The Knightlie Story

Malika er en pige på 14 år. Hun er meget uopdragen, laver aldrig sine lektier og lever et frit liv, hvor ingen skal sige eller bestemme hvad hun skal gøre. Men en til en fest hos en af sine venner møder hun David, som ændre hendes holdning til alting.

1Likes
0Kommentarer
463Visninger

2. Shopping

”Moaaar!!” råbte jeg da jeg kunne høre hoveddøren åbne. ”Moaar, jeg skal til fest i aften og jeg har ikke noget at tage på, må jeg få 500 kr. så jeg kan købe mig en kjole?!”. Det var egentlig ikke et spørgsmål, for jeg havde taget pengene selvom hun havde sagt nej, men hvis jeg kunne få dem uden at vi skulle skændtes, måtte jeg sikkert blive længere til festen i aften.  ”Skal du nu have en til kjole?” sukkede mor, og begyndte at ligge Netto varerne i køleskabet. ”øhm, ja? Du har da også lige fået nye bukser” jeg begyndte at blive utålmodig, festen begyndte om 4 timer og jeg havde sagt til alle at jeg allerede havde fundet den smukkeste kjole i verden. ”Malika Ada Knightlie, du er da umulig!” sagde hun med en opgivende stemme, men gik alligevel ud i gangen for at hente pengene. Jeg rejste mig fra sofaen og gik over mod hende, for at tage imod pengene. Jeg kyssede hende på kinden, sagde tak, fik mine støvler på, og gik  med faste skridt mod busskuret. Inde i byen gik jeg i en del butikker og fik til sidst fat i en stropløs, pangfarvet, lårkort kjole. Den var ikke hvad jeg havde tænkt mig, men den kunne nok stadig slå nogle af de andre pigers kjoler. Da jeg gik ud af butikken kom jeg i tanke om tiden, jeg kiggede på mobilen, der var 2 timer til at festen begyndte og jeg havde fået 2 beskeder. Hva´ så Lika, skal vi mødes hjemme ved mig om en time? Skrev Mia.  Den anden var fra mor der spurgte, om jeg snart kom hjem. Hmm, tænkte jeg, hvad tror du? Men jeg skrev alligevel at jeg sad i bussen, og var hjemme om et kvarter. Jeg kiggede mig omkring i bussen, og ledte efter nogen man kunne snakke med, for at slå tiden ihjel med. Men der var kun 3 i bussen, mig, en ældre mand og buschaufføren som man tydeligvis ikke skulle komme i kontakt med, for svedperlerne løb ned af kinderne på hende og hendes øjenbryn var rynkede, så det lignede at hun konstant var sur. Jeg lænede mit hoved ind imod ruden og så tålmodigt hvordan husene og træerne fløj forbi bussen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...