i mit hår. ”BEGYND!” rungede en dyb stemme over os, og Jake sendte som den første en lysstråle over imod dansedrengen, hvis øjne blev helt blanke og han gik helt i stå. Drengen med det sorte hår hævede sin hånd, og jeg kunne læse i hans tanker at han havde tænkt sig at gøre mig ukampdygtig. Jeg kiggede ham i øjnene, og lod min hånd kløve luften, hvorefter han blev skudt langt tilbage, og landede med et bump på klippens hårde overflade. Jake sendte drengen ved siden af den sorthåret en tur ned i revnen, og lod ham sidde dernede, hvorefter vi alle vendte opmærksomheden mod dansedrengen, der var kommet til sig selv, og pludselig sendte en lysstråle imod os, som jeg undgik, i modsætning til drengene, der forsvandt fuldstændig. Den sorthåret var vendt tilbage til sin plads, og den sidste dreng, der overhovedet ikke havde været i spil endnu, havde allerede løftet hånden imod mig. Jeg så lidt på dem, lukkede øjnene, og fløj så op i luften, hvorefter en kraft skubbede dem alle fire ud af spil. Og så faldt jeg. Jeg forventede at lande på de hårde klipper, men i stedet var det gymnastiksalens trægulv jeg landede på, med et hårdt dunk, der gav genlyd igennem mit hoved. ”Hvad fanden skete der?!” Den sorthåret kiggede på mig, og det samme gjorde alle de andre, og pludselig kunne jeg mærke det blev for meget for mig. Jeg så lidt rundt på dem, før jeg løb væk fra dem, ud af døren, ned ad gangen, ud i korridoren og op af trappen, hvorefter jeg løb udenfor, og sank sammen under et træ, med tårerne løbende ned ad mine kinder. ”Melina?” Jeg så op, og så Jake stod foran mig, med et bekymret udtryk, og min taske over skulderen, ”er du okay?” Jeg tørrede mine øjne, og nikkede. Han satte sig ned ved siden af mig, og lagde min taske ved siden af sig, sammen med sin egen. ”Du virker ellers ikke sådan.” Han så på mig med et hævet øjenbryn, ”du behøver ikke fortælle mig hvad der er galt, hvis du ikke vil det. Men jeg kan se du ikke er okay.” Så tørrede han en tåre væk fra min kind, og så afventende på mig. ”Nej... Du har ret,” sagde jeg, og så ind i hans blå øjne. Der var et eller andet over ham, der sagde mig at jeg kunne stole 100 procent på ham. Og som regel var mine mavefornemmelser rigtige. ”Det er bare... Jeg er lige kommet her, og jeg er allerede særlingen...” sagde jeg, og så ned på mine knæ. ”Hvad mener du?” spurgte han. Jeg rettede blikket op mod ham igen, og så han havde lagt hovedet på skrå, og så nysgerrigt på mig. Jeg tog en lille indånding for at få styr på mig selv, og fortalte ham så alt om mine evner, og historie. Bortset lige fra mit lille uheld med Jasmin, tidligere den dag. Det var lidt for personligt. Da jeg var færdig, så han hverken chokeret eller bange ud. Han var helt rolig. ”Jamen så har du da et lille forspring. Det er da rimelig sejt,” sagde han, og smilede beroligende til mig. Hans aura havde en svag blå farve, og hans tanker var rolige og stille. ”Synes du?” spurgte jeg overrasket. Han nikkede. Jeg åndede lettet op. Han syntes ikke jeg var en særling, og han blev ikke bange for mig. Han tog det helt perfekt. ”Det er bare synd du ikke har lært at kontrollere dem ordentligt endnu, men du kommer til at være en magtfuld evnére. Misbrug nu ikke dine evner.” Han rakte min taske over til mig, og rejste sig, hvorefter han rakte en hånd ned til mig, ”jeg skal nok følge dig tilbage. Hope er nok bekymret for dig, og det er ikke fair du skal rende rundt alene.” Jeg tog hans hånd, og så overrasket på ham, da jeg lige netop havde tænkt på at jeg ikke havde lyst til at gå alene tilbage. ”Jeg kan læse tanker,” forklarede han, og hjalp mig op, hvorefter vi fulgtes ned til lejlighederne. ”Hvordan fandt du ud af at du havde dine evner?” spurgte jeg nysgerrigt, ”jeg ved jo ikke hvordan det sker.” ”Det var faktisk ret uhyggeligt... Mine forældre kom ind med en fødselsdagskage på min femtenårsfødselsdag, og da jeg så pustede lysene ud, endte hele kagen udover mine forældre...” Jeg kunne ikke lade vær’ med at grine, da jeg så scenen i hans hoved, ”to dage efter kom Yasmy og tog mig med.” Han så lidt ned i jorden og trak på skuldrene. ”Hvor gammel er du egentlig?” spurgte jeg, og så på ham. ”Jeg er 16. Hvad med dig?” Han smilede, da vi drejede ned ad den vej Hope og jeg boede på. ”15.” ”Nuhr, så du er en lille piiiiige!” Han prikkede mig grinende i maven, og jeg spjættede med et grin, hvorefter jeg ville lave lidt sjov med ham. ”Gentag det,” grinede jeg, og smilede til ham. ”Du er en lille p... WOW!” Der gik ikke to sekunder før han hang 4 meter over mig, og svævede. ”Jeg er en stærk lille pige.” Jeg lod ham komme ned, og han lagde mig med det samme ned i græsset, hvor han rodede rundt i mit hår, og grinede sammen med mig. ”UNDSKYLD!” hvinede jeg, da han begyndte at kilde mig, ”jeg gør det aldrig igen.” Han holdte op, men vi grinede begge to videre, og blev liggende i græsset, imens vi kiggede op på stjernerne. ”Det er en flot himmel,” sagde jeg, og begyndte at lede efter karlsvognen. ”Ja. Der er noget magisk over hele Magika Island. Himlen, og vejret og sådan noget. Det er egentlig lidt underligt. Men det er nu meget rart. Lidt ligesom at have sin egen fantasiverden...” Han lagde sin ene arm bag sit hoved, og lagde sig lidt bedre til rette. ”Du må være blevet upopulær på dine evner.” Det gav et lille gip i mig, da jeg ikke lige havde fortalt ham om mobningen, eller hvordan jeg havde haft det med det. Jeg havde bare fortalt ham at jeg altid havde haft evner, og ikke kunne styre dem. ”Jah... Jeg blev mobbet ret meget på grund af dem... Og jeg har aldrig haft venner før. Så det er rart at komme her, og jeg har allerede fået fire fantastiske venner,” sagde jeg, og vendte mig om på siden, så jeg kunne se ham. ”Er jeg en af dem?” spurgte han med et smil, og lagde sig også på siden. Jeg nikkede. ”Det regnede jeg da ihvertfald med. Jeg kender jo ikke så meget til det... Men jeg har det som om vi er venner. Gode venner.” Han storsmilede, og nikkede ivrigt. ”Jeg ser ihvertfald dig som min ven. Jeg er glad for du stolede på mig med din historie. Og jeg synes ikke du skal være bange for at forklare folk hvad der er sket. Det er en del af dig, og man skal aldrig være bange for at vise hvem man er.” Jeg så ind i hans blå øjne, og tænkte over det han lige havde sagt. Det gav så meget mening, og her var der overhovedet ingen grund til at være pinlig over hvem jeg var. Jake havde ret. ”Vi må nok hellere få dig hjem, ellers tror hun bare du er blevet voldtaget eller noget,” sagde han, og hjalp mig op at stå. ”Ja, du har nok ret,” sagde jeg, og tog imod den hånd, han havde rakt ned til mig, for at hjælpe mig op. Så tog jeg min taske over skulderen, og fulgte med ham længere ned ad vejen. ”Tak for alting,” sagde jeg, og krammede ham, da det var tid til han skulle hjem. ”Så lidt. Bare husk at vær’ dig selv. Du er fantastisk som du er.” Han trykkede mig helt indtil sig, før han smilede til mig, og tog afsted. ”Hooope?” råbte jeg, og satte min taske i sofaen. Jeg ville lige sikre mig at hun var kommet hjem, og var i god behold. ”Jeg er lige gået i bad!” lød hendes stemme, ude fra badeværelset. ”Okay. Jeg går også lige i bad,” sagde jeg, og tog min taske med ind på mit værelse, hvor jeg fandt det tøj jeg sov i, og gik ud på badeværelset, der hørte til mit værelse. Jeg tog mit tøj af, og trådte ind under bruseren, hvor jeg lod det dejligt varme vand glide ned over min krop, og skylle mit ansigt rent. Det var rart at mærke vandet, og det fik mig til at slappe af, efter dagens hændelser. Jeg tænkte på alt der var sket, og specielt på min samtale med Jake. Jeg elskede at have venner, og var stolt af at de første jeg fik, var nogle der var så søde som Hope, TC, David og Jake. Jeg vidste ikke helt med Jayk, men jeg havde en idé om vi nok skulle blive gode venner. Det var utroligt at for 8-9 timer siden, var jeg på vej i skole, som særlingen, og nu var jeg på en ø, fuld af folk som mig selv. Sådan nogenlunde da.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...