Dødforelsket

Xavier Flame, er en helt almindelig fyr på nitten år. Men den smukke Isabell Galen, som han forelsker sig i er langt fra normal. Hun er forbandet. Alt hvad hun rører ved visner, og dør. Selv hvis det er mennesker. Hun prøver, at holde sig væk fra Xavier, men han bliver ved med, at opsøge hende. Han er helt fortabt i hende. Isabell, begynder at falde for Xavier, men hun må passe på. Bare én enkelt berøring og han er færdig. Xavier og Isabell bliver draget af hinanden, men hvordan kan de nogensinde være sammen, uden at Isabell får Xavier slået ihjel? Tør de løbe risikoen? Tør de sætte Xaviers liv på spil, til fordel for et enkelt kys...?

33Likes
58Kommentarer
4241Visninger
AA

9. Hævn

 


Jeg gik med lette, trippende skridt hjemad. Xaviers ord lød i mit hoved; "Jeg vil altid passe på dig."

Aldrig før havde jeg følt mig så tryk i en andens nærvær. Jeg havde altid været bange for at gøre nogen fortræd. Jeg havde altid følt mig som en freak. En særling. Et uhyre. Jeg havde altid følt, at jeg ikke hørte til i denne verden. Jeg følte mig ikke velkommen. Ikke ønsket. Den eneste, der havde vidst besked om mit sande jeg før Xavier, var Jace. Mit livs kærlighed, men ham fik jeg slået ihjel. Endnu en gang, var det sket. Jeg havde slået et menneske ihjel. Det kunne på ingen måde forsvares eller tilgives. Jeg kunne ikke leve med mig selv. Jeg havde før prøvet på, at tage mit eget liv, men det var til ingen nytte.

 

Jeg trådte midt ud på den voldsomme, støjende, trafikerede vej og ventede bare på, at der ville være en bil, som ville ramme mig. Gøre det af med mig, slutte mit forbandede liv. Men det lykkedes ikke. Jeg hørte hornets høje hyl og så lygternes skarpe lys, inden bilen bankede ind i mig, med ti vilde hestes kraft. Blodet pumpede rundt i min krop. Jeg blev slynget flere meter væk. Mit syn blev sløret og jeg besvimede. Men kun for et kort øjeblik. Jeg var blevet slået ud i et splitsekund, men så var jeg kommet til bevidsthed igen. På det korte stykke tid, havde jeg følt en dejlig og sært beroligende fred. Frihed. Jeg havde følt en ubeskrivelig glæde. Begejstringen varmede om mit hjerte og lettede den trykkende angst , som jeg havde følt. Den angst, som havde fordømt mit liv. Ødelagt mig. Lukket alle positive og lykkelige følelser ude. Men den behagelige følelse af lykke og frihed aftog hurtigt.

Jeg kom til bevidsthed igen, og uden en eneste skramme rejste jeg mig og så på billisten. Manden, der havde siddet bag rattet stirrede på mig med opspilede og forfærdede øjne på mig. Jeg kiggede undskyldende på ham og skyndte mig væk.

 

Mit syn på mig selv ændrede sig så hurtigt, som dukken viger tilbage for solen. Det kunne jeg takke Xavier for. Han havde fået mig til, at føle mig elsket. Og speciel. På den gode måde. 

 

Jeg gik i mine egne tanker, da en hæs, dyb og truende stemme pludselig sagde:

,,Jamen godaften Isabell..." En skygge tårnede sig op bag ved mig. Det gav et gib i mig. Det var ikke en stemme jeg havde hørt før. Frygten overmandede mig. Nakkehårene rejste sig og mine hænder rystede. Jeg drejede langsomt hovedet. 

Det var en mand sidst i tyverne. Han var høj, havde en bred, muskuløs krop med nogle kraftige overarme, der tydeligvis havde knoklet på med håndvægte i timevis. Han havde en bred kæbe og ovenover den, sad nogle spidse, markerede kindben. Næsen var lige og lang, med et par enkelte fregner. Øjnene. Øjnene var grønne, nærmest lysende. De mindede om en slanges. Snedige og frygtesløse.

Hans ansigt så på én gang truende og selvsikker ud. Men der var noget, jeg ikke helt kunne sætte en finger på. Det var noget i hans øjne. Var det frygt? - Ja. Han virkede både selvsikker og bange. Han så meget bekendt ud. 

,,Hv... hvem er du?" Min stemme dirrede. Ikke af frygt, men af forvirrelse og nysgerrighed. 

,,Kan du virkelig ikke se det? Kan du slet ikke se ligheden?" Hans stemme var hånende med et strejf af sarkasme. Jeg rystede på hovedet. Han sukkede opgivende og begyndte så at tale igen.

,,Jeg er Darrel. Jaces storebror." Med et glimt i øjet og et lumsk smil på læberne, tog han et skridt længere hen mod mig.

I mit hoved sammenlignede jeg Jaces og Darrels øjne. Det var den samme farve. Jace havde altid haft et godt forhold til sin bror, men jeg havde aldrig fået muligheden for at møde ham. 

Jeg trådte instinktivt et par skridt tilbage. Men det skulle jeg aldrig have gjort, for i ét spring var Darrel henne ved mig, og havde taget mig om livet og presset mig op ad ham. Mine handskeklædte hænder lå på hans skuldre, og prøvede desperat at skubbe ham væk, men han strammede bare grebet yderligere. 

Mit hjerte hamrede afsted. Darrel var uden tvivl stærkere end mig, men jeg måtte slippe væk. Han smilede lumsk og strøg med sin handskeklædte hånd en vildfaren hårlok om bag mit øre. Handsker. Han vidste det. Han vidste, hvad jeg var. Jace havde været den eneste, der vidste noget om mit sande jeg. Jeg havde fået ham til at love mig, ikke at fortælle nogen om min hemmelighed, men han havde svigtet. Jeg kiggede skræmt på Darrel.

En hæs og rusten latter fyldte luften og fik hårene i nakken til at rejse sig. 

,,Åh ja, jeg kender skam godt din hemmelighed, Isabell. Det var min kære bror, der var så venlig at sige det til mig... Før han døde. Før du slog ham ihjel!" Han øjne lynede af raseri og han strammede grebet om mig, så jeg kunne høre blodet dunke i mine ører.  

,,Du skal betale for, hvad du gjorde. Du skal lide samme skæbne som ham. Det her er min hævn, for hvad du gjorde mod min bror."  Han slap mig, men jeg nåede ikke at tage ét skridt væk, før han havde lagt sine hænder om min hals og begyndte at klemme til. Et højt, skingert skrig passerede mine læber. Jeg hev efter vejret. 

Mit syn blev sløret og blinkende prikker, dansede foran mine øjne. Jeg begyndte langsomt at blive slap i Darrels tag. 

Pludselig blev hænderne fjernet fra min hals, og jeg sank sammen på jorden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...