Magika Island

Melina har vidst hun var anderledes, lige siden hun blev født, men har prøvet at benægte det, og skubbe det væk fra sig. Men det er ikke gået så godt. Hendes evner er ude af kontrol, og hun ved ikke hvad hun skal gøre. Indtil hun en dag bliver opsøgt af en dame, der påstår hun er en såkaldt Evnére. Melina bliver taget med til Magika Island, hvor hele hendes liv bliver vendt op og ned.

2Likes
1Kommentarer
1518Visninger
AA

10. Astronomi

Da jeg vågnede, lå jeg i en sofa, og var omringet af mine venner. TC, Hope, David og... Hvor var Jayk? Jeg satte mig brat op, og gav dem allesammen en forskrækkelse. Vi var tilbage i Hope og jegs lejlighed, og jeg kunne skimte Jayk stå ovre ved vinduet. Udenfor var himlen meget mørkeblå, og var godt på vej til at blive helt sort, med hvide stjerner på. Jeg ville rejse mig op, og gå over til ham, men TC lagde en hånd på min skulder, og skubbede mig blidt tilbage på sofaen. ”Er du okay søde?” spurgte han bekymret, og lagde en hånd på min pande. Jeg slog irriteret hans hånd væk. ”Jaja, jeg har det fint,” sagde jeg, og ignorerede at han faktisk bekymrede sig om mig. Alt der var vigtigt for mig lige nu, var at sørge for Jayk var okay. ”Du ser ellers ikke sådan ud. Og det gjorde du heller ikke da du faldt om på vejen,” sagde TC, og holdte mig tilbage. Jeg så på ham, med et sigende blik, og han gav slip, og lod mig rejse mig. ”Jayk?” Jeg lagde forsigtigt min hånd på hans stærke overarm, og så bekymret på ham. Han klemte læberne hårdt sammen, og prøvede vist at holde tåre tilbage. Hans blik var stift rettet imod vores pool, der var lyst op af blåt lys. Hvis jeg turde, ville jeg have haft kigget ind i hans tanker, men jeg var allerede besvimet en gang den dag, på grund af mine evner. Der var ingen grund til at udfordrer skæbnen. ”Jayk.. Please sig noget...” sagde jeg stille, og stillede mig ind i det lille mellemrum, der var imellem ham og vinduet. Han så først henover hovedet på mig, og så kiggede han ned på mig. ”Undskyld... Jeg skulle aldrig have fået dig til at gøre det... Det var alt for meget. Jeg burde have vidst bedre,” sagde han, med tåre i øjnene. Jeg rystede blidt på hovedet, og krammede ham. ”Jayk, jeg er overhovedet ikke sur på dig. Det var ikke din fejl,” sagde jeg, da han lagde armene om min ryg, og trykkede mig helt tæt indtil sig, så jeg kunne mærke hans ret stærke krop. ”Jo det var... Og jeg er virkelig ked af det,” sagde han, og jeg legede blidt med hans hår, imens han stadig holdte om mig. ”Det skal du ikke være. Bare slap af... Jeg er glad for du fik set din familie,” sagde jeg, og smilede for mig selv. Jeg var glad for at kunne hjælpe andre. ”Tak Mel...” hviskede han, og gav slip på mig igen. Jeg smilede stort til ham. ”Selv tak... Jeg er glad for jeg kunne hjælpe,” sagde jeg, og lagde mit hoved på skrå, imens han tørrede sine øjne. Han prøvede at smile til mig, men han havde vist stadig dårlig samvittighed. ”Øhm... Jeg tror altså du skal hvile dig lidt..” TC lagde sin hånd på min overarm, og jeg vendte mig mod ham. Han så bekymret ud. Jeg rystede på hovedet. ”Jeg har det fint... Lad os kigge på det der astronomi halløj,” sagde jeg og gik ind efter min skoletaske. Jeg kunne føle TC fulgte efter mig, og lod ham bare komme med ind på mit værelse. Jeg satte mig på min seng, og TC placerede sig hurtigt ved siden af. ”Er du sikker på du er okay?” spurgte han. Jeg nikkede og undgik at se ham i øjnene. Han lagde sin arm om mig. ”Hey... Du gjorde det rigtige,” sagde han. Jeg trak på skuldrene. ”Hvad nu hvis det var meningen at Jayk skulle glemme sin familie? Hvad nu hvis der virkelig er behov for vi glemmer dem fra vores tidligere liv?” spurgte jeg, og så op på ham. Han rynkede panden. ”Jeg kan stadig huske mine forældre...” ”Du har også kun været her i hvad? Et par måneder? Jayk har været her i to år...” sagde jeg, og så ned på min screenot, der lå i mit skød. TC rystede på hovedet. ”Det skal nok gå søde... Det lover jeg,” sagde han, og aede mig på ryggen. Jeg så op på ham, med et usikkert blik. ”Jeg er helt hundrede. Alting skal nok gå godt. Det gør det skam altid,” sagde han med et opmuntrende blik. Jeg rystede på hovedet. ”Jeg er ikke så sikker på det... Jeg har sikkert ødelagt en hel masse nu,” sagde jeg nedtrykt, og tændte min screenot. TC rystede på hovedet, så hans hår fløj rundt om hovedet på ham. ”Kom, nu går vi derover, og så glemmer du alt om det her. Okay?” Han smilede til mig, og rejste sig, stadig med armen om mig. Jeg sukkede opgivende, og puttede min screenot ned i min taske imens jeg så på mine to bærbare. ”Hvilken computer skal jeg have med?” spurgte jeg. Han måtte vel vide hvilken der var bedst at bruge. ”Din windows. Den har det installeret,” sagde han, og jeg lagde min computer ned i tasken sammen med screenot’en. ”Det?” spurgte jeg, og svang tasken over skulderen. ”Det program du skal bruge,” sagde han, og smilede sit charme smil til mig. Jeg tvang et lille smil frem, og rystede på hovedet af ham. ”Hvaaad?” spurgte han. Jeg grinede. ”Ikke noget. Lad os nu bare komme derover,” sagde jeg, og puffede ham ud af mit værelse. Jayk sad nu i sofaen, og snakkede med David og Hope. Da vi kom gående ud, vendte han hovedet op imod mig, og hans øjne blev fyldt med smerte. Han rejste sig, gik over til mig, og krammede mig. ”Jeg håber virkelig du kan tilgive mig...” sagde han, og jeg var bange for han var ved at brække min ryg. ”Jayk, jeg bliver først sur hvis du brækker min ryg,” grinede jeg, og han gav hurtigt slip på mig. Jeg smilede til ham. ”Alt er okay. Lad vær’ med at pine dig selv. Det var mig selv der gik ind til det,” sagde jeg, og så opmuntrende på ham. ”Okay så... Jeg står i dyb gæld til dig Mel... Jeg mener det virkelig,” sagde han alvorligt. Jeg smilede. ”Tak. Bare lov mig at du ikke går og er ked af det over det her. Det var ikke din fejl,” sagde jeg, og gav ham et sidste kram, før TC hev mig med ud af døren, og vi begyndte at trave op imod skolen. ”Det var forresten rigtig hyggeligt her tidligere idag,” sagde TC, da vi havde gået i fem minutters tid. Jeg nikkede. ”Jeg er glad for du ville tage med mig,” sagde jeg, og smilede til ham. Han trak på skuldrene. ”Det var ikke rigtig noget problem. Du var bare faret vild selv,” grinede han, og rodede op i mit hår. Jeg skulle til at svare ham tilbage, men så kom jeg i tanke om han nok havde ret, og trak bare på skuldrene. Han grinede, og rystede let på hovedet. ”Jeg er jo også stadig ny her!” sagde jeg, og rakte tunge af ham. Han hævede begge øjenbryn. ”Det havde jeg også sagt,” sagde han, og puffede til mig. Jeg trak på skuldrene, og grinede. ”Det havde du jo. Hvis du var ny, og ikke kunne finde rundt endnu,” svarede jeg. Han rullede øjne, og lagde sin arm om mig. ”Lad os nu bare blive enige om at det var godt jeg følger dig herop,” sagde han, og smilede til mig. Jeg trak på skuldrene, og svarede at han nok havde ret. Jeg var en idiot til at finde rundt, og det var dejligt han ville følge mig op. Vi gik lidt i stilhed, indtil han brød stilheden, med et spørgsmål. ”Hvor meget ved du egentlig om astronomi?” spurgte han. Jeg tænkte mig lidt om. ”Er det ikke noget med stjerner, og stjernetegn og sådan noget?” Han nikkede. ”Blandt andet. Det handler også om nordlys, solsystemet, UFO’er, og sådan resten af universet. Vi lærer også lidt om de fleste aliens fra resten af vores solsystem.” Jeg stoppede brat op. ”Aliens?” spurgte jeg, og stirrede på ham. Han nikkede. Jeg begyndte stille at gå igen. ”Findes der aliens?” spurgte jeg, og han nikkede. ”Der findes skam mange ting du ikke har kendt til før,” grinede han, ”verden er meget mere fantastisk, end man umiddelbart skulle tro.” Jeg prøvede at sluge nyheden, imens vi gik op ad den lille bakke, der førte op til skolens store porte. Aliens? Gad vide om der så også fandtes trolde og enhjørninger, og alle de fabeldyr, jeg så ofte havde læst om i bøger? TC åbnede døren, og lod mig gå ind først. Inde i hallen, stod hele vores årgang samlet, og snakkede lystigt sammen. Jeg så op på TC, der trak på skuldrene og trak mig med ned til de andre, der stod i små gruppe, med de folk de kendte. Jeg så mig rundt efter Jake, men kom så i tanke om at han var andetårselev – så han ville ikke være her. Så kiggede jeg rundt igen, men ledte efter en anden. Mon Drew var her? ”TC? Ham der Drew?” TC hævede begge øjenbryn, og så afventende på mig. Jeg smilede undskyldende, og fortsatte. ”Ved du hvilken årgang han går på?” Han rystede på hovedet. ”Han går ihvertfald ikke på vores årgang... For jeg har ikke set ham til de timer vi har sammen.” Jeg rynkede panden, og så mig rundt i hallen. Folk stod at snakkede lystigt sammen, men der var ingen jeg kendte. Ikke nogle jeg havde lagt mærke til før. Og så gik det op for mig, at jeg næsten ikke kendte nogle af mine nye klassekammerater. Jeg kendte TC ja, men faktisk ikke andre. ”Sært...” Jeg blev ved med at kigge rundt, og undersøge folk, da en eller anden dreng hoppede op på skuldrene af TC. Han grinede bare, og bøjede sig forover, så drengen fløj af, og landede på gulvet, med et stort grin. Jeg så med store øjne på dem. Drengen der lå på gulvet, havde helt afbleget hår, der var halvlangt, og han var meget spinkel. Han havde et par hængerøvsbukser på, med et blåt og sort nittebælte i, og en t-shirt hvor der stod IRON MAIDEN med store bogstaver over brystet. Han rejste sig op, og viste sig at være ligeså høj som TC – det vil sige omkring et hoved højere end mig. ”Andreas for helved!” TC grinede, og puffede til ham. Drengen, der åbenbart hed Andreas, grinede bare og trak på skuldrene. ”Hvad kan jeg sige, du havde fortjent det.” Jeg lod mærke til en læbepiercing i venstre side af underlæben, og endnu en i hans højre øjenbryn, ”hvem er damen her?” ”Åh undskyld. Andreas, det her er Melina, Melina, det her er Andreas. Han går på vores årgang,” sagde TC, og rakte hånden ud imod ham. Jeg gav ham hånden, og smilede til ham. ”Hyggeligt at møde dig frøken,” sagde han, og bukkede for mig, hvorefter han kyssede min hånd. Jeg rødmede, da han rejste sig op igen, og smilede mega charmerende til mig. ”Også hyggeligt at møde dig,” svarede jeg, med en utrolig lys stemme. TC lagde armen om mit liv, og smilede til Andreas. ”Hvorfor venter vi egentlig her?” spurgte jeg, og så rundt på den store samling elever. ”Vores lære henter os, og tager os med igennem en eller anden hemmelig gang op til astronomi lokalet,” sagde Andreas, og så lidt på mig og TC, ”kommer i sammen?” Jeg rystede på hovedet. ”TC og jeg er bare venner. Jeg har ikke været her specielt længe, og vi kender ikke hinanden så godt,” sagde jeg, og trak på skuldrene. Andreas smilede stort. ”Jamen okay da.” Jeg rynkede panden af ham, og prøvede at stille mig ind på hans tanker, men en stemme afbrød mig. En gammel hæs stemme. Jeg kiggede op på trappen, hvor en lille halvfed dame, med halvmåne formede briller, kiggede på os. Hendes tøj var helt igennem pinkt, og brillerne der var hvide, hang i en perlekæde om hendes hals. Hendes brune hår gik hende til lidt under ørerne, og krøllede nede i enden. Blikket bag brillerne var strengt. ”Elever! Så er det stille!” Der blev helt stille i salen, og hun kiggede rundt på alle eleverne. TC trak sin arm til sig igen. Hendes øjne gled over hver enkelt elev og stoppede op ved mig. ”Dig! Hvad hedder du?” Hun kneb øjnene sammen, og så på mig. Jeg pegede spørgende på mig selv. ”Ja selvfølgelig er det dig!” ”M-Melina...” sagde jeg med rystende stemme, og greb om TC’s hånd. Han nussede mig på håndryggen med tommelfingeren, og hviskede at jeg bare skulle slappe af. ”Hvornår kom du?” spurgte læren med den samme strenge og skarpe stemme. Hendes øjne stirrede på mig. ”Igår...” sagde jeg, og blev ved med at klemme om TC’s hånd, der nok snart ville få blå mærker. Hun stirrede lidt på mig, før hun fortsatte sin søgen udover alle eleverne. ”Hvad var det?” hviskede jeg til TC, der vist var glad for hun ikke havde stillet flere spørgsmål. ”Det er bare Anna-Bell. Hun skal altid lige tjekke sine elever igennem. Hun ved hver evig eneste gang der mangler nogle, og hver gang der er nogle nye. Det er faktisk lidt skræmmende,” hviskede han, og så op på læren, der åbenbart hed Anna-Bell. Hun havde afsluttet sin runde, og havde råbt os op igen. ”Følg med mig!” Så vendte hun om, og gik med små skridt op ad trappen, hvorefter alle elever fulgte efter hende, i en stor strøm. TC, Andreas og jeg snakkede lystigt, imens vi gik op til stortrappen, og fortsatte op til anden sal, hvor hun gik ned af en af gangene, der ledte hen til en stor statue. Hendes øjne lyste lillat, og statuen, der forestillede en ridder med sin hjelm under armen, bukkede for hende, og gjorde honnør, før den svang til side, og en gang kom til syne. Jeg gloede med åben mund. TC grinede af mig, og lukkede min mund igen med en finger. ”Du må virkelig til at vende dig til alle de her awesome ting,” grinede han, og prikkede mig på næsen. Jeg rakte tunge af ham, og fulgte med flokken ind i den lille gang, hvor man lige kunne gå to og to. Det var en stengang, der matchede resten af slottet, bortset fra at gangen her var kold og vammel. Der hang spindelvæv i loftet, og på siderne, og fakler lyste det svagt op. Det gav mig en kold fornemmelse, og jeg greb igen fat i TC’s hånd. Han grinede, og trak sin hånd ud af min, hvorefter han lagde sin arm om mig. ”Er du virkelig sådan en bange en?” spurgte han drillende, og trak mig ind til sig. ”Njaaahr...” Jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder, og var glad for at lyset var så svagt. Han lo. ”Slap nu bare af. Der er ikke noget her, der kan skade dig. Især ikke når jeg er her for at passe på dig,” sagde han, og smilede til mig. ”Tak,” sagde jeg taknemligt, og koncentrerede mig om ikke at gå ind i dem der gik foran os, og snakkede lystigt. Han gav min skulder et klem som svar, og der var lidt stilhed imellem os, imens vi gik. ”BØØØH!” Jeg skreg op, da Andreas havde lagt sine hænder meget pludseligt på mine skuldre og brølet mig lige ind i øret. ”Ej okay, vær’ lige lidt mer’ barnlig Andy!” sagde TC, og lagde den anden arm om mig. Jeg kæmpede for at få min vejrtrækning ned i tempo, samtidig med vi blev nødt til at holde trip med de andre. Andreas sagde grinende undskyld til mig, og jeg gav ham bare dræberblikket. Efterhånden som vi havde gået i 5 minutters tid, var der noget mystisk blåt lys for enden af gangen. ”Så er vi endelig ved at være der! Det tog godt nok sin tid idag...” sagde TC, og smilede opmuntrende til mig. Vi trådte ind igennem et firkantet hul (med lidt problemer), og stod så inde i et kæmpemæssigt rum. Loftet var buet, og stjernehimlen var lyst op på det. På gulvet lå en masse puder, og på et bord henne i hjørnet, stod et lille bord, med blokke og blyanter. I midten af alle puderne, var der en stol, der stod på en lille forhøjning. Sikkert Anna-Bells plads. ”Kom.” TC hev mig med hen til et sted i puderne, hvor vi lagde os, og fandt vores computere frem. ”Det er det der program.” Han pegede på et ikon på mit skrivebord der forestillede en måne, og stjernehimlen blev vist på min skærm. ”Tak,” sagde jeg, og smilede taknemligt til ham. Hvordan skulle jeg klare mig uden ham. ”Ligger i godt?” Andreas smed sig ved siden af os, og hans computer svævede langsomt ned bagefter. ”Jep. Det er mega dejlige puder,” sagde jeg med et grin, og lagde mit hoved ned. Jeg løj ikke. De var virkelig bløde, og gode at ligge på. ”Ret meget luksus,” sagde han,og smilede til mig. Jeg koncentrerede mig om programmet, der nu bad mig om at logge ind. ”TC? Hjælp mig lige...” sagde jeg hjælpeløst, og pegede spørgende på programmet. Han grinede. ”Du har din screenot med herover, ikke?” Jeg nikkede og så undrende på ham. Han grinede, og tog den op af min tasken. Så lagde han den ved siden af min computer, og bad mig åbne den. Så trykkede han på nogle knapper, som jeg ikke rigtig fik fat i, og ud af det blå dukkede en ledning op, der forbandt den til computeren. Jeg så med store øjne på skærmen, der ændrede sig, og viste stjernerne. ”Sådan der. Så burde det gerne virke,” sagde TC, og så op på min skærm, med et tilfredst blik. ”Tak,” sagde jeg, og gav ham et kram, så godt jeg nu kunne, imens vi lå ned. Det resulterede i at vi lå ret tæt, og nærmest kunne dele en computer. Andreas lå og var på Facebook, imens han svingede sine ben frem og tilbage bag sig. Jeg fnisede stille, og så på stjernerne, der var markeret med navne. Der var selvfølgelig alle dem man kendte i forvejen. Karlsvognen, storebjørn, lillebjørn, og alle stjernetegnene. Men der var også navne jeg aldrig i mit liv havde hørt før. Jeg havde aldrig rigtig interesseret mig for stjerner, så det kunne godt være nogle der altid havde eksisteret. Der gik et par minutter, før alle i klassen fik øje på Anna-Bell, der sad og så meget misfornøjet ud over os. Så blev der helt stille, og hun begyndte sin undervisning. ”Okay, idag skal vi høre om den her stjerne.” Hun pegede op på en lille, næsten usynlig stjerne, med en af de der laser ting, ”er der nogen der kan fortælle mig noget om den?” Jeg så rundt i klassen. Folk kiggede tvivlsomt på hinanden, indtil en meget tynd pige, genert rakte en lille hånd op. Anna-Bells blik gled rundt, og stoppede ved den generte piges hånd. ”Ann? Ved du det?” Anna-Bell så ud over sine briller, og gav den stakkels pige et meget strengt blik. Hun nikkede genert. Jeg så lidt på hende. Hun sad i skrædderstilling, og havde et par ovale, sorte briller på. Hendes computer stod foran hende, og hun var meget spinkel. ”Den hedder Tritunaris... Da den først dukkede op på himlen, i år 2000 før kristus, var det som et mysterie for datidens astronomer. De prøvede at finde ud af mere om den, men der er ikke særlig meget viden. De kalder den Tritunaris, fordi det var astronomen Tritus der fandt den.” Hun rettede genert på sine briller, og så afventende på Anna-Bell, og håbede det ikke var forkert. Hendes aura var en meget mørk lilla farve, hvilket afslørede hvor nervøs hun var, og hendes tanker var ligeså bange. Var Anna-Bell virkelig så streng? Jeg havde før oplevet elever, der var bange for deres lærer, men overhovedet ikke som Ann. Måske var hun bare en meget genert og bange type? ”Korrekt.” Ann åndede lettet op, imens Anna-Bell begyndte at give os informationer om stjernen, som jeg så skrev ned, under stjernens notater. TC hjalp mig med det meste igennem timen, så da jeg var færdig, kunne jeg standarden, plus lidt mere, i astronomi. ”Hvad synes du så om det?” spurgte TC, da vi var kommet ud af skolen, og var på vej hjem. Jeg trak på skuldrene. ”Det var da fint nok. Men læreren virker ret ond,” sagde jeg. ”Hun er ret streng, men hun er nu en god lærer,” sagde TC, og smilede til mig. Jeg hævede begge øjenbryn, og trak igen på skuldrene. TC grinede. ”Du virker lidt... Passiv?” drillede han, og puffede til mig. Jeg rakte tunge af ham. ”Jamen jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige til det. Jeg kender hende jo ikke, og ved ikke om hun er en god lærer,” sagde jeg, og fik lidt farve i kinderne. Nogle gange havde jeg det bare bedst med at være stille, men det lod ikke til at TC ville lade mig være stille. Folk plejede ellers at være meget glade for, at jeg var den stille type. Men selvfølgelig, det her var en hel anden verden, og jeg kunne ikke bare opføre mig, ligesom jeg havde gjort i mit gamle liv. Alting var nyt, og jeg burde bare glemme alt om fortiden. Selvom det var svært, en gang imellem. Der var nogenlunde stilhed imellem os, resten af vejen hjem. Klokken var faktisk mange, og jeg var træt, efter endnu en hård dag. Vi sagde farvel da vi vejene skillede sig, og jeg gik det sidste stykke ned til lejligheden selv. Det var stadig varmt i vejret, og jeg glædede mig til at komme indenfor, hvor der var aircondition. ”Hope?” Jeg smed mine sko, og gik ind i stuen, for at se om hun var der. Men stuen var tom, og det var resten af huset også. Der var overhovedet intet spor af hende. Jeg begyndte at blive bekymret for hende, da jeg så hendes sko ikke stod ude i entreen, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved det. Hun var vel stor nok til at passe på sig selv. Måske sov hun bare hos David? Jeg besluttede mig for ikke at bekymre mig mere om det, og bare skynde mig at komme i seng. Det havde været en lang dag, og jeg havde brug for søvn. Så jeg satte mit vækkeur, skyndte mig at komme i mit nattøj, og gik så i seng, efter en udmattende dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...