Dødforelsket

Xavier Flame, er en helt almindelig fyr på nitten år. Men den smukke Isabell Galen, som han forelsker sig i er langt fra normal. Hun er forbandet. Alt hvad hun rører ved visner, og dør. Selv hvis det er mennesker. Hun prøver, at holde sig væk fra Xavier, men han bliver ved med, at opsøge hende. Han er helt fortabt i hende. Isabell, begynder at falde for Xavier, men hun må passe på. Bare én enkelt berøring og han er færdig. Xavier og Isabell bliver draget af hinanden, men hvordan kan de nogensinde være sammen, uden at Isabell får Xavier slået ihjel? Tør de løbe risikoen? Tør de sætte Xaviers liv på spil, til fordel for et enkelt kys...?

33Likes
58Kommentarer
4248Visninger
AA

3. Isabells historie

 

Hvorfor var jeg stivnet sådan over for hende? Hvorfor sagde jeg ikke noget? Jeg fik ikke engang hendes navn.

 Jeg sad derhjemme og hadede mig selv. Jeg kunne ikke få hende ud af mit hoved. Hun var så smuk...Så smuk... Da jeg tænkte på hende, kom jeg i tanke om noget andet. Hun havde haft handsker på. Inden for. Det var da underligt at gå med handsker indendøre. Men det var bedøvende ligegyldigt. Det ændrede ikke på det jeg følte for hende. For jeg var faldet pladask for hende, selvom jeg ikke engang kendte hendes navn. Jeg måtte bare møde hende igen. Koste hvad det vil. 

 

Ham fyren på caféen var ligesom alle de andre. Totalt målløs. Men jeg må ikke lade mig narre af de våde hundeøjne. Hvis jeg tillader mig selv, at lære ham at kende.. Så kan det kun ende galt. Ligesom med Jace. Jeg sagde at han ikke måtte røre mig. Men Jace var stædig som bare fanden. Jeg huker det tyddeligt... 

,, Jace, hvis du virkelig elsker mig, så lader du værre. " havde jeg sagt. Jeg vendte mig om for at gå, men han ville ikke lytte. ,, Nej det skal fandeme blive løgn, skal det! " Han tog hårdt fat om min hånd og rykkede mig hen til sig. Det velkendte, skindende blå lys sprang frem, der hvor min hud var i kontakt med Jaces. Lyset skinnede fra min hånd, så mit ansigt lyste på. Jeg missede med øjnene. Det var ved at ske. Jeg kunne se blodårerne under hans hud fryse til is. Han sendte mig et hadefuldt blik, vendte det hvide ud af øjnene og faldt så om på jorden. Han var død.

Fra den dag af vidste jeg, at jeg aldrig ville kunne tillade mig selv, at elske nogen igen. Jeg var forbandet. Jeg skulle vandre rundt på Jorden i al evighed, og se alle folk omkring mig dø af alderdom, hvis jeg ikke selv slog dem ihjel først. 

Jeg ved ikke, hvordan jeg er blevet sådan. Jeg har været sådan siden jeg blev født. Jeg slog min ejen mor ihjel. Min far. Jeg havde slået så mange mennesker ihjel. Hvis jeg havde været i byen en dejlig sommerdag, med en kortærmet T-shirt på, og så havde strejfet en forbipasserende... Det var sket så mange gange. Jeg gik altid med så meget tøj på så muligt. Bluser med kraver. Handsker. Mit hår hængende så det kunne dække min nakke.

Jeg hadede mig selv og mit forbandede liv. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...