Stenhus Kostskole

Sophie skal flyttes på kostskole, meget imod sin vilje, og er ikke særlig positiv omkring det. Snart får hun dog venner, og begynder at finde sig til rette på skolen.

OBS det skal lige siges jeg aldrig har været på Stenhus Kostskole! Alting er lavet ud fra min fatasi!

2Likes
8Kommentarer
2080Visninger
AA

2. Kapitel 2

”Det er da fint hva’?” Min mor begyndte at gå ind imod skolen, med to kufferter efter sig. Jeg fulgte bare efter, med den sidste kuffert, uden at sige et ord. For det første, anede jeg ikke, hvad jeg skulle sige. For det andet, havde jeg overhovedet ikke lyst, til at snakke med hende. Hun var godt igang med at ødelægge mit liv. Gad vide om jeg nogensinde kunne tilgive hende. Nok ikke. Hvilken mor, sender også sin datter på kostskole, imod sin vilje? Det var koldt, og gråt, hvilket overhovedet ikke hjalp på mit humør. Tværtimod. Det gjorde mig trist, og ensom. Pludselig følte jeg mig helt alene i verdenen, og fik lyst til at grave mig ned i et meget dybt hul i jorden. Det var bare ikke muligt. Et koldt vindpust gav mig kuldegysninger, og fik træerne der stod rundt omkring, til at uhyggelige og uvenlige ud. Jeg lod mit hår glide ned foran mine øjne, med et dystert blik. Det her kunne kun gå galt. ”Skynd dig nu, skat! Du vil elske det her,” sagde min mor med en ivrig stemme. Jeg rullede øjne, og fortsatte i præcis samme tempo som før. Jeg ville bruge den tid jeg havde, til at nyde friheden. Også selvom jeg allerede følte mig fanget, som en fugl i et bur. Jeg trak vejret dybt ind, og nød følelsen af den kolde luft, der rislede ned igennem min hals. Måske var det sidste gang i de næste fem år jeg fik frisk luft? Ville de holde os indespærret på skolen, eller måtte man komme ud? Jeg gøs endnu en gang, og stak min ene hånd i lommen, imens jeg trak min kuffert efter mig. ”Sophie, kon nu! Jeg har en overraskelse til dig!” Åh nej. Hvad havde min mor nu fundet på? Hendes overraskelser, var sjældent behagelige. Med et dybt suk, gik jeg de sidste tyve meter, på vej til mit nye liv.”Det er da fint hva’?” Min mor begyndte at gå ind imod skolen, med to kufferter efter sig. Jeg fulgte bare efter, med den sidste kuffert, uden at sige et ord. For det første, anede jeg ikke, hvad jeg skulle sige. For det andet, havde jeg overhovedet ikke lyst, til at snakke med hende. Hun var godt igang med at ødelægge mit liv. Gad vide om jeg nogensinde kunne tilgive hende. Nok ikke. Hvilken mor, sender også sin datter på kostskole, imod sin vilje? Det var koldt, og gråt, hvilket overhovedet ikke hjalp på mit humør. Tværtimod. Det gjorde mig trist, og ensom. Pludselig følte jeg mig helt alene i verdenen, og fik lyst til at grave mig ned i et meget dybt hul i jorden. Det var bare ikke muligt. Et koldt vindpust gav mig kuldegysninger, og fik træerne der stod rundt omkring, til at uhyggelige og uvenlige ud. Jeg lod mit hår glide ned foran mine øjne, med et dystert blik. Det her kunne kun gå galt. ”Skynd dig nu, skat! Du vil elske det her,” sagde min mor med en ivrig stemme. Jeg rullede øjne, og fortsatte i præcis samme tempo som før. Jeg ville bruge den tid jeg havde, til at nyde friheden. Også selvom jeg allerede følte mig fanget, som en fugl i et bur. Jeg trak vejret dybt ind, og nød følelsen af den kolde luft, der rislede ned igennem min hals. Måske var det sidste gang i de næste fem år jeg fik frisk luft? Ville de holde os indespærret på skolen, eller måtte man komme ud? Jeg gøs endnu en gang, og stak min ene hånd i lommen, imens jeg trak min kuffert efter mig. ”Sophie, kon nu! Jeg har en overraskelse til dig!” Åh nej. Hvad havde min mor nu fundet på? Hendes overraskelser, var sjældent behagelige. Med et dybt suk, gik jeg de sidste tyve meter, på vej til mit nye liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...