Stenhus Kostskole

Sophie skal flyttes på kostskole, meget imod sin vilje, og er ikke særlig positiv omkring det. Snart får hun dog venner, og begynder at finde sig til rette på skolen.

OBS det skal lige siges jeg aldrig har været på Stenhus Kostskole! Alting er lavet ud fra min fatasi!

2Likes
8Kommentarer
2083Visninger
AA

5. Kapitel 5

Om aftenen sad jeg på min seng, og så på alle mine skolebøger, der lå spredt ud over min seng. Mit skema hang på tavlen over sengen, sammen med et kort over skolen, og en liste over de forskellige tider der var mad, og fritidsaktiviteter. Vi havde spist aftensmad – der forresten havde været vildt lækker, og jeg skulle nu finde på et eller andet at lave, indtil klokken var blevet så mange, at jeg kunne tillade mig at gå i seng. Jeg havde fået både Cecilie og Marks nummer, og havde mødt noget af de andre fra vores årgang. Nogle af dem var nogle forkælede rich kids, men der var faktisk også mange der var rigtig flinke. En del af mig, glædede mig faktisk til at komme igang med skolen. Om det var fordi jeg så havde noget andet at tænke på, eller om jeg bare savnede skolen, vidste jeg ikke. Jeg havde siddet på sengen i et stykke tid, da jeg kom i tanke om jeg ikke havde fået lagt mine toilet ting ud på badeværelset, så jeg tog den taske jeg havde med det, og gik ud på toilettet, hvor jeg begyndte at stille det. Og så fik jeg øje på mig selv i spejlet. Mit mørke hår hang fladt ned over mine skuldre, og trængte til at blive klippet. Det gik mig til navlen, og havde et tykt og sundt udseende. Min farmor var frisør, og havde sørget for at mit hår havde et godt liv – selvom jeg måske var lidt ligeglad. Jeg havde aldrig rigtig tænkt over hvad andre syntes om mig. Kun drengen fra opholdsstuen. Jeg tænkte ret meget på ham.

Jeg sukkede og så på mig selv. Mine blå øjne skinnede som altid, men der lå en tristhed over dem, som havde været der, siden jeg fik af vide jeg skulle væk fra det hele. Min hud så underlig bleg ud, men var ellers perfekt som altid. Jeg havde aldrig haft problemer med urenheder eller andre hudting. Min hud havde altid været perfekt ren. Jeg kastede et sidste blik på mig selv i spejlet, før jeg gik tilbage til mit værelse, og smed mig på sengen igen, imens drengen fra opholdsstuen kørte rundt i mit allerede overfyldte hovede. Efter et par minutter, besluttede jeg mig for at pakke min taske, så jeg ikke behøvede at tænke på, når jeg nu skulle op halv syv næste morgen, hvorefter jeg kom i tanke om, at Cecilie ikke havde fået vist mig musiklokalerne. Derfor besluttede jeg mig for at skrive til Mark, og høre om han ville vise mig dem, for jeg regnede med at komme til at bruge ret meget tid dernede. Ihvertfald hvis det var fede lokaler. Jeg vidste ikke hvor vild Cecilie var med violin musik, men jeg blev nødt til at øve – så jeg måtte udnytte kælderen så meget jeg nu engang kunne komme til. Der gik ikke længe før han svarede på min sms. Jeg havde lige nået at lægge min telefon ned, da hans besked dumpede ind. ”Jeg er med på at vise dig rundt (; skal jeg bare komme op til jeres værelse?” Jeg svarede hurtigt ja, og stak så min telefon i lommen, så jeg kunne have den med rundt, når Mark kom op på værelset. Det føltes rart allerede at have venner, der var friske på at give mig bare en nogenlunde start, så det hele ikke var en kæmpestor fiasko. På en måde fik det mig til at slappe mere af, og gav mig mere lyst til at være der, i forhold til at være derhjemme, hvor jeg skulle se de to mennesker, der havde sendte mig afsted. Tanken om mine forældre, gav mig både hjemve, og gjorde mig vred. Jeg havde ikke lyst til at tænke på dem. Jeg var stadig ret muggen over de bare havde sendt mig afsted, sådan uden videre. Det var ikke helt fair overfor mig.

”Sophie?” Jeg kunne høre Mark banke på døren, og skubbede mine forældre ud af mine tanker, imens jeg gik over for at åbne, så vi kunne komme af sted. ”Okay, så det her, er det helligste lokale, på hele skolen!” Mark lavede en dramatisk effekt med hænderne, hvorefter han åbnede døren til musiklokalet. Jeg stak nysgerrigt hovedet ind, og så mig omkring i lokalet. Det var ikke noget udover det sædvanlige. Der stod en masse forstærkerer op ad bagvæggen, et trommesæt i det ene hjørne, to keyboards, og et akustisk klaver op ad en sidevæg, og så hang der kabler på den anden sidevæg. Der var et falmet blåt gulvtæppe på, og de hvide vægge var lydisolerede, så man ikke forstyrede andre på skolen. Mark smuttede forbi mig, og satte sig ned ved klaveret, hvorefter han begyndte at spille på det. Jeg spærrede øjnene op, da jeg hørte ham spille. En pludselig ro lagde sig over hans krop, imens hans fingre svævede over tangenterne, og hans krop rokkede med musikken, frem og tilbage. Der var ikke en eneste gal tone. Jeg valgte at sætte mig ned på den stol der stod ved siden af klaveret, og lyttede intensivt på det han spillede. Det lød som om han aldrig havde lavet andet hele sit liv, end at spille klaver. Han lukkede øjnene, og jeg kunne nærmest se musikken fylde hans krop, og gøre ham fuldendt. Jeg havde aldrig forventet at han ville være så god. Da de sidste toner var fadet ud, var jeg helt mundlam. Jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle sige. Jeg havde aldrig hørt noget lignende, eller set nogen der var så optaget af deres musik. Jeg havde lyst til at fortælle ham hvad jeg syntes, men jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle formulere det.

”Var det så dårligt?” grinede han, da jeg bare sad og gloede på ham. Jeg rystede på hovedet, og kom til mig selv igen. ”Nej netop ikke! Det var virkelig godt! Hvor længe har du spillet?” spurgte jeg, og pillede lidt ved spidserne af mit hår. ”Altså jeg har aldrig gået til det, men jeg har spillet siden jeg var omkring elleveårs alderen... Der besluttede jeg mig for at lære det. Og så har jeg bare øvet mig helt vildt meget...” sagde han, og blev en smule rød i kinderne. Jeg så på ham, med store øjne. ”Har du helt seriøst, selv lært det der?” spurgte jeg. Han nikkede, og så lidt utilpas ud. ”Undskyld, men det er godt nok vildt,” sagde jeg, og blev selv lidt utilpas. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne spille foran nogen som helst, hvis alle var så gode, til alt der hed musik? For jeg havde ikke lyst til at opgive det, men på den anden måde, ville jeg bare blive gjort til grin. Og det havde jeg heller ikke specielt meget lyst til. Det kunne kun gå galt. ”Jeg skal altså også høre dig spille engang. Du er sikkert herre awesome på violin,” sagde han, og klimpede lidt med klaveret, imens vi snakkede. Jeg trak på skuldrene, og så ned på mine sko. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne hamle op med ham? Han var jo utroligt god. Og han troede jeg var god. ”Det skal jeg altså! Der er ikke nogen diskution!” Han puffede opmuntrende til mig, og gav mig et stort smil, da jeg så op på ham. Jeg smilede igen, så godt jeg nu engang kunne, og så mig rundt i resten af lokalet. Det var vist et rum der blev brugt ret meget, for gulvet var slidt, efter gummisko, guitare og andre ting man nu kan finde på at stille på gulvet, i et musiklokale. Væggene var helt rene, og så nye ud, hvilket så ret underligt ud, sammen med gulvtæppet. ”Har du set nok hernede, eller er der mere du vil se?” spurgte han, og vendte sig en halv omgang på klaverstolen. ”Jeg tror nok jeg har set alt...” sagde jeg, og rejste mig op. Vi kunne ligeså godt komme tilbage. Jeg havde ikke noget instrument med, og det virkede lidt som om samtalen var ved at dø. ”Jamen, så lad os da komme tilbage,” sagde han, og rejste sig fra klaveret. Jeg kastede et sidste blik over skulderen, tilbage i musiklokalet, før jeg trådte ud af døren, og fulgtes med Mark tilbage til opholdsrummet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...